Hugo

Af: Carsten Riis Jensen
Af: 05
Filmen er en kærlighedserklæring til 1920'ernes teater og filmkunst. En skøn fortælling med vægt på familiens og identitetens betydning for menneskene.

AT FINDE SIN PLADS

Georges Mélies var en fransk illusionist og filmskaber, som blev berømt for at være banebrydende inden for filmkunstens tekniske og narrative udvikling. En del vil i dag kunne genkende ham ved at se blot et enkelt stilbillede fra en af hans film, nemlig billedet af månen, hvor en raket er landet og har ramt månen i øjet.

Mélies havde sit eget filmstudie og skabte en lang række kortfilm, hvor han som en af de første eksperimenterede med illusioner, tidsforskydninger og håndfarvelagte billeder. Han var først og fremmest aktiv i årene 1888-1923. Omkring 1909 begyndte det at gå ned ad bakke for hans arbejde, han mistede mange penge. Første verdenskrig var også med til at ødelægge hans karriere, fordi ingen længere gad se hans eventyrlige film. Omkring midten af 1920'erne forsvinder han fra offentligheden. Han skaffer sig et "almindeligt" job, som legetøjssælger på banegården i Paris. Han gifter sig med skuespilleren Jeanne, og de bor sammen med Mélies' yngste barnebarn Madeleine.

Det er her historien og filmen om "Hugo" begynder. Hugo bor nemlig på den banegård, hvor Mélies har sin legetøjsbutik. Hugo er forældreløs. Hans far var urmager, og det håndværk elsker Hugo også. Da faren dør, flytter Hugo ind på banegården, hvor han bor "mellem murene" i de mange korridorer og trappegange, som de fleste ikke ved findes på banegården. Her bruger han tiden på at reparere og sørge for de mange store ure på stedet.

Inden faren døde, gav han Hugo en mekanisk "robot", en automaton. Hugo prøver at finde reservedele til den forskellige steder på banegården, blandt andet i Mélies' butik. Der mangler dog én afgørende ting til automaton'en, nemlig en hjerteformet nøgle. Historien tager for alvor en drejning, da det viser sig, at det er Isabelle, Georges Mélies' gudbarn, der har denne nøgle. Og dermed drages Hugo ind i en historie, han intet kendte til Georges Mélies' historie og den tidlige filmkunsts historie.

Disse vinkler flettes flot sammen med Hugos egen historie og hans søgen efter identitet. En gennemgående metafor i filmen handler om at blive "repareret" og "virke igen" og finde sin plads som tandhjulene i fx et urværk eller en automaton-robot, der alle har deres særlige plads og funktion. Alt dette centreres omkring vigtigheden af at have en familie – noget fx stationsforstanderen, spillet af Sacha Baron Cohen, slet ikke finder vigtigt … lige indtil han forelsker sig i togstationens blomstersælger.

Første del af filmen er til dels et teknisk flot kig på en banegård i 1920'ernes Paris. Det er CGI og 3D animation i høj kvalitet. Det er en betagende historie om den forældreløse Hugos liv på banegården. Anden del af filmen er en rejse tilbage i tiden, til stumfilmenes begyndelse og til teater- og filmverdenen, som den så ud i begyndelsen af 1900-tallet.

"Hugo" er en film, der viser det nyeste nye (animation og 3D og teknisk kunnen) og det ældste inden for filmkunst. Og for instruktøren Martin Scorsese er det en klar kærlighedserklæring til filmmediet og til tidens teater- og filmkunst.

---