House of War

Af: Jørgen Hedager Nielsen
I en film om terrorangrebet på Taj Mahal-hotellet i Mumbai i 2008 er budskabet først og sidst, at det ikke spiller nogen rolle, hvad du tror på. Hovedfortællingen foregår i et af hotelværelserne, hvor turister er fanget.

EN PRÆDIKEN OM TOLERANCE 

Det spiller simpelthen ingen rolle, hvad du tror på - Vishnu, Allah, Buddha, Thor, alfer eller enhjørninger. Kærligheden udspringer af denne tolerante indstilling, og mener du noget andet, går det først ud over børnene. Når børnene begynder at dø, fordi du mener, du har mere ret end andre, så var det bedre, at din religion døde. Nogenlunde sådan lyder budskabet i en lang voice-over både først og sidst i filmen, og budskabet føres også frem undervejs af flere af de medvirkende.

Filmen viser, at der findes en gud, Allah, hvis tilhængere ikke respekterer andre. Måske betyder den oprindelige titel "One Less God", at vi godt kunne undvære netop Koranens gud. Livet tilhører os alle. Eller rettere: livet findes i fællesskabet mellem os alle. Denne forkyndelse er knyttet til en film, der bygger på virkelige hændelser, nemlig det islamistiske terrorangreb på det ikoniske Taj Mahal-hotel i Mumbai. I 72 timer holdt 10 terrorister hotellet besat, mens de dræbte så mange som muligt.

En gruppe i et lukket rum
Dramaet og rædslen i selve begivenhederne kan filmmagerne ikke tage æren for. Spørgsmålet er, hvad de har føjet til af de filmklip, som stammer fra mediernes nyhedsdækning - og det er ikke meget. Hele handlingen foregår indenfor hotellets mure. Vi følger to af terroristerne og kommunikationen med deres chef, som befinder sig på sikker afstand. De to terrorister skildres i nogle scener som svage, unge mænd, der har behov for narkotika og en stærk religiøs opsang for at klare opgaven. Flere gange har de svært ved at klemme aftrækkeren i bund. Andre gange agerer de som blodtørstige, skydegale og maniske.

I et af værelserne følger vi en omsorgsfuld indisk bedstefar og hans helt utroligt bedårende barnebarn. Det er rørende, men heller ikke mere. Filmens hovedfortælling foregår i et andet værelse. Her er en meget forskellig gruppe af turister og handelsrejsende fra hele verden og med alle mulige religioner samlet. Det er et greb, som findes rigtig mange steder i litteraturen og filmens verden. En afgrænset gruppe i et lukket rum skal afspejle, hvordan menneskeheden generelt reagerer på en fastlåst situation. Det er altså deres fælles og individuelle reaktioner, vi formodes at kunne lade os inspirere af. Momentvis fungerer det fint, men det skæmmes af en blandet præstation fra skuespillerne, og nogle ret utroværdige indfald fra manuskriptforfatter og instruktør. Det utroværdige ligger ikke så meget i replikkerne som i den måde, handlingen udfolder sig på.

En moraliserende kristen
Jeg er altid på udkig efter, hvordan en film forholder sig til kristendommen. Derfor et par bemærkninger om den mand i hotelværelset, der skal repræsentere kristendommen. Det er en yngre mand, som er udstyret med en godt slidt bibel, der strutter af bogmærker. Vi ser, hvordan han understreger et bibelvers på en side - det tyder på et ihærdigt bibelstudie. Et par gange giver han udtryk for det, han tror på. Det fremstår som ret ubarmhjertigt og moralistisk. Det er ikke ham, der løser konflikter i gruppen.

Til overvejelse: Hvad mener du om filmens budskab, at det simpelthen er lige meget, hvad du tror på?

Kan ses på blockbuster.dk.

---