House of Cards sæson 5 (serie)

Af: Henrik Højlund
Serien holder stadig et højt niveau. Spørgsmålet er dog, hvorvidt vi som seere selv holdes fast i kynismens kolde skruestik, hvor magtviljen og ondskaben får det sidste ord?

VILJEN TIL MAGT

Når man for tiden følger med i den danske tv-serie Herrens Veje, opdager man en verden til forskel på sådan en serie og så den, jeg skal anmelde her, "House of Cards". Nøj, hvor der dog kan være forskel på kvalitet. Nu synes jeg nok, at DR generelt har haft en meget heldig hånd med flere serier. "Borgen", "Arvingerne" m.fl. Men med "Herrens Veje" har vi fat i et meget middelmådigt drama, som bliver desto mere middelmådigt sammenholdt med "House of Cards", som til gengæld er helt oppe at ringe.

Men lad mig også med det samme sige: 5. sæson af "House of Cards" har ikke helt tidligere sæsoners kvaliteter. Eller i al fald 2. - 4. sæson. Dertil er den simpelthen for snæver og nørdet i plottet. Man skal ganske enkelt følge umådelig godt med for at fange dens meget indviklede plot. Så godt skal man følge med, at noget af det fortællermæssige flow og umiddelbart medrivende drama går lidt fløjten. Det hele har karakter af et kammerspil, som holdes inden for væggene mellem en begrænset gruppe af karakterer. Jeg mangler lidt luft udefra, lidt vindue ud til verden, som kunne få historien til engang imellem at lette fra sin egen, meget intense, men også isolerede verden. Når det er sagt holder serien stadig et tårnhøjt niveau og har sine stunder, hvor spændingen er intenst medrivende, og de helt store temaer er i spil.

Retfærdig findes ikke
Det altdominerende tema, som hele tiden er i spil, er viljen til magt. "Vi ved noget, ingen anden ved," siger Francis på et tidspunkt til Claire. "Der findes ikke retfærdighed, kun erobring." Jeg husker ikke, om jeg har nævnt det tidligere i anmeldelser af tidligere sæsoner, men serien kan kort sagt beskrives som en konkret udfoldelse af Nietzsches påstand om, at der i alt levende findes én afgørende drift: viljen til magt. Dét er omdrejningspunktet for stort set alle personers gøren og laden i serien. Først og sidst personificeret i ægteparret Francis og Claire Underwoods evige kamp for at forblive i det hvide hus i Washington. En kamp de fører med alle midler. Også mord, som de efterhånden har nogle stykker af på samvittigheden, og som også langsomt, langsomt synes at snøre rebet om deres egen hals. Det håber man i det mindste som seer. Betaler forbrydelse sig, er der overhængende sandsynlighed for, at serien efterlader os med den rene kynisme. Alt er magtvilje, og magtviljen sejrer uanset hvad til sidst. Også de såkaldt gode er drevet af denne vilje til magt. Skulle Underwood-parret til sidst kvæles i deres eget reb, er det såmænd magtviljen, der tager sidste stik under alle omstændigheder.

En anden mulighed end magten
Skulle det ende med at blive seriens sidste ord, må jeg melde helt og aldeles pas. Uagtet, at jeg anerkender seriens afdækning af magtviljen som en stærkt styrende drift i mennesket - som et skarpt og afslørende blik på den menneskelige adfærd efter syndefaldet (ligesom jeg også altid har set ateisten Nietzsches udsagn om det samme som et klartseende udsagn), så vil en landing i dét alene, i sig selv være en form for desillusioneret ja til det, som jeg vil ønske hen, hvor peberet gror. For der mere at sige om mennesket! Der er mere at sige, fordi virkeligheden er større end denne verden og dens faldne mennesker. Der er i denne tilværelse uventede, overraskende og omvæltende indslag af lys og godhed og offervilje, som sender klare signaler om en anden mulighed end magtviljen som sidste ord.

Francis taler i denne sæson meget ofte til kameraet, altså til seeren. På et tidspunkt siger han: "Bare indrøm det. I kan li’ det. I er med på det her. I følger mig og håber, at jeg klarer det. Der er ikke noget rigtigt eller forkert. Kun inde eller ude." Det er et ubehageligt øjeblik for seeren. For man sidder jo der og lader sig underholde af noget dybt trist og tragisk – verden som ren magtvilje. Godt og ondt som ren konstruktion, sat i scene af de stærke. Eller de svage, som Nietzsche påstod.

Selv i seriens kyniske skruestik
Man gribes altså så at sige på fersk gerning i det øjeblik, hvor Francis siger dette. Du er selv en del af dette spil, som du følger med i, øjensynlig med retfærdighedens distancerede overblik. Du er selv på samme måde, når du sidder der og lader dig underholde af noget, som dybest set er alt andet end underholdende. På den måde er serien faktisk problematisk, hvis ikke den vil mere. Hvis ikke den vil åbne for en anden virkelighed, et andet grundmotiv i tilværelsen. For så fastholder den selv seeren i seriens kyniske skruestik. Nu er det så et spørgsmål, om serien overhovedet får mulighed for at ville mere. Noget tyder nemlig på, at den lukker her. Som en næsten selvopfyldende profeti er seriens hovedperson blevet fanget i et net, der kan minde lidt om det, der er gang i i serien.

Kevin Spacey - en variant af Underwood?
Kevin Spacey, seriens Francis Underwood, er en af de efterhånden mange, der er faldet for "Me too-jagten", hvor skuespillere nu står frem og siger, at de er blevet seksuelt udnyttet af forskellige instruktører. Først stod en mand frem og fortalte om Spaceys tilnærmelser til ham, da han kun var 14 år gammel. Siden har flere stået frem og fortalt om Spaceys tilnærmelser og ligefrem magtdominante måde at være på også under indspilningen af "House of Cards". Som en skæbnens ironi synes Spacey altså selv at være en variant af Underwood i det virkelige liv.

Spillet fortsætter i det endeløse
Nu er det noget nær umuligt at vide, hvad der er op og ned, når den slags historier begynder at rulle. Der går hurtigt heksejagt i det, og sandt at sige undrer det mig, at HBO har været så hurtigt ude med at sige slut med Spacey. Men sagen er altså, at filmselskabet har været ude med en melding om, at Kevin Spacey er færdig i serien, som ellers var i gang med indspilning af 6. og sidste sæson. Og noget tyder på, at indspilningen skrinlægges helt. Det er også svært at se for sig, hvordan man skulle kunne gennemføre den uden Spacey. Medmindre man kunne arrangere et dødsfald tidligt i sæsonen. Altså et fingeret …

Serien trænger i høj grad til en afslutning. Spørgsmålet er bare, om slutningen så bliver 5. sæsons sidste afsnit og allersidste sætning. Claire Underwood har lige indtaget tronen i det hvide hus. Francis er – efter eget taktisk bedrageri – sat ud på sidelinjen. Men noget tyder på, at Claire vil helt af med Francis. Hun siger: "Det er min tur." Det bliver i så fald en kort tur. Men også bare en slutning, der siger: Spillet fortsætter i det endeløse. Magtviljen er uændret.

---