House of Cards sæson 4 (serie)

Af: Henrik Højlund
Magtkynismen og intrigerne fortsætter i "House of Cards", men får heldigvis mere modspil i denne sæson af TV-serien.

HVEM PROFITERER MEST PÅ KRISEN

4. sæson af "House of Cards" følger op på kvaliteterne fra 3. sæson. Fra og med 3. sæson er der kommet flere farver på serien. Den underholdende intrige fra de to første sæsoner på basis af entydig og hele tiden sejrende magtkynisme har fået mere modspil. Om end det stadig er viljen til magt, der styrer rigtig meget af slagets gang, har modspillet fået flere muskler. Modsigelserne af magtkynismen er stærkere og mere mangfoldige.

3. sæson sluttede med, at præsidentfruen, Claire Underwood, gik fra præsidenten, Frank Underwood. Serien kan øjensynlig ikke køre uden videre uden deres sammenhold, så med en sindrigt konstrueret og for det meste overbevisende historie – med bl.a. næsten vellykket mordforsøg på Frank - finder de sammen igen. Men nu i en form for gensidig erkendt afhængighed af hinanden for at nå deres mål. Traditionel kærlighed mellem de to er ikke rigtig på spil længere. De holder af og om og ved hinanden for det fælles måls skyld: magten. Og i et sandt edderkoppespind af intriger drejer det sig nu om at vinde valget af både præsident- og visepræsidentposten. Men vejen dertil er lang og kroget.

Hvem er værst
Ved præsidentvalget er der en modkandidat, en J. F. Kennedy-lignende type, som har stærk folkelig appel, og meningsmålingerne er gunstige. Man fatter sympati for denne kandidat og hans kønne hustru og børn. Han er øjensynlig ikke nær så fedtet ind i magtkorruption som Underwood.

Men ak, også han er til falds for magtens sødme. I en fabelagtig scene ser man den siddende præsident, Underwood, og den succesrige præsidentkandidat i enerum med hinanden. Omverdenen tror, at de forhandler intenst om en fælles politik i en øjeblikkelig international krise, men her afsløres det, at den ene ikke har noget som helst at lade den anden høre, hvad magtbegæret angår. De taler ikke et ord om krisen, derimod spiller de "pokerspil" med hinanden. I dette lukkede rum vedgår de begge åbent overfor hinanden, hvad det hele drejer sig om for begge: at score flest point på krisen for at vinde embedet.

Et andet modspil kommer fra en tidligere chefredaktør, som har fået færten af Underwoods tidligere mange lyssky handlinger. Som sæsonen nærmer sig enden, tænker man, at dette må være sidste sæson. Redaktøren har fat i den lange ende. Men minsandten om vi ikke får en sæson mere. I sidste øjeblik kaster Underwood-parret sig ud i en desperat afværgemanøvre. Og dér slutter sæsonen. Med en cliffhanger af de helt store.

Fiktion eller fakta
Jeg håbede faktisk, at serien ville ende her. Den så ud til at kunne få en flot ende. En ende med storhed, der står for fald. Et tragisk endeligt med magtkynismens selvdestruktive kraft. Men nej, der skal tjenes flere penge på den populære serie. Vi skal gennem endnu flere ekstremt underholdende og overraskende historievendinger.

Men én ting står fast: Serien må og skal ende med et fald fra tinden. Ellers brækker jeg mig. Over min egen fascination af disse magtmennesker. På samme måde som i "Breaking Bad" finder man til sin egen ubehagelige overraskelse en form for medlevende sympati for historiens store skurke. Indtil man igen vågner og indser, at der kun er én ting at håbe: Må de styrte fra tronen.

Det har været ret fantastisk at se serien, mens præsidentvalget i USA er pågået. Indimellem har det været svært at skelne mellem fiktion og fakta. Og hvem ligner Underwood mest? Hillary eller Trump? Jeg ved det ikke …

---