House of Cards sæson 1 & 2 (serie)

Af: Henrik Højlund
Et politiker-ægtepar har én stor lidenskab i livet: magt. Som publikum farves vores blik på verden desværre af serien, så vi får et gennemført kynisk blik.

MAGTPSYKOPATER PÅ ROV

For nogle år siden lyttede jeg til et foredrag om magtpsykopater. En psykolog, som har skrevet om emnet, præsenterede os for en konkret historie. Vi fik ikke navnet på personen, men blev præsenteret for de karaktertræk, personen var forbundet med. Vi fik så at vide, at personen var meget kendt i offentligheden, endog i den globale offentlighed. Vi fik lov at gætte. Ingen af os ramte rigtigt. Det drejede sig om Bill Clinton.

Jeg kom til at tænke på episoden, mens jeg sad og så de to første sæsoner af "House of Cards". Endnu en Netflix-serie med høj underholdningskvalitet. Den handler om politiker-ægteparret Francis and Claire Underwood. Parret har én, stor lidenskab i livet: magt. Og de er villige til at gøre alt for at få magten. De spiller spillet om magt med alle midler og det på intelligenteste vis. De er indbegrebet af den intelligente magtpsykopat. Mennesket, der nok kan agere empatisk, men kun, når det tjener dets eget magt-mål. Ægte empati findes ikke hos magtpsykopaten.

Man kunne sige, at et sådant menneske er den rendyrkede form af Nietzsches magtmenneske. Den ateistiske 1800-tals filosof Nietzsche hævede, at den inderste drift i alle mennesker er driften mod magt. Alt drives frem af viljen til magt, sagde han. "House of Cards" er så at sige skrevet på denne devise. I løbet af 25-30 afsnit udfoldes et politisk og menneskeligt drama med viljen til magt som den ene, store drivkraft.

Og Francis og Claire Underwood er som nævnt hovedaktørerne i dramaet. I en række tidvis temmelig komplicerede politiske intriger søger de det ene: at opnå magten. Alle andre personer omkring dem fungerer udelukkende som midler for at nå dette mål. De bliver venner med dem, de bliver deres elskere, de knuser dem for så at bygge dem op igen og binde dem til sig i dyb hengivenhed eller afhængighed. De slår endda ihjel for det. Og de vinder. Gang på gang er det magtviljen, der tager sidste stik.

På den måde er serien meget uhyggelig, fordi den – indtil videre – lader det onde sejre.

Dramaets hovedpersoner er med andre ord ikke gode, ikke engang en blanding af godt og ondt, men renlivet onde.

Som seere skal vi altså rives med af et drama, hvis hovedpersoner er gennemført usympatiske. Og tillige er det modspil, hovedpersonerne får fra andre personer i det store og hele også drevet af samme vilje til magt. Om ikke modspillet befinder sig på det psykopatiske overdrev, så synes de dog alle mere eller mindre drevet af samme ønske: ønsket om at opnå magten. "House of Cards" har meget få personer, man kan føle sympati med, for stort set alle har en tydelig rem af huden: viljen til magt.

Jeg følte ret hurtigt stort ubehag ved serien. Den har vundet et kæmpepublikum verden over. Jeg forstår det godt. Den har ret høj underholdningsværdi. Man sluger den, som man sluger de sidst nye skandaler om kendisserne i de kulørte ugeblade. Deres nedture er sandt at sige deprimerende stof, men vi svælger i underholdningen.

Ubehaget ved "House of Card" kommer også af noget andet. Den farver ens blik på verden. Man får det kyniske blik. Man får øje på det overalt: magtdriften. Jeg er nogle gange vågnet om morgenen med eftersmagen i sindet af et par afsnit aftenen før. Det er en ubehagelig eftersmag. Som tømmermænd. Verden ligner bare én stor kampplads af magtviljer. Ens egen inklusive.

Men er det sådan verden, helt og holdent er? Har Nietzsche virkelig ret? Jeg tror det ikke. Ikke bare fordi jeg ikke vil, men fordi jeg heldigvis ser andet. Og ved andet.

"House of Cards" er en enøjet affære. Den lyver om virkeligheden. Dens gennemført kyniske, desillusionerede blik på verden er usand. Der er andre, helt modsatte viljer og drifter i verden. Der er ægte medfølelse, offervilje, hengivenhed. Verden er langt mere kompleks end det, serien lægger op til.

Seriens enøjethed gør den også forudsigelig. Man har efterhånden forstået det: de onde vinder altid.

I en anden HBO-serie, "Breaking Bad", som kan minde lidt om "House of Cards", er ondskaben også omdrejningsakse, men i denne serie får ondskaben kvalificeret modspil af, at vi som seere hele tiden holdes fast på, at der findes en anden virkelighed, en virkelighed af godhed. Vi fatter, at hovedpersonen "breaker bad". Hans tiltagende ondskab afsløres på baggrund af en bund af godhed. Der er med al tydelighed tale om et fald fra godheden. Vi følger meget længe hovedpersonen i faldet, føler en mærkelig sympati med ham, men til syvende og sidst står det skærende klart: Det var og blev ondt, hvad han gjorde.

Underwoods ondskab er ikke et fald, det er selve udgangspunktet. Alt begynder og ender ved ondskaben. Og de meget få glimt af fortrydelse eller medfølelse står så svagt og flygtigt, at de egentlig kun bekræfter ondskabens altdominerende sandhed. Det er kort sagt en kynisk serie om kynismen i verden.

På den led melder spørgsmålet sig: Er "House of Card" et udtryk for den tidsånd, der har mistet alle illusioner om det godes sejr, ja endog det godes virkelighed? En tidsånd, der dybest set ikke tror på ånd, men kun materie, kun den livløse, formålsløse og meningsløse natur, som består af molekyler og atomer uden mål og mening. Og derfor kan "meningen" ligeså godt være magt som alt mulig andet.

Retfærdigvis skal det siges, at serien fortsætter. Den kan have ukendte trumfer i ærmet, overraskende drejninger, som måske kan åbne for et helt andet blik for enden af vejen. Vi får se.

Anmeldelse af sæson 3, sæson 4, sæson 5.

---