Hobbitten: En uventet rejse

Af: Peter U. K. Jensen
Ta' med hobbitten Bilbo tilbage til Ringenes Herre-universet og kom med på en helt uventet rejse.

MAGIEN ER TILBAGE

Nu var den her – endelig! Filmen mange af os Ringenes Herre-entusiaster havde set frem til længe. Forventningerne var store, om end jeg havde mine bekymringer. Hvordan kan instruktøren, Peter Jackson, mon lave hele tre film af knap tre timers varighed ud af en roman på knap 300 sider, uden at filmen kommer til at gå i tomgang? Men Peter Jackson skuffer ikke, filmen er flot og med rigtig gode 3D-effekter og ikke mindst fantastiske kulisser. Men filmen er lang, meget lang, og filmen henvender sig - i modsætning til Ringenes Herre-trilogien - til dem, der er bekendt med det magiske univers, og som bare ikke kan få nok af orker, troldemænd og små søde hobbitter.

En magisk ramme til en udviklingsrejse
Filmen er en flot og detaljeret beskrivelse af hobbitten, Bilbo Sækker (Martin Freeman), der helt uventet får besøg af troldmanden Gandalf og en flok ubehøvlede dværge, som sender ham med ud på et farefuldt eventyr. Målet er en kæmpe skat, som bevogtes af den griske drage Smaug. Undervejs tvinges Bilbo til at overvinde sin medfødte skepsis for det nye og ukendte. Gennem filmen får vi godt beskrevet, hvorledes Bilbo er en splittet person, der i sin personlighed indeholder to dele; den dybt konservative og spidsborgerlige "Sækker-side" og den eventyrlystne og driftige "Toker-side". Mødet med Gandalf får eventyret til at vågne, og inden længe bevæger Bilbo sig ud på en farefuld færd, hvor han vokser i modenhed og ansvarlighed – på vej mod en forening af de to personlighedssider. Filmen bliver - udover at være et flot eventyr - også første del af den personlige udviklingsrejse for hobbitten Bilbo.

Mere munter – men ingen børnefilm
Oprindelig havde Tolkien skrevet Hobbitten som en børnebog. Det kan man ikke just kalde filmatiseringen. Filmen er alligevel meget mere lys og munter end filmene om Ringenes Herre. Flere steder giver Peter Jackson lov til humoristiske replikker og sjove ansigtsudtryk - ikke mindst i filmens absolutte bedste scener – nemlig rejseselskabets møde med tre store trolde og i mødet med det mærkværdige væsen Gollum. Især afsnittet med Gollum og mødet med den magiske ring er lavet virkelig godt og tankevækkende, hvor publikum overraskes og rives med.

Glæd dig til fortsættelsen
Skuespillet er gennem hele filmen i top lige fra en storspillende Gandalf (Ian McKellen) til nogle virkelig sjove og godt karikerede dværge. Filmens styrke er også dens svaghed – nemlig detaljerigdommen og længden. Der er masser af "guf" for entusiaster, men for nye i det magiske univers kan det være en lidt forvirret og i særdeleshed lang rejse.

Nu går der et helt år, inden vi igen kan begive os ind i det magiske univers og se del to af trilogien. Jeg glæder mig og er spændt på, hvilke artige overraskelser og bihistorier, vi kommer til at møde i det magiske univers næste gang!

Læs også refleksionen: En lillebitte helt.

---