Hobbitten: Dragen Smaugs ødemark

Af: Carsten Riis Jensen
Af: 10
Hobbitten 2 er fejende flot. Det er skønt endnu engang at blive draget ind i Tolkiens vidunderlige univers.

ET SUS I MAVEN
Den er lang, den er god, men den bærer præg af, at kildematerialet slet ikke er nær så langt, og derfor er "Hobbitten 2" faktisk sine steder for langtrukken. Så enkelt kan det egentlig siges om anden del af filmatiseringen af Hobbitten.

Kulisserne, de tekniske detaljer, computeranimationerne er endnu en gang blændende flot lavet, og som tilskuer er man, ligesom med de tre Ringenes Herre-film, endnu en gang med på en lang rejse med masser af action, humor og alvor undervejs. Ja, man kan næsten kalde både Ringenes Herre og Hobbitten-filmene for roadmovies, som beskriver en livsrejse på såvel det ydre som det indre plan.

Martin Freeman beviser igen, at han er det helt rigtige valg til rollen som Bilbo Sækker, ligesom Elijah Wood var det som Frodo. Martin Freeman har evnen til at underspille, ligesom han gjorde det i "Hitchhiker's Guide to the Galaxy" og i komedieserien "The Office".

Tolkiens eventyrunivers er fantastisk, vidunderligt og dragende, og instruktør Peter Jackson har sammen med det enorme hold af skulptører, animatorer og skuespillere skabt en billedudgave, man som tilskuer glæder sig til at være en del af i hver film.

I "Hobbitten: Dragen Smaugs ødemark" begynder vi at se alvoren af de ting, vi kender fra Ringenes Herre-filmene, nemlig den onde Sauron, der fra alle verdenshjørner sammenkalder orker og andet skidt for at overtage herredømmet. Vi ser, hvordan troldmanden Gandalf langsomt opdager, hvad der er på færde, og vi ser dværgenes videre kamp for at genvinde deres underjordiske rige fra dragen Smaug.

Og Smaug, den onde drage, er i høj grad hovedpersonen i "Hobbitten 2". En meget stor del af filmen foregår i dværgenes underjordiske rige, hvor dragen vågner af sin søvn og Bilbo og dværgene forsøger at bekæmpe den. Men hvordan det går, må vi vente med at se til næste jul, hvor "Hobbitten 3" får premiere.

Som nævnt i indledningen bærer filmen præg af, at kildematerialet – altså Tolkiens bog – egentlig ikke har stof nok til hele tre film. Derfor har Peter Jackson været kreativ i form af, at han dels har forlænget mange af scenerne – især kampscenerne, og dels fx har tilføjet et trekantsdrama og en kvindelig elver, som ikke er med i bogen. Det skal der til, for at fylde indhold i tre film, men det betyder desværre også, at både "Hobbitten 2" og – synes jeg – Hobbitten 1 sine steder er langtrukken, og man tænker, om ikke snart handlingen kommer videre.

Samme forsøg på at hive mere ud af kildematerialet kender vi fra fx den første Narnia-film, hvor kampscenerne, som i bogen kun fylder 2 sider, får ekstremt mange minutter på biografskærmen.

Det ændrer dog ikke ved, at "Hobbitten 2" er fejende flot og giver et sus i maven, når man som tilskuer endnu en gang drages ind i Tolkiens vidunderlige univers. "Hobbitten 2" er en dannelsesrejse og et vildt eventyr.

Læs også refleksionen: En lillebitte helt.

---