Himlen over Berlin

Af: Anette og Jørgen Hedager Nielsen
Englen Damiel forelsker sig i en cirkusprinsesse, opgiver sin engle-tilværelse og bliver et menneske.

Als das Kind, Kind war. Da barnet var barn. Denne sætning indleder et digt i knækprosa, som flere gange dukker op i "Himlen over Berlin". Digtet har nogle flotte sætninger, men åbner sig ikke ved det første møde. På den måde passer digtet udmærket til filmen, som er en tysk/fransk produktion med Wim Wenders i instruktørstolen.

Normalt skal en film efter min smag have en god historie. Det siger noget om filmens andre kvaliteter, når den fangede mig, selv om den kun har antydningen af en historie. Det meste af handlingen er set fra englenes synsvinkel. Kameraet går gennem vægge, og folks tanker er med på lydsporet. Englene kan ifølge filmen ikke se farver, så næsten hele filmen er i sort/hvid. Det gør nu ikke så meget, for den er fremragende fotograferet med mange talende scener. Englene kan for øvrigt heller ikke lugte og smage eller mærke kulde og varme. De kan godt blive synlige og opføre sig som mennesker, men det bruger de ikke ret meget. Man får indtryk af, at børn indimellem kan se dem, eller at de gør sig synlige for børn. Det meste af englenes virksomhed, som vi ser den på filmen, er at indgyde folk positive tanker, når der er brug for det.

Vi ser mest til englen Damiel, der spilles af Bruno Ganz. Damiel møder Peter Falk (Colombo), der spiller sig selv. Han er i Berlin for at indspille en Colombo-film. Kender man lidt til Colombo-filmene, er indslagene med ham både absurde og humoristiske. Peter Falk ved noget om engle, og han fortæller Damiel om glæderne ved at være menneske. Da Damiel forelsker sig i en cirkusprinsesse, tager han springet, opgiver sin englevirkelighed og bliver et menneske.

Skildringen af menneskene er kærlig og ærlig. Man fornemmer instruktørens kristne tilgang. Skildringen af englene er efter min vurdering knap så vellykket. I hvert fald, hvis man skal bruge det, Bibelen siger om engle, som målestok. Det er mit indtryk, at den vigtigste opgave for Wim Wenders engle er at opmuntre folk, og måske endda spore dem ind på bestemte ideer med en form for tankeoverføring. Sådan mener jeg ikke, Bibelen omtaler engle. Når de henvender sig til mennesker, sker det ved, at de taler hørbart til dem. Men måske har Wenders ret. Bibelen siger sikkert ikke alt om englene.

Filmen er heldigvis fri for den folkereligiøse opfattelse af, at engle er afdøde mennesker. Tværtimod giver den en (ganske vist forkert) beskrivelse af, at en engel kan vælge at blive menneske. Man får det indtryk, at mennesket er en højere skabning end englene. En ide, der stemmer fint med Bibelen. Filmen antyder, at englene næsten er misundelige på menneskene. Og som Wenders stiller det op, forstår man dem. Man kan godt gå hen og blive taknemmelig for at være skabt som menneske ved at se filmen. Måske er det netop dens anliggende.

En lille tillægsgevinst er, at filmen er lavet et par år før Berlinmurens fald. Muren indgår med en eller anden symbolik. Måske ligger der en lille forudanelse om, hvad der var på vej.

City of Angels er en Hollywood-genindspilning af "Himlen over Berlin".

Læs om Wim Wenders og hans film i Engle, cowboys og kristne.

---