Higher Ground

Af: Carsten Riis Jensen
Nærgående og lærerig historie om en kvindes åndelige rejse gennem tro, hippie-liv, omvendelse, tro og tvivl i 70'ernes Jesus People-bevægelse.

EN TVIVLENDE TROENDE
Filmen "Higher Ground" er som sådan ikke en "kristen" film, i hvert fald ikke, hvis det betyder, at filmen er produceret af et kristent filmselskab, med det formål at evangelisere eller forkynde. Til gengæld er det den mest ærlige, kristne film, jeg nogensinde har set. Fuldstændigt overbevisende skuespillere, en historie der – i hvert fald for kirkevante kristne – vækker genklang, og ingen forsøg på at omvende filmens tilskuere.

"Higher Ground" bygger på den amerikanske professor Carolyn S. Brigg's selvbiografi, This Dark World. Som man nok kan høre, er der langt fra titlen This Dark World og så til "Higher Ground". Det skyldes dels almindelige marketingsovervejelser om titel, og dels, at bogens forlagsredaktører fik skubbet manuskriptet i en retning, der var for mørk, for dyster og opgivende, i forhold til Brigg's faktiske trosrejse og stadige skrøbelige gudstro. Derfor har filmatiseringen fået titlen "Higher Ground", som jo siger noget om et menneske, der gerne vil noget mere, end det, hun erfarer og oplever.

Vi følger Carolyn – eller Corinne, som hun hedder i filmen – fra hun som barn i søndagsskolen møder en pågående (men hverken overdreven eller karikeret) søndagsskolelærer, som overbeviser hende om at invitere Jesus ind i sit hjerte. Dernæst går det slag i slag: Som teenager møder hun en jævnaldrende hippie-musiker, som hun forelsker sig i. Hun bliver gravid, de gifter sig. En dag kører de galt i bilen og undslipper mirakuløst, og fra da af giver de deres liv til Jesus. De tilslutter sig datidens Jesus People-bevægelse (konservativ – nogle vil sige fundamentalistisk – hippiekristendom). Vi møder menighedens medlemmer, og ser hvordan de lever, mødes i studiegrupper, samtaler, diskuterer.

Men midt i det hele begynder tvivlen at vokse hos Corinne. Tvivlen på Guds eksistens. Men først og fremmest tvivlen på hendes menigheds "ægthed". Hun fornemmer overfladiskheden, hykleriet, og da hun på et tidspunkt bliver skilt fra sin mand, kommer der fart over hendes "tvivls-rejse", indtil hun – meget frimodigt – dukker op i menigheden, tager mikrofonen og ærligt fortæller om, hvordan hun i dag er en "tvivlende troende".

En fascinerende ting ved filmens beskrivelse af menighedens liv er, at det er åbne, bramfrie kristne, vi møder her. Man fornemmer, at det er levende mennesker, der kommer i menigheden. Det er bare fødder, opvask, børn der skriger, fortvivlelse foran spejlet, osv. Og så er det altså bare et herligt billede af amerikansk, hvid 70’er-kristendom, med langt hippiehår, guitarlovsang, kassettebånd, osv.

Filmens måske mest spøjse scene er, da Corinne står alene på badeværelset og desperat prøver at få gang i tungetalen. Hendes veninde taler i tunger, og et vil Corinne også rigtig gerne, men det lykkes bare ikke. "Higher Ground" er et spændende blik ind i Jesus People-bevægelsens møder, sammenkomster, familieliv – og en bramfri præsentation af kristne menneskers trosliv, lovsang, længsel efter Gud, osv.

Samtidig er filmen også en præsentation af fordømmelse og hykleri. Corinne møder det igennem præstens kone, som råder hende til at tie i forsamlingen og formaner hende til kun at bære bestemte slags kjoler. Corinne møder det også igennem fordømmelsen af hendes kære veninde: Corinne har en kristen veninde, som er meget bramfri og åben, og som bestemt ikke lader sig kue af, hvad andre i menigheden tænker. Og så kan hun tale i tunger!

Flere af de andre kvinder i menigheden kan ikke lide hende – fordi hun ikke gør, hvad de siger til hende – og mændene overvejer, om hun virkelig kan være kristen, når hun taler i tunger ...

Kort efter bliver veninden alvorligt syg. Så syg, at hun ender som lam i en kørestol. Dét er for alvor med til at sætte skub i Corinnes tvivl. Tvivlen på menighedens ægthed. Tvivl på grund af de fordømmelser og det hykleri, hun møder. Og – ultimativt – tvivl på kristendommens sandhed.

Som sådan er "Higher Ground" historien om en kristen kvindes trosrejse og ærlige tvivl. Det er en historie om tvivl på kristendommens sandhed – eller rettere: menighedens sandhed. Om menigheden er sand, ærlig og ægte, eller om den er overfladisk, fordømmende og hyklerisk.

For mig er Corinne et eksempel på tusinder af kristne, hvis tvivl og ultimative afvisning af kristendom og kirke begyndte, da de mødte kristne menneskers snæversyn og hykleri. Sådan forstår jeg også filmens sidste scene, hvor Corinne efter års fravær vover at dukke op i kirken til en gudstjeneste. Hun tager mikrofonen og fortæller ærligt og åbent om sin tvivl. Men den måde, præsten og menigheden efterfølgende reagerer på, er for mig et eksempel på en menighed, der ikke ved, hvordan den skal håndtere tvivl.

Som sådan er "Higher Ground" et rigtig godt oplæg til at sætte en debat og evaluerende samtale i gang i enhver kristen menighed omkring overfladiskhed, hykleri og ærlig tvivl.

"Higher Ground" er bestemt ikke satirisk. Jeg har sjældent set skuespillere spille så overbevisende i en film, der er "kristen" uden at være det.

Instruktøren og hovedrolleindehaveren, Vera Farmiga (med et ansigt, der minder utroligt meget om Mona Lisa-maleriet), fortæller i et interview om baggrunden for filmen.

---