Herrens Veje afsnit 8-10

Af: Michael Agerbo Mørch
Herrens Veje afsluttes med sønnens død. Er der er liv herefter? Seriens manuskript trænger til en opstramning inden næste sæson.

TILBEDELSE I ÅND OG SANDHED

De sidste tre afsnit af første sæson af "Herrens Veje" efterlader mig menings-løs; altså, jeg ved faktisk ikke, hvad jeg samlet set skal mene om serien. Jeg synes stadig, at dramatikken ofte går for hurtigt. Det går ud over plottet, når det hele konstant skal kastes op på de højeste nagler – men det er måske for at give suspence til et tungt emne? Jeg synes også stadig, at trosstoffet primært virker som miljøbeskrivelse, og at det derfor er lidt at oversælge varen, når det bliver kaldt en serie om tro. Selve trosstoffet afspejler dog meget godt den almindelige opfattelse af tro. Tro handler om næstekærlighed, om gode gerninger, om meningen med livet (for mig) og er mest noget for lettere skøre personer. Sagt mere teknisk, så er det seriens klare karaktertegning, at tro er verdenshåndtering og etik. Verdenshåndtering, fordi det handler om, at mennesker skal finde noget mening at tilskrive en meningsløs verden, så det derved bliver udholdeligt at bo her. Uanset om det så er sandt eller ej – virker det, så fint nok. Etisk, fordi troen har så mange fordringer til livet, at det at følge reglerne bliver en markør for den troendes liv. Begge dele kan ikke siges at være fyldestgørende, når man ser serien med klassisk-kristne briller.

August
Afsnit otte havde sin dramatik omkring Augusts virke som gadepræst, hvor han pludselig står mellem hjemløse, narkomaner og asylansøgere. På inspirerende vis fik Poul Berg (afsnitsforfatter) formidlet nogle af de vanskelige dilemmaer, som kirkens præster kan ende i, når de lader sig indfiltre i livets genvordigheder. Som skrevet i min anmeldelse af afsnit 5-7 er det særligt i disse handlinger, at "Herrens Veje" inspirerer, mere end det er i den mundtlige formidling af trosindholdet.

Men allerede i afsnit ni begynder det at gå galt for August. August, der mere og mere er den centrale figur i historien, får kraftige tilbagefald i sin PTSD, og han nægter stadig at modtage hjælp. Med en diffus cocktail af Helligånd, angst, træthed, stress og syns-oplevelser kaster August sig ud i en kamp for soning. Kvinden, som han dræbte i Afghanistan hjemsøger ham, og Gud kræver et liv for et liv. Derfor må og skal August redde Hakim, der er blevet afvist som asylansøger og nu skal hjem til krig og måske død. Men man fornemmer hurtigt, at Gud ikke er tilfreds ved at August redder Hakim. Der skal ikke kun reddes et liv, men også ofres et liv. Og i bedste øje-for-øje-logik er det selvfølgelig August, der må lade livet i seriens sidste afsnit. Hele miseren omkring Augusts tungetale og karismatiske oplevelser efterlod mig bedrøvet. Selvom Morten Hee Andersen virkelig fremfører tungetalen overbevisende, og i det hele taget spiller sin "vakte" karakter imponerende – han kan virkelig have lys i øjnene! – så er det skildret på en måde, så man bliver flov over at tro på, at den slags fænomener faktisk forekommer. Selvom folk i massevis har religiøse erfaringer, så bliver det i serien fremstillet som de få – og de er faktisk mest egnet til klinikken. Er det mon muligt i dag at tro på "tilbedelse i Ånd og sandhed"?

Familien i øvrig
Christian er stadig forvirret over sin nye identitet som kulturbuddhist, for nissen er åbenbart flyttet med hjem fra Tibet. Via succesrige foredrag og en bogudgivelse skovler han penge ind og kan købe lækker lejlighed og åben sportsvogn. Men både ekskæresten Nanna og Amira forvirrer, og han træffer en række dårlige beslutninger. Til sidst er der dog en slags forløsning, hvor Christian vælger familien til – forpligtelse over komfort. Elisabeth skøjter (stadig) "undt mellem Liv og Johannes og kan ikke beslutte sig for, om hun kan lide ideen om sig selv som "modig" lesbisk over ideen om sig selv som grundpillen i et problematisk familieliv. Hun bliver igen og igen overrasket over, hvor tyrannisk Johannes faktisk er, og det begynder at virke utroværdigt. Hver gang er der et slag i bordet og et "nu er det nok!", men det er det tilsyneladende aldrig. Johannes har lagt sprutten på hylden, men hans stridslystne sind titter stadig frem. På falderebet af sæson 1 må han forlade sig på Emilies foster, hvis præsteslægten skal føres videre – men om det bliver specielt lykkeligt, kan jeg have mine tvivl om.

"Herrens Veje" er en middelmådig dramaserie, hvor (det meste) skuespil og effekter rammer topniveau, mens manuskriptet ikke finder et passende leje. Musikken har også været lidt svingende. Introsangen er intenst sunget af Claus Hempler, komponeret af Kristian Leth og Fridolin Nordsø, men spredt ud over serien er der både gode og mindre gode lydsider. De mange flotte visuals understøtter den tunge symbolik, som konstant gennemsyrer serien, men i en serie er det altså manuskriptet, der må være bærende motor, og her er der en del at indhente inden næste sæson.

Anmeldelse af
afsnit 1: Sønner i faderens skygge

afsnit 2-4: Den dramatiske buskrydder

afsnit 5-7: Håb forude

---