Herrens Veje afsnit 5-7

Af: Michael Agerbo Mørch
Herrens veje kæmper med fodfæstet, men med afsnit syv øjnes den faste grund. Med en god slutspurt kan serien måske få et bedre eftermæle, men seertallenes dyk står nok ikke til at redde.

HÅB FORUDE

Der skete et eller andet i søndagens afsnit syv, som gør, at jeg (nok) forbarmer mig over "Herrens Veje". Afsnittet var godt nok i sine passager mere malerisk – og dermed kringlet – end de foregående, hvilket sikkert skræmmer en del væk. Men afsnittet var alligevel væsentligt mere vedkommende end afsnit fems tombola-dramatik med fyringen af Ursula og Augusts begyndende behandling. Tju-hej fik vi igen malet ekstreme klimaks op på væggen som i afsnit 1-4, men uden den nødvendige eftertænksomhed. Og afsnit syv var også væsentligt mere vedkommende end afsnit seks' hedonistiske tju-bang, hvor påskefrokosten i præstegården endte i udpumpninger, nøgenræs og ildebrand. Vi fik også fuldbyrdelsen af den lesbiske erotik, hvor dramatikken igen forhastet lod Johannes finde Elisabeth og Liv nøgne på sengen, så der hurtigst muligt kunne skabes maksimal splid. Gab! I afsnit syv genvandt serien noget af sin balance, da August nu begynder at finde fodfæste og klargøre sin egen vision som præst. Der er sågar en åben ende, for hvad ender prøveperioden som gadepræst med? Stilnes konflikten med Monica, eller vil det eskalere, når August får "frie hænder"? Og hvad med Johannes og Elisabeth? Er Johannes’ udpumpning og nærdødsoplevelse første skridt mod tilgivelse og forsoning?

Ægteskab i krise
Johannes har i flere ombæringer været den skyldige part i det forliste ægteskab, hvor Elisabeth i mangel på mod (med hendes egne ord) er blevet hos ham. Hun krævede dog Ursula fyret efter affæren, hvis hun skulle blive i huset, og Johannes måtte makke ret. Men da hun selv oplever det grønne græs på den anden side af hækken hos den logerende Liv, er etikken ikke så håndfast. Nu bruger hun modet som undskyldning for at bryde eget ægteskab, og da Johannes konfronterer hende med det, så vælger hun at følge med Liv. Elisabeth tager hastige skridt i retning af det usympatiske, mens Johannes vinder en anelse kredit. Det er næsten historien om den gældbundne tjener, der her gøres til en moderne ægteskabsfortælling. Men hvor den bibelske historie ender med evig fængselsstraf, så antydes det afslutningsvis, at dette ægteskab måske kan reddes.

Buddhisme versus kristendom
Den ældste søn, Christian, er nu en succesrig buddhistisk foredragsholder og snart forfatter. Han gør radikalt op med sin fortid og ønsker at sige undskyld til alle, han har forbrudt sig mod. Men den gamle ven, Mark, hvis kæreste Christian var utro med, er ikke sådan at overbevise. Indtil videre er der ellers ikke skår i Christians nyvundne identitet, men det vil ligne serien dårligt, hvis det går glat herfra og til slut. I forlængelse af det er det bemærkelsesværdigt, at islam nu fylder lig nul i serien. Efter korte indslag i afsnit et og to er det helt forduftet. Med islams tydelige plads i dansk religionsdebat er det mærkeligt, at det ikke inddrages yderligere og pladsen helt gives til buddhisme versus kristendom.

Enkel og stærk bøn
Status på kristendomsudlægningen er cirka uændret. Kirken fremstår som et kludetæppe af traditionalisme (Johannes), merkantilisme (Monica) og eksistentialisme (August). Diverse præsters handlinger, fx Augusts omsorg for den gravide konfirmand, er mere inspirerende end deres verbale udlægninger af troen. Stærkest står vel kirketjeneren Svends bøn for Johannes, da Elisabeth er taget på elskovsskovtur med Liv. Med en klar, enkel og stærk bøn om Guds omsorg og ledelse i en uoverskuelig livssituation, viser han en tillidsfuld tro, som i al sin afdæmpethed er et markant vidnesbyrd. Gerne mere af dens slags.

Jeg var faktisk på nippet til at opgive "Herrens Veje" efter afsnit seks, for jeg kunne næsten ikke klare flere klamme udskejelser, men afsnit syv lokker mig til at fortsætte, for nu bliver karaktererne mere interessante og sammensatte. "Herrens Veje" bliver næppe populær i den brede befolkning (hvad seertallene da heller ikke tyder på!), men den har potentiale til at slutte flot af. Rejsen har indtil videre været uskøn og bumlet, med enkelte flotte udsigtspunkter hist og pist, men via en god slutspurt kan et godt eftermæle måske alligevel sikres.

Se anmeldelse af afsnit 1 og afsnit 2-4.

---