Herrens Veje afsnit 2-4

Af: Michael Agerbo Mørch
Herrens Veje er mest dramaturgiske vildveje i seriens første fire afsnit. Hvorfor så travlt? Hav dog lidt tålmodighed med karakterudviklingen og giv trostemaet en chance!

DEN DRAMATISKE BUSKRYDDER

Herrens Veje" vil gerne være en serie om de store spørgsmål, men i afsnit 2-4 bliver det klart, at trostemaet primært fungerer som miljøkarakteristik omkring familie- og identitetsdramaer. Serien har en præstefamilie i centrum, men besynderligt nok er det alligevel først for alvor i afsnit fires længere samtaler mellem Christian og buddhisten Jampa (Manish Gandhi) i Himalayas bjergrige landskab, at en egentlig indholdsrig snak om religion udfolder sig. Både i Augusts samtaler med en moderat muslim i Afghanistan og i de mange kristne dryp i livet i og omkring Johannes' provsti er det trosmæssige indhold letbenet og klart at betragte som stemningsskaber. Seriens reelle drama er Johannes' såkaldte "indre dæmoner", Ødipus-pastichen mellem Johannes og henholdsvis Christian og August og det efterhånden kuldsejlede ægteskab mellem Johannes og Elisabeth (hvem frygter ikke, at vi skal til at have en lesbisk affære mellem Elisabeth og den morgen-urinerende Ursula som en slags misforstået dynamit i et konservativt hjem?).

Hvornår falder serien til ro?
Seriens store "øv" er indtil videre det totale fravær af tålmodighed i plotkonstruktionen. Kæmpe dramaer er blevet blæst op, men de punkterer konstant i forhastede løsninger. Bispevalget blev klaret på et øjeblik. Trekantsdramaet mellem Christian, Mark og Amira (Camilla Lau) blev optrevlet på ingen tid. Johannes' affære blev trukket kortvarigt, men så holdt tålmodigheden ikke længere. August skulle hastigt transporteres hjem fra felttjenesten, for det virkelig spændende var jo ikke on location, men den posttraumatiske tørretumbler han nu pumpes rundt i. Havde "Herrens Veje" været teater, havde man hørt mig råbe fra stolerækkerne: "Så hav dog tålmodighed med karakterudviklingen." Nu må serien falde til ro og finde nogle temaer, der kan behandles over flere afsnit, så vi ikke taber pusten i de mange staccato-behandlede indfald.

Birollerne uinteressante
Værst er dog en række skuespilpræstationer til birollerne. For liges å fremragende som Lars Mikkelsen (er du gal et intenst blik, han kan have!) og Ann Eleonora Jørgensen er i deres roller, lige så dumpe og uinteressante er fx Fanny Berth som Emilie, Laura Bro som Monica og Joachim Fjelstrup som Mark. Replikkerne bliver leveret på en skoleagtig måde, og når følelserne virkelig skal gå højt i gråd eller vrede, så er det uden overbevisende nærvær.

Det må også nævnes, at vi nu har haft fire afsnit, hvor eksplicitte sexscener har været skildret i alle episoder. Er det for at vise, at kristne og sågar præster dyrker sex? Jamen, hvor trivielt kan det blive? Eller er det for at være med på den amerikanske modebølge, hvor serierne hele tiden skal udstille mere og mere hud? Det er ikke til at blive helt klog på, men som bred underholdning virker det upassende og anmassende.

Religion uden dybde
Hvad er status på det kristne indhold? Der er ikke meget at vurdere endnu. "Helvede findes ikke," siger Johannes til August. Nogle troede Johannes skulle være den "missionske" kristne i serien, men det er egentlig familietraditionen, der er hans reelle religion. Sønnen August har en infantil udlægning af kristendommen, og det virker ikke troværdigt på mig, at en 28-årig folkekirkepræst i sin sjæls mørke nat tyer til at bede den gamle version af fadervor med foldede hænder andægtigt løftet ("vorde" … "thi"). Det ligner mere en Maria-ikonografi, end et sønderrevet kristent menneskes skrig efter en fjern Gud. Særligt i afsnit 2 og 3 blev religion fremstillet som et værktøj til verdenshåndtering, en tom skal, der kan give mistrøstige håb (absolution ved dødsleje, velsignelse af soldaters våben, m.m.).

Holdet bag "Herrens Veje" er så kompetente manuskriptforfattere, at jeg forventer, at serien snart finder et mere stabilt leje, hvor dramaet kan få lov at filtre sig ind i et interessant krat, og ikke som nu splintre det med en dramaturgisk buskrydder, hver gang noget interessant er ved at udvikle sig.

Se anmeldelse af afsnit 1. Efter afsnit 7 følger en anmeldelse igen. 

---