Hereditary - ondskabens hus

Af: Sprint Aagaard Korsholm
En gyser, hvor det psykiske og det overnaturlige går sammen i en forfærdelig enhed. Filmen er voldsomt overdrevet og mister sit tag i virkeligheden.

EN PLAGET FAMILIE 

En lille familie får mange voldsomme slag af "skæbnen" – både psykisk sygdom og ulykker. Et net af overnaturlige træk begynder at træde frem og tilføjer familien endnu voldsommere slag. 

Annie (Toni Collette) er kunstner, der laver miniaturemodeller af det virkelige liv: huse, mennesker osv. Hun bor sammen med sin mand, Steve (Gabriel Byrne) og deres 13-årige datter, Charlie (Milly Shapiro) og hendes storebror, Peter (Alex Wolff). Vi kommer ind i deres liv, da Annies mor dør. Vi fornemmer hurtigt, at der har været rigtig mange spændinger mellem mor og datter. Da Annie efterfølgende går i en sorggruppe, fortæller hun om morens forfærdelige manipulation af Annie op gennem hele hendes liv. En undskyldning kan være morens psykiske lidelser. I det hele taget er der mange psykiske lidelser i familiens fortid. Annie selv lider bl.a. af søvngængeri og kan i denne tilstand foretage sig nogle voldsomt forfærdelige ting, der kan bringe hendes familie i livsfare.

Ulykken
En aften vil Peter gerne låne en af bilerne for at tage til en fest med sine kammerater. Annie tvinger ham til at tage lillesøster med. Hun tvinger egentlig også Charlie til at gå med, for Charlie kan bedst lide at være alene og bygge sære figurer. Hendes ret mærkelige udseende og hendes allergi er med til at isolere hende, hvilket er grunden til, at Annie vil have hende lidt ud blandt andre unge. Til festen spiser Charlie en kage med nødder, hvilket giver hende et livstruende allergianfald. Midt om natten (og midt i at ryge det pot, han selv har medbragt) kører Peter i sindssyg fart mod hospitalet. Det ender i en ulykke, hvor Charlie mister livet. Nu er sorgen så altoverskyggende i det lille hjem, at alle sociale strukturer brydes ned og Annie fortæller nogle forfærdelige sandheder til Steve og Peter. Samtidig tilbyder Joan fra sorggruppen at hjælpe hende. Joan har selv mistet sine kære – men har nu gennem spiritisme fået kontakt med dem igen, hvilket har været til stor trøst og glæde. Annie griber denne chance og snart er hun i gang med en seance hjemme i huset sammen med Steve og Peter, som hun tvinger til at være med, skønt begge er stærkt mistroiske og afvisende over for ideen. Herfra går alting bare galt …  Uden af afsløre plottet kan det siges, at der forekommer ret voldsomme scener.

Sagens kerne
Hvad handler denne film egentlig om? Der er nogle tråde, der handler om "arv" (jævnfør titlen: arvelig). Familien har arvet noget negativt fra bl.a. den afdøde bedstemor. Men er det primært noget psykisk eller åndeligt/overnaturligt? Steve og Peter er mest stemt for at tolke det psykisk, mens Charlie og især Annie ser det mere og mere fra den overnaturlige synsvinkel. Filmens gys består langt det meste af tiden af de ting, vi ikke ser – hvilket lader begge muligheder stå åbne. Hovedpersonernes virkelighedsopfattelse er i hvert fald inde på begge områder – ofte med flydende overgange.

Afdødes ånder
Til at begynde med skildres det overnaturlige ret virkelighedstro. Gennem sorgen får Annie et stærkt behov for kontakt med sin afdøde datter – og derfra er vejen i vores kultur kort til spiritisme, hvad enten det er "Ånden i glasset" eller via en anden person som medium. Det er også en almindelig erfaring, at "den afdødes ånd" med tiden viser sig slet ikke at være den afdøde, men noget andet og farligt. Så det, der begynder som trøst og håb ender med rædsel og håbløshed. Alt sammen viser, at det gir god mening at holde sig til Bibelens forbud mod at prøve at opsøge de afdødes ånder (eller hvad det nu er, man får forbindelse med).

Filmen begår dog hurtigt det for gyserfilm så vanlige fejlgreb at eskalere fra det virkelighedstro til det voldsomt overdrevne, som blandes sammen af alle mulige gyserfortællinger uden den store bund i virkeligheden. Tænk om man kunne lave en gyserfilm, der spiller på det overnaturlige, og som hele vejen igennem alligevel ligner en almindelig hverdag – så ville man nok se sig tilbage over skulderen på vej hjem fra biografen. Nu efterlader filmen mig ikke med det større indtryk af gys. Derimod har jeg fået et indtryk af nogle rigtig gode skuespillere, der bærer filmen frem til flere stjerner end manuskriptet alene kunne gøre. Især Toni Collette spiller fremragende, og det er det hele værd at se hendes mange effektfulde sindsudtryk skifte hen over hendes ansigt som skyer på en sommerdag.

---