Hemmeligheder og løgne

Af: Thomas F. Moesgaard-Christensen
En helstøbt film om små ting og små mennesker. En film som sætter ærlighed og sandhed over en families hemmeligheder og løgne.

Den engelske filminstruktør Mike Leigh (Vera Drakes hemmelighed, Happy-Go-Lucky) har en vældig interessant metodetilgang til det at lave film. Han skitserer selv historien, han gerne vil fortælle, og så øver han sig længe med skuespillerne og finder sammen med dem ud af, hvilke personer, de skal spille, og hvordan de skal være. Det skaber nogle vidunderligt helstøbte karakterer, og Leighs film er derfor ofte svært medrivende, selv om de handler om små ting og om små mennesker. "Hemmeligheder og løgne" blev et stort gennembrud for Leigh. Filmen blev nomineret til fem Oscars og vandt ved filmfestivalen i Cannes prisen for bedste skuespillerinde for næsen af Emily Watson i Lars von Triers Breaking the Waves

Historien handler om Cynthia (Brenda Blethyn) og Hortense (Marianne Jean-Baptiste). Cynthia er en midaldrende kvinde, der bor alene i et beskidt lille hus sammen med sin datter Roxanne, der tjener til dagen og vejen som gadefejer. De har ikke det store overskud, men befinder sig i en social klasse, hvor man måske nok kan få tingene til at hænge sammen, men man må kæmpe for det. Cynthia er et nervøst vrag, en elskelig hystade; på en underlig måde både ganske charmerende og samtidig også aldeles uudholdelig.

På den anden side er der Hortense. Hun er opvokset i den bedre middelklasse, har fået en uddannelse og har et godt job. Hun er reflekteret, velovervejende og ordentlig. Men hun er også adopteret. Da hendes adoptivforældre dør beslutter hun sig for at prøve at finde sin biologiske mor. Rigtig gættet - det er Cynthia, der viser sig at være hendes mor, fordi hun i sin pure ungdom blev gravid. Begge kvinder bor i London, og det er derfor ikke vanskeligt for Hortense at finde Cynthia. Hvordan vil Cynthia reagere – hvad vil hun sige til sin datter og sin bror og svigerinde? Og hvordan kan det forklares, at Cynthia er hvid, mens Hortense er sort?

Som det måske høres, er filmen ret dramatisk. Den handler om at finde og erkende, hvor man kommer fra, og hvem man hører sammen med, også der hvor det gør ondt. Men Leighs film er også fyldt med fin, underspillet humor. På en mærkværdig måde lykkes det at le - ikke af figurerne - men med dem. Der er så meget sympati for Cynthia, som strengt taget er lidt ynkelig, at det er vanskeligt ikke både at blive berørt af historien, men også klukle indimellem. Det er i sig selv ret underfuldt, at et drama om adoption og raceforskelle kan blive nærmest hyggeligt.

Filmen hedder ikke "Hemmeligheder og løgne" for ingenting, og der lægges klart op til en større forårsrengøring. Sandheden skal frem, så de, der lever i uvidenhed eller fortrængningens lys, kan sættes fri. Det er vældig befriende at se en film, der på den måde siger noget om, at ærlighed har en værdi, og at sandhed kan sætte os fri til at se hinanden i øjnene på en ny måde. Men filmen respekterer også det rum, der er i en familie. Den behandler sine figurer med en omsorg og ømhed, der er tankevækkende. Nok grædes der en del i denne film, men der er også megen forknyt kærlighed i den. I sig selv bliver "Hemmeligheder og løgne" derfor en hyldest til familien og et billede på, at selvom man er mor og datter, er man også næster, der holder hinandens liv i sine hænder. Hortense og Cynthia finder trods deres forskelle hinanden. Det er ømt, det er pinligt, og det er morsomt. Og det er ikke engang løgn.

---