Hellbound (serie)

Af: Sprint Aagaard Korsholm
Et moderne koreansk samfund får besøg af en overnaturlig budbringer, der fortæller dem, at de skal dø og derefter komme i Helvede – og forudsigelserne går i opfyldelse på forfærdeligste måde.

MON FRYGT GØR OS TIL BEDRE MENNESKER 

Koreanske serier med eksistentielle undertoner fylder en del for tiden på Netflix, og serierne er de noget af det mest sete. Denne serie er skabt af Yeon Sang-ho ud fra hans egen webtoon, der også hed Hellbound. I de første tre afsnit følger vi fremkomsten af overnaturlige forudsigelser, hvor et ansigt af en slags engel taler tydeligt til en person om, at vedkommende skal straffes på en bestemt dato og klokkeslæt og smides i Helvede. På det tidspunkt dukker tre monstre frem, tæver personen til blods og svitser derefter vedkommende til et totalt forkullet skelet.

En ny organisation: ”Den Ny Sandhed” fremstår og fortæller, hvad det drejer sig om: Gud vil ikke længere finde sig i, at vi mennesker synder så meget. Så nu straffer han syndere – for at få alle mennesker til at opføre sig ordentligt af frygt for selv at blive straffet. ”Den Ny Sandhed” ledes af unge Jeong Jin-soo (Kim Hyun-joo), der hurtigt får stor bevågenhed både af medierne og ligeså af politiet, der jo efterforsker de mord, som efterlader de forkullede skeletter.

Efterhånden får vi indblik i Den Ny Sandheds lære og dens interne ledelse. Min Hye-jin (Park Sang-hoon) er en advokat, der inddrages i sagen gennem en ung mor, der har fået tilbudt mange penge for at lade Den Ny Sandhed livestreame hendes ”demonstrationer”, som henrettelserne kaldes. Min bliver hurtigt fjende nummer et for Den Ny Sandhed.

De sidste tre afsnit foregår fem år senere, hvor Den Ny Sandhed er en voldsom magtfaktor i landet. Men Min og nye modstandere dukker op.

Fart og højt spændingsniveau
Fem år senere ledes Den Ny Sandhed af en anden, da Jeong selv har været ude for en demonstration. Organisationens dogmer er efterhånden meget klare: Gud straffer kun tydelige fysiske synder, som fx mord og utroskab. Synd, der kun forekommer i sind og tanker, er for svære at arbejde med, så man gør meget ud af, at den enkelte synder skal tilstå sin konkrete synd inden demonstrationen. Men mange vælger at skjule sig et øde sted på tidspunktet for demonstrationen for ikke at bringe skam over familien. Pludselig sker noget nyt: unge Bae Young-jae (Park Jeong-min) og hans kone ser og filmer, at ”englen” proklamerer, at deres nyfødte baby skal have sin demonstration om tre dage. Det er naturligvis en bombe under Den Ny Sandheds lære om, at vi kun straffes for konkrete fysiske synder – for hvad kan en nyfødt have gjort? Serien får nu virkelig fart på og spændingsniveauet stiger, da mange parter jagter den unge familie i de få dage inden demonstrationen. Seriens første sæson slutter med et festfyrværkeri af uforudsete begivenheder.

Fordrejet udgave af Gud
På den ene side er serien meget tydelig i, at de overnaturlige væsner er virkelige nok, og at folk virkelig ender som forkullede lig. På den anden side er der ikke nogen tydelig forklaring omkring disse fænomener. Kun at ”Gud” straffer syndere for at få en verden uden kaos og synd. ”Gud” lyder som en temmelig fordrejet udgave af den kristne Gud. Og ”Helvede” stammer jo også fra Bibelen, omend brugen af begrebet ikke helt er til at genkende. Men vi møder aldrig nogen, der kommer med den indvending, som enhver kristen naturligt må komme med: ”Jamen, Gud vil jo tilgive på grund af Jesus – så mennesker kan derfor bede om hans tilgivelse!?”. Det nærmeste vi kommer er ved de interne diskussioner i Den Ny Sandheds ledelse, hvor det fremføres, at det med babyen jo ville give protestanterne ret i læren om ”Arvesynden” – altså at vi alle er syndere fra fødslen og derfor alle fortjener Guds dom.

I et land, hvor en tredjedel er kristne og kirkerne fylder meget, virker det lidt underligt, at man ikke indfører en kirkelig aktør i spændingsfeltet. Derimod finder vi flere, der enten ikke tror på noget overnaturligt, eller som nok bøjer sig for, at fænomenerne er virkelige nok, men ikke vil købe Den Ny Sandheds tolkning.

Fanatisme og hykleri
Den Ny Sandhed har en sideløbende selvstændig organisation, ”Pilespidsen”, der i begyndelsen er ene om at bruge vold og hadske medieudsendelser i kampen for at udbrede budskabet. Et sådant parløb er jo set mange gange i historiens løb og virker ret realistisk. Da de to organisationer begynder at smelte sammen, ser vi en typisk skildring af en fanatisk ledelse, der med ALLE midler vil forsvare deres ”Sandhed” – om det så indebærer, at fakta skal udslettes og mennesker skal dræbes. Ledelsen er i sig selv et tydeligt bevis på, at frygt for ”Gud” ikke får folk til at holde op med at være syndere – men derimod får dem til at retfærdiggøre deres synder, fordi de gør det i en god sags tjeneste. Hvis nogen tænker tilbage på farisæerne, der fik Jesus slået ihjel, er de nok inde på et ret parallelt tilfælde. Sidst i 6. afsnit afsløres dette fanatiske hykleri på en ret kontant måde.

Tankevækkende underholdning
Jeg tænker, at seriens primære formål er underholdning. Hvis man kan være lidt tålmodig i begyndelsen, får man til gengæld også rigtig meget god underholdning og spænding med mange skæbner på spil. Ligeså får man et indblik i en kultur, der nok stadig er ret fremmed og eksotisk for mange af os. Men samtidig behandles nogle eksistentielle temaer så tydeligt, at man kan få lejlighed til at vende det gamle spørgsmål: ”Hvis Gud vil have os til at leve et godt liv, kan han så ikke bare straffe os til at opføre os på den rigtige måde?” Lidt ærgerligt, at Guds eget svar, der har med kærlighed, tilgivelse og Himmel og Helvede at gøre, ikke rigtig bliver en vigtig brik på spillepladen. Men hvem ved, hvad der sker i næste sæson? For sådan, som serien slutter, må der komme en ny sæson.

Kan ses på Netflix.

---