Harry Potter og Føniksordenen

Af: Mikael Arendt Laursen
Med sin længde på over to timer er det lykkedes rimeligt godt at komprimere den alt for lange bog. Men nye Potter-fans kan ikke begynde her!

Da jeg på en søndag ved nitiden gik ind i biografen, var det dejligt vejr. Dagen igennem havde solen skinnet, og det var en lun aften. Da jeg 139 minutter senere kom ud, stod jord og himmel i et. Regnen faldt tungt på gaden og hele vejen hjem slog det ene lyn efter det andet sit zigzag-spor hen over himlen. Jeg har siden læst i avisen, at et helt årsforbrug af lyn ramte Danmark netop denne ene nat!

Måske undrer du dig over, hvorfor jeg begynder min anmeldelse af "Harry Potter og Føniksordenen" på denne måde, men dette vejrskift beskriver utroligt rammende skiftet i mit sind efter at have set denne femte film om troldmandslærlingen og hans kamp mod det onde.

"Harry Potter og Føniksordenen" er på mange måder kun en film for hardcore Harry Potter-fans. Og her mener jeg ikke bare alle de mange læsere af hans bøger, men faktisk kun de mest fanatiske af disse! For alle os andre, der godt nok har fulgt Harry Potter fra hans første år på troldmandsskolen Hogwarts, er dette reelt et mellemspil, som til tider kammer over i det ligegyldige og langtrukne. Ligesom bog nummer fem i høj grad er det! Ja, for første gang i mit liv vil jeg gå så langt som til at sige, at det er godt, at filmen ikke kan rumme hele bogen, for med dens over 900 sider er den mindst 300 sider for lang!

Hvis man skal skære filmens handling ned til det mest elementære, fortæller denne femte del af historien ikke meget andet, end at den onde Lord Voldmort nu for alvor er ved at træde i karakter og samle sin hær af ondskab omkring sig. Desuden oplever Harry, at han og Voldemort måske er tættere knyttet til hinanden, end Harry bryder sig om. Harry begynder at kunne se ting, som Voldemort foretager sig, og bliver på et tidspunkt i tvivl om, om han selv er ved at bevæge sig over på den mørke side. Og en person, som står ham meget nær, bliver dræbt af en af Voldemorts lakajer i et af filmens afgørende opgør mellem godt og ondt. Og det er alt dette, der gør denne film så dyster og trist. Der er stort set ingen spor af glæde og humor tilbage i Harry Potters univers, som der ellers i høj grad var til at begynde med. Jo, ganske vist bliver Harry for alvor forelsket, og ganske vist driver Wasley-tvillingerne gæk med alt og alle, men her slipper glæden også op. Helt op! "Harry Potter og Føniksordenen" er en lang vandring gennem mørke og ondskab. Magien spiller en større rolle, og nu er det ikke sjove forvandlinger, der skal læres, men alvorlige forsvarsbesværgelser mod den ondes angreb. Harry Potter og hans venner er måske bare ved at blive voksne, men så dystert behøver det nu ikke at være!

Jeg kan naturligvis ikke anmelde en film som "Harry Potter og Føniksordenen" uden at komme ind på det mere tekniske. For her i version 5.0 er der endnu engang lagt mange kræfter i at give bogens magiske univers liv på det store lærred. Og det er lykkedes ganske flot. De mange sære væsner virker levende og troværdige, og selvom man enkelte steder oplever, at de mange computeranimationer kommer til at virke en smule kunstige (fx flyveturen ind til London), skal der uddeles stor ros på dette område. Enhver med hang til flot computergrafik kan roligt tage i biografen alene for at nyde den del af filmen. De mange personer spilles også flot og overbevisende af de enkelte skuespillere, hvoraf mange er kendt fra de tidligere film. Så på den måde er "Harry Potter og Føniksordenen" gedigent håndværk, som helt sikkert vil indspille langt over den lille milliard, som den har kostet at producere.

Siden Harry Potter-bøgerne for alvor slog igennem på dansk, har jeg været en af fortalerne for, at man som kristen godt kan læse disse bøger – som de eventyr de nu engang er. Det vil jeg fortsat være, men hvad filmene angår, kan jeg godt have et lille forbehold efter at have set nummer fem i rækken. For serien har netop bevæget sig i den retning, som man kunne forvente – eller frygte. Den er blevet mørkere og mørkere, og det onde fylder mere og mere. Jeg sidder selv tilbage med en følelse af, at det måske er for meget nu. Derfor kan jeg ikke anbefale alle og enhver bare at gå ind og se "Harry Potter og Føniksordenen". Den gør noget ved os på en måde, som jeg ikke bryder mig om. Den efterlod i hvert fald mig med et tungere sind, end da jeg satte mig til rette i sædet klar til en god oplevelse.

Nu er den sidste Harry Potter-bog udkommet på engelsk, og jeg glæder mig til at få læst afslutningen på denne fantastiske fortælling. En dag vil de sidste to film også være lavet, og om den femte film til den tid vil give mere mening, når den ses i sammenhæng med resten af historien, vil jeg lade stå åbent. Men indtil da ville jeg egentlig lige så gerne have sprunget "Harry Potter og Føniksordenen" over i første omgang.

---