Harry Potter og dødsregalierne - del 1

Af: Carsten Riis Jensen
Sagaen om Harry Potter nærmer sig afslutningen i en film, der dvæler ved samtalerne og de smukke billeder.

I film nummer 6, Harry Potter og halvblodsprisen, fokuserer en meget stor del af filmen på, at de tre helte (Harry, Hermione og Ron) er blevet teenagere, og at hormonerne bobler. I den nye film, som indeholder første del af bogen Harry Potter og dødsregalierne, er der tilsvarende fokus på de tre personers udvikling – denne gang som voksne, ansvarsfulde mennesker. Både Harry og Ron ses i meget store dele af filmen med skægstubbe og har væsentligt dybere stemmer end i de tidligere film.

Handlingen fortsætter, hvor filmen om halvblodsprinsen slap: Slottet, hvor de øvrige film foregår, er forbudt område nu, hvor mørkets magter har overtaget troldmandsskolen, og Sirius Black er blevet rektor efter afdøde Albus Dombledore. Vore tre helte er på jagt efter horcruxerne, som er den onde Voldemorts sjæl, splittet op i otte dele. Og mens de jagter dem, finder de hen ad vejen ud af, at der også er noget, der hedder "dødsregalierne", som er tre magiske genstande, der vil gøre ejeren nærmest udødelig: En særlig tryllestav, en særlig usynlighedskappe og en genopstandelsessten.

Så kort kan handlingen egentlig beskrives. Filmen er første del af filmatiseringen af sidste bind i serien om Harry Potter. At bogen er delt op i to film, har gjort det muligt at dvæle langt mere ved detaljer fra bogen – og det ses tydeligt. Der er ikke så meget action. Til gengæld dvæles der ved smukke naturbilleder og ved samtalerne mellem de tre, som har fulgt hinanden fra barnsben, og som nu er blevet "unge voksne". Naturligvis er der action, men i denne film "afbrydes" de dvælende scener her og der af chokscener og humorscener.

Det er klart, at har man ikke set de øvrige film i serien, så er man mange steder i denne nye film absolut fortabt. Der forudsættes en ganske stor viden for at kunne få nok ud af handlingen.

"Harry Potter og dødsregalierne – del 1" er en meget anderledes Potter-film. Børnene er blevet voksne. Det ses og høres. De mørke tider præger livet i eventyrverdenen.

Personligt fandt jeg enkelte af de dvælende scener langtrukne og kedelige – og den barnlige og legende magi fra de første film, synes jeg er for langt væk. Filmen er blevet mere "episk", hvad der bestemt er en charme i sig selv, men nød man først og fremmest de forrige Harry Potter-film for det barnlige univers, så er man på en helt anden scene i denne film. Sine steder går der roadmovie over de dvælende scener i de storslåede naturlandskaber, og der skabes næsten samme trøstesløse og illusionsløse verden som i fx The Road.

Under alle omstændigheder gør slutscenen dog, at man med spænding ser frem mod afslutningen af filmens anden del, som kommer i biograferne i løbet af 2011.

Sprint Aagaard Korsholm har skrevet om Harry Potters univers.

---