Harry Potter og de vises sten

Af: Lars Frederiksen
En fantastisk anledning for små og store til sund fodring af fantasien. Man bliver mæt i fantasien.

Hele virakken omkring dette bog- - og nu også filmfænomen - havde ærlig talt gjort mig skeptisk. Kunne det virkelig lade sig gøre for denne film at hæve sig over niveauet for det plastik, hvormed filmen manifesterede sig i den "virkelige" verden? Jeg turde dårligt håbe.

Alt drejer sig selvfølgelig om Harry Potter, hvis forfatter jo har fået kolossal succes med sine bøger. Jeg har ikke selv læst en eneste af dem, og min forudgående viden om Harry Potter og bøgernes univers kan begrænses til fordomme.

Filmens helt er naturligvis Harry, som man i filmens første minutter som spæd ser blive anbragt uden for døren til sin kommende plejefamilie, af en troldmand og ditto kvinde. Af hende lærer vi straks ordet "mugglers" at kende. "Mugglers" er en fællesbetegnelse for de mest grufulde, fantasi- og magi-forladte forstandsbeboere, typisk med en stationcar i indkørslen - ja lad dette være dig en lære. Harrys plejeforældre samt deres ægte søn er simpelthen rædselsfulde over for lille Harry, som dagligt må se sig chikaneret groft og låst inde i rummet under trappen.

Harry er imidlertid ikke spor almindelig. Han har evner langt ud over det naturlige, og endelig en dag bliver han befriet fra sit forfærdelige mugglerfængsel og begynder på en skole, hvor han kan udvikle sine særlige evner og dagligt færdes blandt børn, der er ligesom ham selv. Det er på denne skole historien rigtigt begynder, og mere og mere af det omfattende eventyr-univers udfolder sig med godt og ondt.

Eventyr er kodeordet i hele historien, og man føler virkelig den gyldne glød og glæden fra et rigtigt godt eventyr, når man med Harry endelig bliver befriet fra det rædsomme forstandskvarter og de grufulde mugglers. Der er en underlig ægthed og en befriende troværdighed i de varme billeder, selvom det vrimler med nisser og fabeldyr og magi. Og ganske vist er det alt sammen elementer fra eventyr, vi kender i forvejen, og indtil flere figurer og temaer har direkte rødder helt tilbage til de oldgræske og romerske fortællinger. Ligesom flere af de klassiske sagnhelte må Harry f.eks. forcere en stor bidsk trehovedet køter og gå ned i den dunkle underverden med alle dens rædsler. Og til sidst kan Harry så endelig bekrige den onde skurk, der påstår, at der ikke er forskel på ondt og godt!?! Fortællingens grundtræk er oldgamle, og plagieret igen og igen, men de holder stadigvæk på forunderlig vis - det er tankevækkende.

Hele nedgangstemaet er dog blot en mindre del af handlingen. Langt flere, og ikke mindre alvorlige, temaer, begivenheder og tvister sørger for konstant overraskelse og fryd, mens man følger Harry og hans venner i kampen mod ondskaben, og i udforskningen af den enorme uddannelsesanstalt for unge troldmandsspirer, kaldet "Hogwarts".

Det er nu med sindsro, at jeg personligt bestemt må betegne påstanden om Potters dårlige indflydelse på unge, som et regulært mugglerpostulat. Denne dejlige historie er simpelthen en fantastisk anledning for små og store til sund fodring af fantasien og en fremragende "beginners guide" i god, gammeldags litterær dannelse.

Dog, skulle jeg endelig pege på et irritationsmoment i filmen, måtte det være flere af børnenes ironiske replikker, som, på trods af glimrende og sprudlende, ærkeengelsk skuespil, ikke virker troværdige i deres barnemunde. Dialoger, som simpelthen ikke er kendetegnende for børn, dukker op hist og her. Men det er dog peanuts. Man drager mæt i fantasien ud af biografen og hjemad gennem den grå mængde af mugglers, som også Harry må gøre det, da skoleåret er slut. Men nu vel vidende at der altså er et bedre sted derude bag den vintermørke og skyggefulde storby.

---