Harriet

Af: Anette og Jørgen Hedager Nielsen
Den frygtløse slave Harriet flygter i 1849 fra Maryland til friheden i Philadelphia. Senere tager hun tilbage til Maryland for at hjælpe flere med at flygte. Harriets levende tro spiller en væsentlig rolle i filmen.

EN FRYGTLØS KVINDELIG MOSES 

Harriet Tubman spillede så stor en rolle for slaverne i USA's sydstater i midten af 1800-tallet, at hendes portræt nu kommer på 20-dollar-sedlerne. Hun var en enestående begavet, stædig, modig og inderligt troende sort kvinde, der blev født som slave. Filmen "Harriet" skildrer hendes liv fra hun som cirka 27-årig i 1849 flygtede, og til hun under den amerikanske borgerkrig førte et kompagni soldater til en sejr, hvor mange hundrede slaver blev ført til friheden.

Vellykket flugt
Den farm i Maryland, hvor Harriet (Cynthia Erivo) var slave, kom i vanskeligheder, og det blev besluttet at sælge nogle af slaverne. Slaveejerne fik den bedste pris hos farmere i "det dybe syd", hvor slavernes vilkår var endnu værre end i Maryland. Harriet havde længe vidst, at hun ikke for altid ville være i lænker, så hun besluttede at flygte. Hendes far anbefalede hende først at gå til den sorte præst, så han kunne bede for hendes rejse. Det viste sig, at præsten var en "station" på "The Underground Railroad" (Undergrunds-jernbanen). Det var en etableret hemmelig flugtrute for slaver, hvor modstandere af slaveriet hjalp de flygtende undervejs. Harriet kom til Philadelphia, hvor slaveriet var ophævet. Her kom hun i forbindelse med en gruppe af "konduktører", som rejste langs den hemmelige undergrundsbane for at hjælpe slaver mod nord, hvor de kunne leve i frihed. Harriet blev selv konduktør og tog turen mod syd mange gange. Først hentede hun det meste af sin familie og senere mange andre. Hun blev kendt under navnet Moses, og der blev efterhånden sat en stor dusør på hende.

Historisk korrekt
En historiker, der har forsket i Harriet Tubman, siger i et interview på ChristianityToday, at filmen er meget tro mod de virkelige begivenheder. Der er tilføjet enkelte scener for at binde filmen sammen og holde handlingen levende, men de er alle baseret på andre flygtende slavers oplevelser. Der er også tilføjet et par karakterer, som binder handlingerne sammen.

Ud over en spændende film, får vi også en indføring i slaveriet og lidt viden om optakten til borgerkrigen. Vi ser, hvor grusomt det var at være slave - selv på en farm, hvor ejerne ville beskytte deres værdier, og derfor passede lige så godt på slaverne, som de passede på deres grise. Det betyder ikke, at det var let at være slave. Mange havde grimme ar efter pisken. Slaveejerne skildres egentlig ikke som onde mennesker. De har bare en voldsomt fordrejet opfattelse af forskellen på sorte og hvide. En opfattelse, der stadig kan røre på sig i dagens USA.

Lyttede til Gud
Efter slaveejernes mening havde sorte mennesker ingen sjæl. "Jeg væmmes, når jeg ser dig bede," siger den unge farmersøn Gideon til Harriet. "Gud hører ikke jeres bøn." Der tager han nu fejl. En ung sort fyr angiver Harriet til hendes ejer, men han kommer senere på andre tanker og slutter sig til hende, for som han siger: "Jeg har set, at du beder til Gud, og at han svarer dig. Jeg har brug for, at du præsenterer mig for ham, for jeg har en del, jeg skal have afklaret med ham."

Harriets levende tro spiller en væsentlig rolle i filmen. Som stor pige var hun udsat for en ulykke, hvor hun under et opgør mellem hvide og sorte uforskyldt fik et vægtlod i panden. Det medførte en alvorlig hjernerystelse og måske et kraniebrud, som betød, at hun lå i koma i to måneder. Resten af sit liv fik hun anfald, hvor hun faldt bevidstløs om. Under disse anfald fik hun nogle gange et syn, hvor Gud vejledte hende og advarede mod farer. Hun skældte Gud ud gennem bøn, og hun kunne tale med Gud gennem sin bøn. "Jeg har nok lært at lytte til Guds røst på samme måde, som andre har lært at læse og skrive," forklarede hun. Da hun blev spurgt, hvordan Guds røst lød, svarede hun: "Nogle gange er det som et slag i ansigtet, andre gange er det en stille hvisken." Når Gud talte til hende, adlød hun uden betænkning, også selvom det nogle gange ikke virkede fornuftigt.

En anden side af den kristne tro, som var levende blandt slaverne, får vi gennem flere gospelsange. Vi hører dem både som flot fællessang, der flere gange virker som en kommentar til handlingen, og som solo, fx når Harriet synger Go Down, Moses som signal til, at hun er klar til helt bogstaveligt at føre slaverne til friheden.

En stærk film
Filmen er godt produceret på alle områder. Der er myldrende scener fra storbyen Philadelphia. Der er stemningsfulde landskaber. Der er spænding, og der er følelsesmættede scener. Der er godt skuespil og gospelsangene giver et meget flot lydspor. Der er antydninger af vold, men vi ser den kun direkte en enkelt gang, hvor en kvinde sparkes til døde. Harriet skildres som en helt, men ikke som en superhelt. Vi ser også hendes sorg, fortvivlelse og skuffelse. Nogle vil måske mene, at et par flugtscener ikke er helt realistiske. Vi ser slaverne flygte til fods tæt forfulgt af ejere eller dusørjægere til hest med blodhunde i sporet. Det er muligt, at det ikke virker helt troværdigt, men i virkeligheden var der situationer, hvor faren var meget overhængende for de flygtende, og alligevel kunne Harriet med rette sige, at hun aldrig havde mistet en "passager", når hun var "konduktør".

Cynthia Erivo fik en Oscarnominering som bedste kvindelige hovedrolle for sin sublime præstation i "Harriet". Hun har skrevet gospelsangen Stand Up til filmen. Den fik en Oscarnominering for bedste sang. På grund af den anbefaler vi at se rulleteksterne, hvor Cynthia synger sangen.

Kan lejes på Google Play og Viaplay.

---