Hannahs valg

Af: Jacob Engholm Bøytler Rahbek
Hannah Maynard, anklager ved den internationale domstol i Haag, skal dømme en serbisk general og krigsforbryder. Men kan hun stole på sit hovedvidne?

Der er lavet ganske få film om de forfærdelige krigshandlinger og etniske udrensninger i det tidligere Jugoslavien. "Hannahs valg" er en af dem. I filmen følger vi den altoverskyggende hovedperson Hannah Maynard, som er anklager ved den internationale domstol i Haag. Hannah får til opgave at få den tidligere serbiske general Duric dømt for krigsforbrydelser. Filmen lader ingen tvivl tilbage om, at Duric er skyldig, så det virker som en simpel sag at få ham dømt. Alt ser da også ud til at lægge sig til rette for Hannah, da vidnet Alen Hajdarevic i retten fortæller om, hvordan han har set Duric i funktion.

Da Durics forsvarer efterfølgende begynder at udspørge Alen, viser det sig dog, at hans forklaring ikke holder vand. En forudsætning for hans historier er nemlig, at en bus skal have kørt ind i en gård, men da Durics forsvarer viser, at der ganske simpelt ikke er plads til, at bussen kan komme ind i gården, resulterer det i, at dommer, anklager, forsvarer, vidne osv. rejser til Serbien for med egne øjne at tjekke realismen i udsagnet. Det viser sig, at vidnet har løjet for retten, hvilket naturligvis er alvorligt. Kort efter begår han selvmord, og så er sagen pludselig ikke længere så simpel for Hannah.

I arbejdet med sagen viser Hannah, at det ikke altid er let for en forsvarer, at bevare en distance til sagen og klienterne. Netop dette spørgsmål har jeg ofte siddet tilbage med, når jeg har fulgt retssystemet: Kan man som anklager eller forsvarer altid bevare den professionelle distance til sine klienter? Svaret i "Hannahs valg" er nej, for Hannahs kamp for retfærdighed ved at få Duric dømt bliver stærkere og stærkere, efterhånden som sagen bliver mere og mere kompliceret. Hun får kontakt til afdøde Alens søster, Mira, der er gift og bosat i Tyskland, hvor hun har lagt krigens rædsler bag sig. Her begynder historien for alvor at blive interessant, da Hannah, på trods af umiddelbar uvillighed, får Mira til at lukke op for sine traumatiske oplevelser. Det viser sig, at Alen i virkeligheden fortalte sin søsters historie til retten. Historien er altså sand nok, blot fortalt af den forkerte person. Dramaet topper, da Mira langt om længe beslutter sig for, at hun vil fortælle om alle sine oplevelser med mord, voldtægter og krigsforbrydelser, for at få Duric dømt. Samtidig går det op for Hannah, at hun ikke har mulighed for at lade Mira fortælle hele sin historie i retten, og man rammes af voldsom sympati for Mira. Det vises her, hvordan systemet brutalt overtrumfer den lille mand (kvinde), og hvordan bureaukratiet vægter storpolitiske hensyn og studehandler højere end en families tragiske skæbne. Følelsen af uretfærdighed kommer snigende, i takt med at man som seer langsomt får øjnene op for sandheden: at der lægges låg på de begåede krigsforbrydelser for at sikre Europas udvikling.

Filmen er med rette blevet kritiseret for at have valgt den forkerte hovedperson. Miras historie og personlige drama virker da også langt mere interessant og skræmmende end Hannahs karriereplaner. De to kvinder spilles begge overbevisende og troværdigt, og dette er filmens helt store styrke. Man fanges af historien, hvor de menneskelige dramaer står lysende klart. Filmen kunne let drejes i retning af dramatiske scener fra krigen eller tydeligere fokus på den forfølgelse både Hannah samt Mira og hendes familie udsættes for af Durics mænd. Men fokus holdes på det psykologiske spil, der foregår: retfærdighedens kamp mod det tilsyneladende kolde og kyniske bureaukrati.

Svagheden ved filmen er utvivlsomt billedsiden, hvor instruktører tydeligvis ikke har haft sit fokus. Det er nok naturligt i denne slags film, men et lidt større fokus her ville have højnet filmen. Alt i alt dog et ganske godt retsalsdrama, og en film, der ikke ligner alle andre.

---