Hana-bi

Af: Thomas F. Moesgaard-Christensen
En hårdkogt, ordknap kriminalbetjent indhentes af fortidens synder.

Nishi er en hårdkogt, ordknap kriminalbetjent. En af den slags tavse mænd, om hvem myter opstår som noget helt naturligt, blandt andet fordi han er god til sit arbejde. Og kollegerne snakker. Er han blevet den, han er, fordi han mistede sin 5-årige datter? Er han altid tavs, fordi hans kone ligger dødssyg af kræft? Kollegerne snakker, men ingen kender ham rigtigt.

Imens passer han sit arbejde. Men det er som om virkeligheden indhenter ham. Måske er det da en kollega bliver skudt og invalideret for resten af livet, blot for at se konen forlade ham. Måske er det da en anden kollega mister sit liv på jobbet. Måske er det Nishis egen skyld over at overleve og have været utilstrækkelig.

Under alle omstændigheder forlader Nishi tjenesten. Men han bevarer sin slagfærdighed. Faktisk er han ikke en særdeles ubehagelig type: Han møder sine omgivelser med slag og vold. Tilsyneladende det eneste sprog, han mestrer. Kun konen viser han ømhed.

Da hun bliver opgivet af lægerne og udskrevet, står Nishi på mange måder over for en helt ny situation. Han har mistet sit arbejde, og hans hustru er ved at dø. Nishi får tilsyneladende sværere ved at styre sit hidsige temperament. Og nu er han også faldet i kløerne på en lånehaj. Nishi er desperat. Hvad gør han nu – og hvad stiller han op med sin dødssyge kone?

Den japanske film "Hana-bi" er instrueret af Beat Takeshi Kitano, der også spiller hovedrollen som Nishi. Kitano har et helt fantastisk ansigt, og filmen lever allerbedst, når den skærer fedtet fra og blot portrætterer den voldsomme eks-politimand i scenerne med ægtefællen. Her finder Nishi sit helle – og det gør tilskueren også.

Resten af filmen når ikke de samme højder. Det bliver for eksempel lidt for mystisk og unødvendigt i portrættet af den invalide kollega, der maler dyr med blomsterhoveder, selvom de naivistiske billeder selvfølgelig siger noget om filmens handling og om figurernes søgen efter den uskyld, som er så eftertrykkeligt slået i stykker. Men dette forsøg på filmisk dybde lykkes kun delvist.

Også den tilbagevendende vold, der skal bruges til at fortælle os noget om, hvor forrået og ødelagt Nishi er, er ganske enkelt for meget. Nishi, som måske nok ønsker at gøre alting godt igen, er bare en supervoldelig dræbermaskine. Vi fanger hurtigt den pointe, men filmen holder aldrig op med at gøre os opmærksom på det. Det er trættende.

Og det medvirker også til at gøre filmen overraskende forudsigelig. Den beslutning, Nishi tilsyneladende tager tidligt i filmen, har tilskueren fanget længe inden filmen slutter. Samtidig må man undre sig over, at det tilsyneladende ikke er mere problematisk for filmen, at døden er noget, der bliver valgt til – igen og igen.

"Hana-bi" fortæller noget om, at også bag barske mænds hårde ydre banker der blødende hjerter, og så er der også noget med, at fortiden altid indhenter den, der forsøger at sone sin egen skyld. Det handler om tab af uskyld, og om at træffe valg, når man ikke synes, der er nogen vej tilbage. Nishi er skyldig, men man kan ikke neutralisere skyld med mere skyld. Det er bestemt alt sammen udmærkede pointer, men ligesom dragen i filmens sidste scener letter "Hana-bi" aldrig helt. Forsøget på at tegne et lyrisk billede af en desperat mand på flugt for alting er desværre lidt for splattet og lidt for ufokuseret. 

---