Hamsun

Af: Carsten Riis Jensen
Den berømte, norske forfatter Knut Hamsun får sin karriere ødelagt ved landsforræderi under anden verdenskrig.

Folkestemningen imod en bestemt gruppe mennesker eller ét enkelt menneske kan hurtigt vende sig. Fra dyb beundring til had og fjendskab. Der skal ikke meget mere til end en enkelt avisartikel eller et indslag i tv. Folkestemningen vender sig.

Det var netop tilfældet med den store, norske forfatter Knut Hamsun (Max von Sydow), som ved afslutningen af anden verdenskrig blev udråbt til landsforræder af folket. Hans bøger blev returneret, brændt, og han selv måtte igennem måneders opslidende forhør og psykoanalyser. Men tiden læger mange sår – og eftertidens minde om Knut Hamsun og forståelse af, hvad han gjorde og mente, har ændret sig. Så meget endda, at den norske kong Harald for få år siden, ved en stor tv-transmitteret middag, læste et uddrag af Hamsuns sidste bog, På gjengrodde stier, som delvist er et forsvar for hans forfatterskab og hans holdninger.

Et af de vigtigste bidrag til vor tids forståelse af Hamsun, er den danske forfatter Thorkild Hansens bøger, Processen mod Hamsun, fra 1978, som gav et noget anderledes billede af ham end det, der opstod i årene efter krigens afslutning. I bøgerne fremstilles Hamsun som offer for manipulation fra sin hustrus og besættelsesmagtens side. Der var så megen mediestorm omkring Thorkild Hansens bøger, at der gik 15 år, før en filmatisering kunne komme på tale.

En gammel, misforstået mand?
Filmen begynder, da Hamsun er en gammel mand – over 70. Dvs. hele den væsentlige del af hans forfattervirksomhed ligger bag ham. Han er en national helt, et nationalklenodie, og samtidig er han, netop på grund af sin høje alder, et menneske, der har prøvet meget og har fundet frem til et fast standpunkt i sit liv. Og netop dette sidste er afgørende for filmens forståelse af Hamsun: Han har levet længe nok til at have fundet sine egne holdninger, sit eget ståsted, som ikke kan diskuteres. Han er en principfast, gammel mand. Og – hævder filmen – netop derfor går han ikke ind i dybe analyser af tidens politiske kampe, men fastholder, hvad han altid har fastholdt – også selv om tiden er forandret, verden ser anderledes ud, og Hamsuns holdninger hører en svunden tid til.

Som sådan betragter filmen ham som en stakkel, der før i tiden havde ordet i sin magt, men som nu er stagneret, fastlåst, i gamle holdninger. Han sidder på sit studereværelse, lægger kabale, har skriveblokade og læser kun de to aviser, der deler hans synspunkter. Og hans hustru, den tidligere skuespillerinde Marie, med hvem han har et noget problematisk ægteskab, vælger i krigens år at være Hamsuns stemme. Hun læser højt af hans bøger for store forsamlinger, udtaler sig på Hamsuns vegne og gør i det hele taget meget for, at Hamsun bevares som en helt i folkets øjne. Men netop disse ting, som Marie gør, ender til sidst med anklager om landsforræderi. En af hendes beundrere er Quisling, som ved krigens afslutning bliver skudt. Hun melder sig ind i hans parti, det nazistvenlige National Samling.

Filmen er et meget væsentligt bidrag til forståelsen af Knut og Marie Hamsuns holdninger og rolle i krigstidens Norge. Men som nævnt kan tolkninger og kritiske gennemlæsninger ændre forståelsen, og det er også tilfældet med Thorkild Hansens bøger og filmen "Hamsun": I bøgerne og filmen fremstilles Hamsun som en gammel, principfast mand, der ikke forstår sin samtid. Han fremstilles som en, der nærer et stærkt had til den britiske imperialisme og arrogance, og dette had fører til den problematiske kærlighed til Adolf Hitler. Men senere analyser af Hamsuns egne værker har vist, at der op igennem alle hans bøger er både antidemokratiske og reaktionære spor.

En langsom film
Filmen er delt i to. Thorkild Hansens tre bøger handler først og fremmest om efterkrigstidens proces imod Hamsun, dvs. hans fire måneder lange indlæggelse til psykoanalytiske samtaler og den efterfølgende retssag imod ham. Derfor er den primære handling i filmen da også selvsamme proces. Det ses tydeligt i den måde, filmen er klippet sammen. Den første halvanden time består af flygtige klip fra årene 1936 til 1945. Man får i korte, ofte 4-5 minutters glimt, indblik i forholdet mellem Marie og Knut, Knuts læserbreve, Maries rundrejser hvor hun læser højt af sin mands bøger, samt endelig Knuts besøg hos Adolf Hitler.

Netop sidstnævnte scene er både velspillet og yderst relevant for forståelsen af Knut Hamsun, for netop her ser man, hvor meget Hamsun har misforstået Hitler. Hamsun tror, at Hitlers ønske er at lave et "germansk fællesskab’" i stil med EU, hvor Norge skal få en særlig plads. Hamsun forstår derfor ikke de ondskabsfulde krigshandlinger og drab, der foregår i Norge. Alt dette præsenterer han grædende for Hitler, som ender med at smide ham på porten!

Først herefter begynder det langsomt at gå op for Hamsun, at han har bedraget sig selv. Det kommer meget stærkt frem til allersidst i filmen, hvor han endelig får sin retssag og holder en længere forsvarstale. Han fremstiller sig selv som en mand, der har været indelukket, principfast og blind for tidens forandringer. Forinden har han været igennem fire måneders hård og nedbrydende "behandling", på en psykiatrisk anstalt. Her har læger og psykiatere gennemtrevlet hans fortid, hans liv og hans forhold til hustruen Marie. En af de stærkeste scener fra opholdet på anstalten er, da lægerne viser ham filmoptagelserne fra en KZ-lejr. Da går det endelig op for ham, hvad Hitlers egentlige projekt var.

Som nævnt er første halvdel af filmen korte glimt fra de år, hvor Hamsun mere og mere fremstår som en landsforræder og nazisympatisør. Sidste del af filmen er langt mere dvælende, langsom og analyserende. Som sådan er der tale om en meget "tung" film, som med sine 2½ times spilletid kan virke meget lang. Filmen er så afgjort for et modent publikum, som har historisk interesse og finder de sociale og psykologiske mekanismer hos hovedpersonerne interessant.

Hamsun var og er en stor digter og forfatter, men det mærker man ikke meget til i filmen. Den fokuserer på hans sidste år og på de læserbreve, han skrev til udvalgte aviser. Det havde klædt filmen, om der havde været meget fyldigere referencer til det, der i sin tid gjorde ham til Norges mest berømte forfatter.

Endelig vil jeg fremhæve den lille – men alligevel væsentlige – pudsighed, at Max von Sydow, som spiller Hamsun, i filmen taler svensk! og Ghita Nørby, som spiller Marie, taler dansk! På trods af, at både Knut og Marie var nordmænd.

---