Jan Guillous romanserie om den svenske agent Carl Hamilton er på mange måder en skandinavisk pendant til Ian Flemings britiske James Bond.
Hamilton er greve, med forkærlighed for årgangsvine, superagent uddannet hos CIA, tidligere venstreradikal med forbindelser til PLO.
Hamilton har optrådt i den svenske tv-serie "Fjendens fjende", samt i biograffilmen "Hamilton" (1998) og nu i "Hamilton: I nationens interesse". Med den nye film får Hamilton et remake, og så vidt vides er der planlagt yderligere et par film.
I den nye film er det Mikael Persbrandt, der spiller hovedrollen. Ham kender vi især fra Susanne Biers film Hævnen.
Han gør det rigtig godt som Hamilton. Et meget sammensat menneske der, efter 20 år i tjenesten, faktisk er blevet træt og gerne vil danne familie – lidt i stil med det, den "nye" James Bond oplever i "Casino Royale" (2006).
Historien i "Hamilton: I nationens interesse" er spændende, men heldigvis er der lige så meget psykologisk drama over filmen som der er rendyrket action. Og der er noget særligt "nordisk" over denne film, i form af noget mere menneskeligt, noget karakteropbygning. Til gengæld følger filmen tidens hollywoodske hang til udpenslet vold: Når folk bliver skudt, ser vi i slowmotion kuglerne sprætte op og flænse, så blodet sprøjter …
Udgangspunktet for filmen er dels Hamiltons nye kærlighedsinteresse, som ender meget tragisk efter få minutter – og dels en udforskning af, hvad man kan tillade sig, når bare det foregår "i nationens interesse". Er Hamilton immun og urørlig, når han ved et tragisk uheld slår sin kæreste ihjel, eller kan han retsforfølges? Hvor hurtigt kan man tillade sig at gribe til vold – og drab – når det er "i nationens interesse"?
Filmen er spændende, og det psykologiske drama gør blot filmen både bedre og mere interessant. Jeg ser frem til at se flere film om svenske Carl Hamilton.