Hail, Caesar!/Hil Cæsar!

Af: René Brorson
Syret metafilm af Brødrene Coen. Handlingen foregår i 1950'ernes Hollywood og har en stjernerække af skuespillere.

BRØDRENE COEN GÅR TIL HOLLYWOOD

Når jeg sætter mig til rette for at se en film, som brødrene Coen har haft fingrene i (fx True Grit (2010), No Country for Old Men (2007), "The Big Lebowski" (1998)), så er det altid med en fornemmelse af, at jeg ikke helt ved, hvad jeg skal forvente. Nærværende film har brødrene endda selv skrevet, instrueret og produceret. Så kan man vel dårligt være mere involveret. Medmindre man da også er skuespiller.

Det er brødrene ikke. Den del har de overladt til en rutineret stab, som for læsere på dette site nok ikke kræver den store præsentation. Navnene klinger velkendt. Ralph Fiennes spiller en overlegen, feteret instruktør. Scarlett Johansen spiller en intimiderende diva, Channing Tatum gør sig i rollen som musicalstjerne og George Clooney - som Coen-brødrene fire gange tidligere har arbejdet sammen med, bl.a. i "O Brother, Where Art Thou?" - spiller filmens filmstjerne. Josh Brolin har mange film under bæltet, heriblandt tre sammen med Coen-brødrene, men får med "Hail Caesar" vel sit egentlige gennembrud i en stor hovedrolle. Det samme gør Alden Ehrenreich i rollen, som den kejtede westernstjerne Hobie Doyle.

Referencer til virkelige personer
Som rollerne antyder, så er karaktererne i filmen meget forskellige. Et fællestræk er, at de alle refererer til virkelige personer i Hollywoods univers. Mest tydelig er referencen til Eddie Mannix, spillet af Brolin. Virkelighedens Mannix var fixer hos MGM – samme funktion har han i denne komedie.

Handlingen udspiller sig i 1950'ernes Hollywood. Vi følger Eddie Mannix på arbejde ved Capitol Pictures i godt 27 timer. Mannix er en foretagsom, gudfrygtig og særdeles pligtopfyldende chef, der tager sit arbejde yderst seriøst. Hans opgave er at værne om Capitols produkter og således skærme firmaet fra mulige skandaler påført af tankeløse skuespillere.

Det er svært at identificere en rød tråd i filmen – dramaturgisk følger filmen i hvert fald ikke den klassiske Hollywood-model, hvor 'point of no return' og klimaks er tydelige referencepunkter. I stedet begynder og slutter filmen med Mannix i skriftestolen, hvor han bekender, at han har problemer med at kontrollere et rygestop og derfor har set sig nødsaget til at lyve for sin kone.

De godt 90 minutters film, som ligger mellem de to skriftescener, har en finurlig og ret bizar handling, hvor Mannix' kvaler med at tøjle de meget forskellige personligheder på de meget forskellige filmset er det faste holdepunkt.

Spøjst portræt af filmbranchen
"Hail, Caesar!" er rubriceret som en komedie. Komikken er underspillet og underfundig. Sjovest er scenen, hvor Mannix holder et møde med repræsentanter fra den græsk-katolske, romersk-katolske og protestantiske kirke og det jødiske trossamfund for at finde ud af, om der er noget, som man teologisk kan blive forarget over i den film, som Clooneys figur er hovedrolle i – og som unægtelig minder en god del om Ben-Hur. Repræsentanterne for de forskellige trossamfund fremstilles som stereotyper på en underholdende måde.

"Hail, Caesar!" er en metafilm, som giver et spøjst indblik i filmbranchen i 50'ernes højspændte politiske, amerikanske samfund. Nuvel, filmen er flot filmet og bæres af gode skuespilpræstationer, men umiddelbart lover den mere, end den kan holde, hvorfor jeg ikke er helt oppe og ringe i min vurdering. Men igen: Det er en Coen-film, og er man fan af deres udtryk, så går man nok ikke helt galt i byen med "Hail, Ceasar!"

---