Hacksaw Ridge

Af: Mads Dahl Mølgaard Madsen
Af: 04
I et moderne krigsmesterværk portrætterer Mel Gibson med hidtil uset voldsomhed en kristen amerikansk soldats ukuelige kamp for at redde liv på slagmarken.

PACIFISTISK KRIGSHELTS DÅD OG DYD

Blod, sved og tårer
Med sved på panden og blodet pumpende i lige dele nervøsitet og forventning satte jeg mig for at se Mel Gibsons tilbagevenden til det store lærred som instruktør for første gang siden 2006. Hans CV som instruktør er kort, men imponerende, og både "Braveheart", The Passion of the Christ og Apocalypto har tidligere efterladt sig spor i mig. Gibson er berømt og berygtet for at lade smerte fylde (u)forholdsvist meget og i slow motion lade blod, sved og tårer springe i kaskader over skærmen. Står det nyeste skud på stammen tilbage for sine forgængere i denne henseende? Nej – aldeles ikke!

Ubevæbnet i krig
USA er blevet hevet ind i Europas krig i 1941, og amerikanske unge mænd hverves til – ligesom deres fædre for nogle årtier forinden – at forsvare deres land. Desmond Doss (Andrew Garfield) vil ikke lade sine jævnaldrende drage ud og dø for ham, mens han sidder trygt tilbage, så han lader sig indrullere i hæren. Det skal vise sig som en endog meget vanskelig beslutning for ham. Han er nemlig pacifist og vil ikke bære våben. Desmond er kristen, og hans dyder og tætte forhold til Gud går han ikke på kompromis med. Filmen er baseret på den virkelige menig Doss, der som sygepasser på slagmarken i Japan kæmpede for sit land uden at affyre et eneste skud i forsvar.

Ægte og troværdig
Gibson er kendt for at efterstræbe en høj grad af ægthed, som at skuespillerne skulle tale aramaisk og latin i "The Passion of the Christ" og et mayasprog i "Apocalypto". Det elsker jeg ham for! Denne perfektionisme skorter det ikke på i "Hacksaw Ridge", hvor Garfield på klingende 'bondeknoldsk' brillerer som den spinkle og samvittighedsfulde adventist. Jeg har altid været svært begejstret for Garfield, men aldrig har han været bedre end nu! Med overbevisende troværdighed balancerer han uden slinger igennem selv scener, der kommer faretruende tæt på det overdrevet patriotiske eller sødmefulde. En anden maveknugende og stærk præstation leverer Hugo Weaving som Desmonds vrag af en PTSD-ramt veteran-far! Der er også karakterer i filmen, som virker flade og stereotype, men filmen igennem udfoldes disse faktisk meget troværdigt med baggrundshistorier, der råder bod på dette.

Krig på film har aldrig været voldsommere
Filmen tager sig god tid til først at skildre Desmonds liv i den trygge landsby, hvor han forelsker sig i sygeplejersken Dorothy, og efterfølgende bruges der en rum tid i hærens træningslejr. Således skal man et godt stykke ind i filmen, før der kastes anker ved kontrasten på Japans kyst, og tro mig – her bliver du glad for, at filmen begyndte i fred og idyl! Med ubarmhjertig voldsomhed forvandles skærmen med ét til en grufuld pøl af død og larm. Aldrig har krig vel været mere klam og voldsomt portrætteret på film end i denne, og når en uendelig arbejdsdag på dødsmarken er overstået, identificerer man sig meget nemt med soldaterne, der i nattens ro får nogen timers afbrudt søvn, inden endnu en uendelig dag står for døren.

Religion synonymt med fred
"Hacksaw Ridge" kommer på det helt perfekte tidspunkt! Aldrig har vi været vidner til mere krig og smerte i nyhedsstrømmen, og folk er dødtrætte af denne vold. En historie om en pacifistisk krigshelt vil tale til rigtig mange netop nu. Og i en tid, hvor religion under ét gøres til syndebuk for al verdens ondskab, er det forløsende med en fredssoldat, som finder sine værdier i troen. Med selvransagende fascination må man røres af et sådant menneske, for hvem Guds bud er vigtigere end menneskers befalinger og modstand. Våd på ryggen og med forhøjet puls måtte jeg med en talehæmmende klump i halsen forlade biografen, kæmpende med en genstridig tårekanal. En krigsklassiker er født!

---