Om man som biografgænger synes om filmen "Gullivers rejser" afhænger i høj grad af, hvordan man har det med indehaveren af hovedrollen, skuespilleren Jack Black. Om man kan li' hans humor, hans personlighed, og at han er meget bevidst om sig selv som "sjov mand med stor mave".
Måske netop derfor brød jeg mig ikke specielt om "Gullivers rejser". Hollywood har her forsøgt at lave en humoristisk og moderne udgave af det klassiske eventyr. Historien er oprindeligt skrevet i 1726 af Jonathan Swift og er en filosofisk og politisk satire.
I den nye Hollywood-udgave er det kun tøjstilen og sproget fra dengang, der er bibeholdt. Resten er opdateret og moderne – og det har formentlig været en af tankerne bag den nye film, at sende en moderne mand fra 2011 tilbage til 1700-tallet og lave noget sjovt ud af det.
Problemet er, at der derved misses noget af den oprindelige pointe med Swifts historie, og har man problemer med Jack Black som hovedrolleindehaver, bliver oplevelsen af filmen – skønt den er flot lavet – ikke synderlig god.
Gulliver (Jack Black) er postomdeler på et bladhus, i stil med Politikens Hus. Han har store tanker om sig selv, men er i virkeligheden bare en "lille mand" – men da han, under påskud af at han er en berejst mand, får lov at foretage en rejse for firmaets penge, havner han i landet Lilleput, hvor han ikke længere er den "lille". Tværtimod. Senere bortvises han dog fra øen og havner i giganternes land, hvor han – igen – er den lille.
Så enkelt kan handlingen beskrives, og det er der brugt en masse computergrafik på. At filmen vises i 3D er fuldstændig unødvendigt – som det så ofte er tilfældet.
Den eneste, der virkelig har lidt af de oprindelige undertoner og sarkasme, er Lilleputs general Edward, spillet af Chris O'Dowd. Han er sjov på den sarkastiske måde og giver filmen lidt af det, der har været den oprindelige tanke hos Swift.