Gud er ikke død 2

Af: Anette og Jørgen Hedager Nielsen
Et frisindet forældrepar lægger sag an mod deres datters kristne gymnasielærer, fordi hun i historietimen citerede Bibelen som svar på et spørgsmål.

TROEN ANGRIBES

Gymnasielæreren Grace Wesley (Melissa Joan Hart) er midt i en historietime, hvor temaet er ikkevoldelig modstand. Hun fortæller om Gandhi og Martin Luther King, og så er der en elev, der spørger, om ikke det også var det, Jesus gik ind for. Det svarer hun bekræftende på og citerer et bibelvers frit efter hukommelsen.

Hendes brug af Bibelen får et forældrepar til at klage til skolen, og efterfølgende lægger de sag an mod Grace for at forkynde i en skoleklasse. Som forsvarer får hun den unge ikke-troende jurist Tom Endler (Jesse Metcalfe). Han anbefaler hende at acceptere et forslag til et kompromis, hvor hun underskylder. Men det nægter hun, for hun vil ikke offentligt undskylde noget, som hun ikke mener er forkert, og hun vil ikke være bange for at nævne Jesus. Hovedparten af filmen handler om retssagen og de begivenheder, der udfolder sig omkring den.

Filmproducenter med et budskab
Filmens bagmænd kommer fra kredse, der arbejder med apologetik (trosforsvar), og det er det, der er filmens røde tråd. Der vil være flere meninger om filmens fortællestil. Producenterne af filmen har helt tydeligt et budskab, de vil fortælle os. Den fiktive handling er der som et redskab til at bære dette budskab ud til os. Når vi giver filmen fire stjerner, skyldes det, at filmens budskab er vigtigt, og at den trods alt også tager os med ind i en vedkommende fortælling.

Filmen gør flittigt brug af folk, der spiller sig selv. Bandet News Boys er med både i begyndelsen og slutningen. Flere af de vidner, der føres til forsvar for Grace, er forfattere af apologetiske bestsellere. Det er folk som Lee Strobel og Rice Broocks, og de står altså i vidneskranken som sig selv. Egentlig fungerer det fint, men det kommer lidt ufrivilligt til at virke som reklameindslag for deres bøger.

Der er godt nok amerikansk
Det hele er meget amerikansk og dermed også på mange måder fremmed for en dansker. Det virker ikke helt troværdigt, at man kan få en retssag på halsen for en forseelse som den, Grace bliver anklaget for. Dog er der amerikanere, som er blevet dømt for at blande deres tro og samvittighed ind i deres arbejde.

Skuespilpræsentationerne er på det jævne og ligeså manuskriptet. Flotte filmede scener eller smart klipning er der ikke meget af. Flere steder virker de velvalgte bibelcitater lidt for påklistrede. Der er sidehistorier, som flagrer lidt uvedkommende i forhold til hovedfortællingen, og det er forvirrende, at flere af filmens kvindelige hovedpersoner skifter frisure og stil fra scene til scene, så det bliver vanskeligt at genkende dem. Men indimellem er der sjove episoder, der får én til at trække på smilebåndet.

En film for de troende
Filmens ateister, som bruger sagen mod Grace som en mulighed for generelt at ramme de kristne, fremstilles som hårde og skrupelløse. Deres argumenter virker overfladiske, og de er drevet af had til al religion - ifølge dem selv. Det er ikke en film, der vil betyde større forståelse for kristne hos én eneste ateist. Den henvender sig til overbeviste kristne og eventuelt til søgende.

Men filmen har altså et væsentligt budskab. Den siger klart og tydeligt, at vi kristne er nødt til at markere vores ret til at være her. Hvis ikke der bliver sagt klart fra over for den aggressive ateisme, så bliver vi langsomt, men sikkert lukket ude flere og flere steder, og det bliver kriminelt at give udtryk for bibelske sandheder.

Der er en godt fortalt omvendelseshistorie undervejs. Den rummer en sund fremstilling af kristendommens centrale budskab om syndernes forladelse på grund af Jesu død i vores sted. Det er en film, der tåler et gensyn på grund af dens aktualitet og de mange gode apologetiske argumenter.

Set på Netflix. Udgår fra Netflix 31/3-2022.

---