Guardians of the Galaxy vol. 2

Af: Christian Riis Jensen
Marvels nyeste film er propfyldt med humor. Når humoren fungerer så godt, skyldes det især, at skuespillerne er castet perfekt til deres roller.

BOMBASTISK OG HYLENDE MORSOM

"Guardians of the Galaxy vol. 2" er det nyeste skud på stammen af Marvels spektakulære tegneserier til filmunivers. Den første Guardians of the Galaxy blev populær ved, at den tog en drejning væk fra alt, der hidtil primært har handlet om superhelte, og i stedet introducerede en gakket og actionfyldt humørbombe af en science fiction-film. Det lever den endnu en gang fuldt op til. Læs anmeldelsen af den første film som introduktion til serien.

Filmen handler om, at gruppen, som kalder sig selv "Guardians of the Galaxy" eller "Galaksens vogtere", har fået et positivt ry efter at have reddet galaksen. Filmen lægger voldsomt og episk ud med, at vogterne har påtaget sig en opgave, hvor de skal beskytte nogle batterier fra at blive ødelagt af et gigantisk tentakelmonster med en kæmpe mund fyldt med skarpe tænder, som den skyder laserstråler ud af, mens miniatureudgaven af Groot danser rundt til musik fra Quills kassettebånd Awesome Mixtape vol. 2.

Hurtige stemningsskift
Vogterne får efter heltedåden deres belønning, Gamoras søster Nebula, som de vil indkassere en høj dusør for, og flyver væk fra planeten. Men den langfingrede vaskebjørn Rocket stjæler batterierne, som de havde til opgave at beskytte, og derfor er planetens fjernstyrede droneskibe sendt lige i hælene på dem. De bliver reddet fra dronerne af et fremmed skib, men skibet er beskadiget og nødlander på en tilfældig planet. Deres redningsmand viser sig at være en mand, Ego, der påstår at han er Quills forsvundne far.

Filmen er som sin forgænger og resten af Marvels nyeste film propfyldt med humor, og der går meget sjældent ret lang tid, før en vogter siger noget sjovt. Det er et spørgsmål om smag og behag, men for en som mig er det ikke irriterende eller forstyrrende, for filmen er god og hurtig til at skifte stemning frem og tilbage, uden at det forvirrer. En vigtig grund til, at humoren og stemningsskiftene fungerer, skyldes især, at skuespillerne er castet perfekt til deres roller og spiller rigtig godt.

Hvem er min familie?
Filmens hovedtema er begrebet familie. Quills far finder ham, og hans biologiske oprindelse forklares. Jo mere han får at vide, des mere frustreret og forvirret bliver han. Han har svært ved at tilgive Ego for at forlade hans mor, mens hun havde allermest brug for ham. Quill kommer igennem en rutsjebane af følelser, men ender ud med at finde ud af, at ens familie ikke afhænger af biologi, men at det er dem, man elsker, der er familie. Heraf kommer et genialt citat af karakteren Yondu: "He might be your father, but he ain't your daddy."

Temaet berører også resten af gruppen. Gamora får "repareret" sit forhold til sin søster Nebula via et fælles had til deres adoptivfar Thanos; Drax får et sødt forhold til den nye karakter Mantis, som er lige så langsomt opfattende som Drax selv, og Rocket får en faderrolle over for lille Groot.

Guddommeligt perspektiv
Quills far viser sig at være en såkaldt "celestial", hvilket frit oversat betyder "guddommelig". Han har levet i mange millioner år og har magten til at bøje og forme kosmos, hvilket er grunden til, at han har kunnet lave sin egen krop og endda sin egen planet. Rollen en celestial spiller er hverken som dømmende eller elskende gud, men det forklares, at det var denne race, der formede universet fra bunden ved hjælp af deres kræfter. Noget specielt ved disse guddommelige kræfter er, at det i filmen bliver forklaret ved hjælp af nogle mosaik-lignende figurer i bobler, som Ego fortæller sin egen livshistorie med. Som hvis Gud selv gik og pegede på vinduesmosaikker i en kirke og fortalte om verdens skabelse, sådan går Ego fra boble til boble, hvor kapitler i hans livshistorie udfolder sig, og fortæller om sin skabelse.

---