Grøn var min barndoms dal

Af: Peter E. Nissen
Filmen skildrer livet for familien Morgan i en mineby i Wales omkring 1900. Trods filmens distance til vor tids idealer, sætter den nutidens tøsesamfund i relief.

Denne film i sort-hvid er bygget over waliseren Richard Llewellyns bog af samme navn. Den fortæller om livet for familien Morgan i en mineby i Wales omkring år 1900 set med den yngste søn, Huws, øjne. Vi følger forskellige begivenheder for familien, som bl.a. kommer til at opleve en strejke, ulykkelig kærlighed, faglig organisering, den første skoledag, og det barske liv ved minen. Der er både op og nedture for familien, og det skildres meget bevægende.

Filmen bærer præg af dens alder, da tempoet er langsomt, og fremstillingen er lidt stereotyp i klassisk Hollywood-stil. Men dens evne til at gøre indtryk - selv i dag - viser, at både instruktion og skuespil er over gennemsnittet. Den fik da også fem oscars i sin tid. Den fremstiller en grundlæggende problemstilling, som ligger under overfladen hele vejen. Filmens overordnede budskab er nemlig at hylde nogle dyder, som står langt fra vores moderne samfund. Opofrelse, gudsfrygt, respekt for autoriteter, men også evnen til at bryde med dem, når det gælder en ædlere sags tjeneste. Dyderne bliver fremstillet som de idealer, familien lever af og på – med et samlet begreb kan man kalde det mandhaftighed. Instruktøren John Ford, som ellers er mest kendt for sine westerns med John Wayne, får disse dyder til at fremstå klart, og de ligger dermed i god forlængelse af hans øvrige film. I denne film ser vi dyderne hos både mændene og kvinderne. Der er noget dejligt karsk og klargørende over det, som sætter nutidens tøsesamfund i relief.

Men alligevel kan det være svært at rumme disse idealer eller måske overhovedet at tage dem alvorligt. Jeg er bange for, at denne film slet ikke kan rummes af de fleste mennesker i dag, men jeg håber egentlig, at jeg tager fejl. På trods af dens alder og dens lidt naive syn på de mennesker, den skildrer, kan den nemlig danne grundlag for en diskussion af vores tids idealer i forhold til dengang. Dermed bliver filmen stadig relevant. Her er det dog lidt ærgerligt, at filmen let overdriver det skildrede samfunds kvaliteter og kommer til at fremstå sentimental. Hvor finder man fx en flok minearbejdere i Wales, som hele tiden kan bryde ud i skønsang? Her har vores tid mere brug for ærlighed frem for idealiserede skildringer.

Udover denne overordnede problemstilling har filmen nogle gode mindre temaer. Der er en præsentation af kirkens dilemma i forbindelse med arbejdskonflikter; hvordan skal man som kristen skal forholde sig til strejke og faglig kamp? Den skildrer også fint Huws indgang til voksenlivet i forhold til sin skolegang. Det er rørende at se, hvordan mændene i byen bakker ham op over for mobning og en afstumpet lærer; noget der må siges at være helt i tråd med nutidens måde at tænke på. Hykleri og dømmesyge i kirken er også et tema, og her er filmen klar og lærerig.

Alt i alt en seværdig film med sine svagheder, for der er på mange måder en stor distance til vores tid.

---