Green Lantern

Af: Carsten Riis Jensen
Film om en af de mindre kendte superhelte. Piloten Hal Jordan udvælges til Fredskorpset Green Lantern, der kæmper mod den gule, onde kraft Parallax.

Endnu en superheltefilm. Men nu med en af de mindre kendte. Jeg kan huske, at jeg har læst et par blade med Green Lantern – Den Grønne Lanterne – men det er ikke en af de store superhelte. DC Comics og Marvel har efterhånden også fået lavet film over alle de store (Superman, Batman, X-Men, Hulk, Iron Man, osv.), så nu har man kastet sig over de mindre kendte. Om det er godt eller skidt, skal jeg lade være usagt.

I filmudgaven minder "Green Lantern" rigtig meget om en anden superheltefilm fra i år, nemlig Thor. Det visuelle indtryk, det grafiske design, den verden, filmmagerne har skabt, ligner meget den fra "Thor". Kraftige farver, masser af CGI, udødelige væsener, vogtere, m.m.

Ude i rummet findes et intergalatisk fredskorps, Green Lanterns, som holder ro og orden i hele universet. De får deres energi og deres evner fra "den grønne viljestyrke". Ja, det lyder tosset, og det er det også. Viljestyrken præsenteres i filmen som den største kraft i universet. Og den er grøn. Dens modsætning er frygten. Og den er gul.

Fredskorpsets største fjende er Parallax, som er opslugt af den gule, onde kraft. Da en af heltene fra fredskorpset dør, skal der udvælges en ny – fra jorden. Valget falder på piloten Hal Jordan, som på den ene side er dristig og dygtig, men som på den anden side er vægelsindet, uforsigtig – og præget af, ja, netop, angst. Men det er altså ham, der udvælges til at være ny "Green Lantern". Og så udstyres han ellers med den grønne ring på fingeren, grønt kostume, evnen til at flyve, osv.

Den grønne viljestyrkes kraft ligger i den ring, medlemmerne af fredskorpset bærer. Det minder lidt om kraften fra ringen i Ringenes Herre.

Det er en flot film. Farverne er skarpe. Universet og planeterne er flotte. Det samme er flyvesekvenserne, så det bliver spændende at se den kommende Superman-film.

Filmen, historien, som sådan er ikke noget at råbe hurra for. Der er passager midtvejs i filmen, som er direkte langtrukne. Og så er der det med de to modsatrettede kræfter: Ligesom i Star Wars-universet er det frygten, der er den værste. Det var frygten, der drev Anakin Skywalker til at blive Darth Vader. Her, i "Green Lantern", har frygten tilmed fået sin egen farve, gul.

Den største og bedste kraft er viljestyrken. Om noget må det kunne blive genstand for en diskussion: Er det rent faktisk viljestyrken, der er den kraft, der kan gøre alting godt? Vi siger jo, at kærligheden ikke kun er en følelse – den er også en viljeshandling. Er det virkelig viljestyrken, der er den største? Eller?

---