Grace of Monaco

Af: Thomas F. Moesgaard-Christensen
Om skuespilleren Grace Kelly, der bliver fyrstinde i Monaco. Et fint melodrama om en kvindes udvikling - tilmed smukt filmet.

STAKKELS LILLE PRINSESSE
Hun hed faktisk "Grace" – nåde – og hun var en yndefuld Hollywoodskuespillerinde med en vaskeægte Oscar, som giftede sig med fyrst Rainier af Monaco og blev en af verdens mest feterede kongelige i det lille fyrstendømme ved Middelhavets kyst. Det lyder næsten for godt til at være sandt – som et eventyr. Og det var det øjensynligt også, hvis man skal dømme ud fra Olivier Dahans film "Grace af Monaco".

Filmen begynder, hvor Grace (Nicole Kidman), der nu er mor til to børn, sidder i et Monaco, der er under pres fra sin store franske nabo. Fyrst Rainier (Tim Roth) er i kvaler, over hvordan han skal te sig for at redde sit land fra en ulige kamp mod Frankrig, og Grace overvejer at vende tilbage til Hollywood en sidste gang for at indspille en film med Alfred Hitchcock, der havde været med til at gøre hende til en stjerne. Men kan kongelige tillade sig at indspille film, og hvad med hendes forpligtelse over for det Monaco, hun aldrig har lært at elske? Hvad er i bund og grund opgaven for en fyrstinde i et af verdens mindste lande?

Det er på mange måder et lidt banalt drama, Dahan præsenterer med "Grace of Monaco". På historisk mere eller mindre autentisk baggrund præsenteres historien om Grace Kelly som en fortælling om en usikker ung kvinde, der må træde i karakter og vælge mellem sin forpligtelse som fyrstinde og sit kald til at være skuespiller. Mens historien folder sig ud på en mikroskopisk og dog verdenspolitisk baggrund, viser filmen os en Grace, som søgte råd hos sin præst for at finde ud af, hvem hun var, og hvem hun skulle være. Dermed løftes filmen ud af sin banalitet og fungerer som et personportræt af et menneske, der flyttede til en anden verden af kærlighed, og som kæmpede med at finde sin plads i det nye.

Filmen, der blev unødvendigt slagtet af anmelderne inden sin biografpremiere, er et fint lille melodrama. Det er tydeligvis ikke instruktørens ønske at præsentere et autentisk og historisk drama, men fokus er – præcis som i Dahans Edith Piaf-film Spurven – på en kvindes udvikling. Nicole Kidman er som sædvanlig fin i hovedrollen, og filmen, som er umanerligt smuk filmet, er en fin afvejning af sentimentalitet og drama. Det er ikke kunst i verdensklasse, men det er bestemt udmærket at se, og som en fjern slægtning til Gabriel Axels Babettes gæstebud kan man efter filmen kaste en strøtanke eller to om kald vs. pligt efter historien.

---