Godzilla

Af: Carsten Riis Jensen
Flot science fiction-film - tro mod den japanske original fra 1954 - med en Godzilla, man hepper på. Bryan Cranston hæver filmens niveau med intelligent og medrivende skuespil.

Jeg havde ikke forestillet mig, at jeg skulle komme til at heppe af Godzilla. Men det gør man uvægerligt i Gareth Edwards helt nye udgave af legenden om havmonsteret Godzilla. For i den nye version er Godzilla oppe imod to andre forhistoriske monstre, og menneskene kan stort set intet andet gøre end at se på, mens denne titanernes kamp foregår og smadrer en storby.

Historien om Godzilla er både i originalen (fra 1954) og i den nye udgave en påmindelse til skræk og advarsel om, at vi mennesker er meget, meget små, og at den vanvittige måde, vi udnytter og misbruger miljøet og naturen på, vil give bagslag.

Godzilla dukker kun op, fordi vi mennesker, med vores atomkraft, har været med til - og selv er skyld i - at to monstre er vækket til live. To monstre, som lever af atomenergi. Så Godzilla dukker op og sætter, bogstaveligt talt, tingene på plads.

"Godzilla" er flot filmet og CGI-effekterne er fremragende. Man bemærker også, at instruktøren har brugt en del tid på kun langsomt at afsløre ikke bare fortidsmonstrenes udseende, men såmænd også de menneskelige hovedpersoners ditto. Hver gang en afgørende karakter i filmen præsenteres, sker det filmet bagfra eller kun med antydninger, således at man som biografgænger sidder i spænding.

Heldigvis er de første 45 minutter af filmen et rent menneskeligt drama. Heldigvis, for resten af filmen er stort set nonstop action.

Og heldigvis har de brugt en af tidens mest markante karakterskuespillere, Bryan Cranston, til at spille den vigtigste rolle her. Cranston vil en del kende fra TV-serien "Breaking Bad", og han er i høj grad en skuespiller med intelligens og stærkt karakterspil. Han er med til, at filmen ikke kun er flot tju-bang, men indledes af noget, der minder om intelligent og medrivende skuespil.

---