Ghost in the Shell

Af: Carsten Riis Jensen
Meget flot spillefilmudgave af japansk tegnefilmfranchise, hvor hovedpersonen søger retfærdighed gennem vold.

DU ER DET DU GØR

Det er ikke vores minder eller fortid, der definerer hvem vi er. Vi defineres af det, vi gør.

Det er en af de filosofiske præmisser i "Ghost in the Shell", som er en spillefilmsudgave af et japansk tegnefilmsfranchise. De oprindelige tegnefilm, og især filmen af samme navn fra 1995, er i dag klassikere og eksempler på japansk animé og manga, som har været med til at definere ikke bare genren, men også påvirke store Hollywood-instruktører i deres visualiseringer af særlige verdener på filmlærredet.

Filmens titel kan oversættes "en ånd bag den ydre skal". Eller med andre ord: En robot, som styres af et rigtigt menneskes hjerne. En robot med tanker, følelser og minder. Det lyder som noget, der er lavet film om før. Og det er der. Jeg tænkte rigtig meget på RoboCop og "Blade Runner", mens jeg så "Ghost in the Shell."

Robotter uden fortid
I så fald er hovedpersonen i "Ghost" – spillet af Scarlett Johansson – en robocop med bryster. At det forholder sig sådan skyldes, at historien handler om en fremtid, hvor mennesket er blevet vant til at forbedre sig selv og reparere sig selv ved hjælp af "cyberudvidelser": Kunstige legemsdele. Det nye er så, at et firma er kommet så langt, at de kan sætte en menneskehjerne i en robot og dermed skabe cyborger. Men da de anvender rigtige menneskehjerner, er de nødt til at prøve at dække over eller slette dette menneskes minder, så de ikke husker, hvad de var, før de blev til robotter/cyborger.

Scarlett Johansson spiller den første af sin slags – en cyborg – som bliver skabt for at være militær agent. Hun hedder Major, og hun er nøgen – eller rettere: hun har en ydre skal, som er fuldstændig tætsiddende, hvilket gør at man netop tænker "robocop med bryster."

Inspiration fra andre film
Hvad filmens ydre skal angår, er det voldsomt flot lavet! Der er skabt en virkelig flot verden, som dog tydeligt henter masser af inspiration fra især nyfilmatiseringen af Total Recall og fra førnævnte "Blade Runner." Der er endeløse rækker af højhuse, der er omvandrende robotter og genetisk manipulerede mennesker. Der er regnvejr hele tiden, der er hologrammer over det hele. Og et stykke inde i filmen er der en sekvens, som på en rigtig fin måde er en opdatering af en lignende sekvens fra The Matrix-filmen, hvor Major dykker ned i en anden robots datalager og bevæger sig rundt blandt visualiserede data.

Historien handler naturligvis dels om Majors tjeneste som agent, men også i høj grad om det tema, som især gjorde den første RoboCop-film til en klassiker: Spørgsmålet om identitet. Majors hukommelse er ikke slettet; den er kun undertrykt. Men hun begynder efterhånden at finde ud af sandheden – og her er det så, at hun konkluderer: Det er ikke vores minder eller fortid, der definerer hvem vi er. Vi defineres af det, vi gør.

Et liv uden nåde
Det er jo temmelig interessant at nå til dén konklusion.

Ifølge Bibelen ér du før du gør. Det, der definerer dig, er netop ikke det, du gør, men den du ér. Eller rettere: Den du ér i Kristus. Helt grundlæggende gælder det for enhver kristen, at du ér, før du gør. Og hvis du begynder at gøre ting uden at have dit fundament i dén grundlæggende identitet – nemlig i, hvad Gud har gjort for dig – så fejler du, og så lever du lovisk, uden nåde.

Cyborgen Major vælger, da hun finder ud af sandheden om sig selv, at lade sig definere af det, hun gør. Og hendes valg er at søge (voldelig) retfærdighed. Sørgeligt, egentlig, men det er naturligvis grundlaget for hendes virke som kvindelig RoboCop – og grundlaget for de efterfølgende film, der naturligvis er på vej.

Jeg var faktisk ganske begejstret for "Ghost in the Shell", men samtidig må jeg sige, at den lige her og nu først og fremmest bare udfylder et hul i ventetiden, inden den nye "Blade Runner" kommer i biograferne til oktober.

---