Get On Up

Af: Michael Agerbo Mørch
En slapt portræt af soulsangeren James Brown, der vil for lidt og formår endnu mindre. En metervare vi har set mange gange før.

MUSIKER PÅ NEDTUR
Hvis "Get On Up" skulle være en hyldest til "The Godfather of soul", alias James Brown, så lykkes det ikke rigtigt. Der er for mange irriterende elementer i filmen til, at det samlede indtryk bliver positivt. Filmen er skåret over den kendte formel, at vi følger en voksen Brown med stedvise flashbacks til barn- og ungdom. Historien er ikke dokumentarisk med spiller efter dramaturgiens regler på spændingsforholdet mellem stjernestatus og problematisk opvækst.

Det mest irriterende er, at filmens grundstruktur ikke fungerer. Selv for mig – der gerne kalder mig "brownianer" – er filmen elementært kedelig, fordi der sjovt nok er for meget musik i filmen. Når det er et problem, skyldes det to forhold: det er ikke Brown selv, der står for sangene, og ingen numre spilles helt igennem. De små "snips" skal selvfølgelig bruges som ramme for Browns liv, der var centreret omkring hans musikalske karriere, men det føles i stedet som en stribe pauser, der ikke bliver brugt til noget. Det biografiske stof er heller ikke interessant formidlet, da vi efter filmen ikke ved noget revolutionerende nyt om JB.

"Get On Up" har forgængere i fx "Ray" og "Dreamgirls". Et mønster begynder at kunne anes: prototypen på den succesrige afroamerikanske musiker kommer fra et kaotisk hjem med voldelig/alkoholisk/fraværende far og en uopmærksom/umoden/skrap mor. Når successen så kommer, fordi talentet er uomtvisteligt, så forvandles den hårdt prøvede person til et regulært røvhul, som ingen orker at være i nærheden af eller samarbejde med. Den eneste forskel på James Brown og Ray Charles var – i følge filmene – vel egentlig stofferne. Dem rørte Brown ikke.

At succes avler skinsyge og egoisme, er ikke noget nyt. Som den nyligt afdøde forfatter, Poul Hoffmann, engang skrev, så kastes denne verdens stjerner mellem overdreven selvdyrkelse og selvhad. Det bekræfter "Get On Up", og det er måske interessant, men så heller ikke meget mere end det.

Filmens æstetiske side er gennemført; kulisser, beklædning, lyd, etc. fører én drømmende tilbage til 60'ernes USA. Det er filmens store kvalitet, men det redder ikke den samlede pakke for mig. Vi har hørt fortællingen for mange gange før til, at den bliver andet end metervare.

---