Get Low

Af: Michael Agerbo Mørch
Af: 03
En stærk film om opgør med fortidens fejl og synder, hvor en mand tager sagen i egen hånd, inden det er for sent.

De første tre måneder af 2011 har været fantastiske biografmåneder. Og jeg kan med det samme afsløre, at standarden på ingen måde forringes af "Get Low".

Instruktør Aaron Schneider har skabt et gribende værk om en eneboers sidste forsøg på at forsone sig med fortiden. Den aldrende og mildt sagt gnavne Felix Bush (Duvall) har boet alene i skoven i 40 år. Ingen kontakt med nogen. Forståeligt nok går der mange historier om Felix i den nærliggende by. Nogen siger, han endda har slået en mand ihjel i en slåskamp. Men Felix kender på grund af sin isolation ikke disse historier. Men han er interesseret i at kende dem. Derfor arrangerer han sin egen begravelse, hvor alle, der har en historie om ham, inviteres til at deltage. Som ekstra bonus kan man for 5 dollars deltage i en lodtrækning om skødet til hans jord. Den skøre ide købes straks af den excentriske bedemand Frank Quinn (Murray), der betragter sig selv mere som købmand end bedemand!

Men det er ikke så enkelt at stable en begravelsesfest på benene, for der er et helt særligt skelet i skabet, som Felix ikke kan finde frem - og skal han have fred, må det se dagens lys.

At tale skammen frem
Igennem hele denne gode film løber der et tema, som igen og igen bliver italesat: Frank har gjort noget i fortiden, som han ikke har fået sonet. Det er årsagen til hans isolation. Det er et fængsel, han har bygget til sig selv. Jeg sad med den tanke, om ikke Felix har forvekslet begreberne skyld og skam. For de er nemlig ikke det samme. Folk omkring Felix - præster, veninder etc. - som i løbet af filmen langsomt får ham i tale, understreger gang på gang, at han må gøre op med Jesus, så han kan blive løst fra sin skyld. Det er jo sandt nok. I det øjeblik et menneske beder Jesus om tilgivelse for en hvilken som helst synd, er man tilgivet. Punktum. Men der er jo også ting, der hænger ved. Skammen og måske smerten ved det, jeg har gjort over for andre, bliver ikke helbredt ved tilgivelsen. Jeg tror på, at Gud kan hjælpe med lindringen, men der er også en proces, et opgør, som skal tages med de implicerede, og med sig selv.

Felix behøver mere at tilgive sig selv og se sig tilgivet af landsbyens befolkning end af Jesus. For det er skammen, der plager ham, ikke skylden.

Abrupt tale
Filmen er et fascinerende bekendtskab. Skuespillere giver deres karakterer liv og sjæl, og det bevirker, at man tror på udviklingen i den enkelte karakter. Som altid er Duvall fremragende og en klapsalve værd. Filmen er flot, billederne er mættede, og musikken akkompagnerer historien godt. Den anmelderroste Chris Provenzano har skrevet manuskriptet, og han beviser, at han har flair for den gode historie. Som i serien "Mad Men", synes jeg dog, at hans replikker af og til bliver for abrupte. Særligt lagde jeg mærke til det ved præstens tale til Felix' "begravelse". Det er, som om sætninger, der egentlig er smukke og føjelige, ikke får lov at blive gjort færdige, inden den næste skal siges. Det er lidt en skam.

Funus Imaginarium
Den 9. oktober 2010 blev Claus Beck-Nielsen/Das Beckwerk begravet. Eller en voksdukke af ham blev det. Nu lever han under anden identitet og helst uden, hvis han kan komme til det. Kender man den historie, er det svært ikke at trække paralleller mellem den og så "Get Low". Hvor Das Beckwerk har et signal og et budskab, han vil kommunikere, er "Get Low" en mere jordnær og eksistentiel fortælling om en mand, der higer efter befrielse fra fortidens fejl. På den måde har "Get Low" måske mere med virkeligheden at gøre end Das Beckwerks Funus Imaginarium.

Jeg vil varmt anbefale denne film, fordi den sætter store temaer op uden at blive sensationslysten og uden at drive rovdrift på de mekanismer, der virker i os mennesker. Man skal dog gøre sig klart, at filmen sætter sig fast og arbejder videre i én længe efter, man har forladt biografen.

---