Gensynet

Af: Henrik Højlund
Filminstruktøren Anna Odell mødes med sin gamle klasse til gensynsfest. Anna Odell spiller selv hovedrollen som den mobbede elev. Men er historien fiktion eller virkelighed?

FIKTION ELLER VIRKELIGHED?
Den svenske film "Gensynet" er en usædvanlig film om et forholdsvis sædvanligt tema: mobning. Dét tema er der lavet en del film over. Det usædvanlige ved "Gensynet" er, at den er formet som en slags dokumentarfilm. Endda i to lag. Eller måske tre. Tilskueren bliver snydt mindst to gange, måske tre.

Først er vi vidne til en klassegensynsfest. Instruktøren, Anna Odell, mødes med sin gamle klasse. Selvsagt forstår man snart, at der er tale om fiktion, men fiktionen virker som en form for faktion. Odell spiller selv hovedrollen som den tidligere mobbede elev, og det hele spilles med så stærk naturlighed, at man får følelsen af virkelig at være til stede ved dette gensyn med al dets forfærdelige pinlighed, da Odell slår på glasset og holder den afslørende tale om klassekammeraternes mobning af hende.  Det kan minde om den danske film Festen og er mindst lige så tæerkrummende.

Pludselig brydes denne del af filmen af og skifter spor. Man forstår, at Odell har lavet en film om, hvad der kunne være sket, hvis der havde været sådan en gensynsfest. Som hun i øvrigt ikke var inviteret med til, men dukker op til. Og var det mon sådan i virkeligheden, tænker man – at der var en klassegensyns fest, som hun ikke var inviteret med til, og nu hævner hun sig?

Sporskiftet består i, at hun nu vil vise filmen for sine virkelige gamle klassekammerater og se, hvordan de reagerer. Det virker ikke mindre stærkt og ikke mindre "dokumentarisk". Her kommer tilskueren for alvor i tvivl. Er det rigtig dokumentation nu? Det er det så ikke. Også her er der tale om fiktion. Men der er den uafklarede ende på det, at det måske så alligevel handler om noget, der virkelig har fundet sted. Eller som Odell kunne have ønsket havde fundet sted. Og som hun nu lader finde sted i fiktionens form, med sine gamle klassekammerater som skjulte tilskuere og derfor i en vis forstand skjulte deltagere i filmen. Altså en meget sublim form for hævn. For til historien hører, at Odell vist nok har mobningen som en del af sin egen historie.

Allerede i 2009 lavede samme instruktør en meget kontroversiel film, som blandede fiktion med virkelighed, hvori hun lader sit eget selvmordsforsøg udspille.

Altså en kunstner som på en helt åbenlys måde bruger sit eget liv som stof. Lidt ligesom den norske forfatter Karl Ove Knausgårds i kæmpeværket "Min kamp".

Man kan i høj grad diskutere det betimelige i formen. Er denne ikke helt gennemskuelige vekslen mellem fiktion og virkelighed, hvor tilskueren holdes hen i uvished om, hvad det er, han eller hun er vidne til – er det dybest set en lidt for gratis omgang, en lidt for letkøbt effekt?

Trods filmens stærke skuespil med et tema, der får en til at tænke bagover på egen skoletid og mobning, og trods dens på sin vis nervepirrende dramaturgi, sad jeg tilbage med en følelse af at være "ført bag lyset" på en ufrugtbar måde. Det er lige før filmens særegne dramaturgi, dens blanding af fiktion og virkelighed – og dermed også dens måske skjulte hævnmotiv - er det mest opsigtsvækkende og medrivende ved filmen.

Jeg tabte altså en smule for det, der også er – eller kunne være – filmens dybt vedkommende temaer:
Spørgsmålet om fortidens synder og skyld, om muligheden af at angre. Hvad sker der, hvis vi konfronteres med vor egen lastefulde fortid? Findes muligheden for fuldstændig genoprettelse, fuldstændig tilgivelse, fuldstændig retfærdighed? Skal alt gammelt bo gøres op? Er den eneste vej videre for et gennempryglet menneske, at bødlerne kryber helt til korset? Og hvad så, når det ikke kan ske, hvordan kommer man så videre uden opgøret?

Temaerne tør nok siges at have kristelig relevans, så filmen har også i så henseende meget at byde på. Men den kunne måske have det endnu mere uden den helt specielle form, den er støbt i, og som måske påkalder sig mere opmærksomhed end godt er.

---