Game of Thrones sæson 1-7 (serie)

Af: Henrik Højlund
Serien er ikke for alle. Nok er den stærkt underholdende og udspiller sig i et vildtvoksende religiøst univers, men den indeholder desværre for meget åbenlys sex!

MANGFOLDIGE INTRIGER

Tillad mig en anderledes anmeldelse, som stærkt inddrager fantasy-genrens store foregangsmænd J.R.R. Tolkien og C.S. Lewis:

Kort før jul fik jeg set syvende og foreløbigt sidste sæson af "Game og Thrones" færdig. Den mest succesfulde af alle succesfulde HBO-serier. Og med blandt andet danske Nikolaj Coster-Waldau i en meget central rolle, og ligeledes Pilou Asbæk i en anden stor rolle i serien.

Serien bygger på amerikaneren George R.R. Martins bogforlæg, indtil videre fem tykke bind om forskellige adelige og kongelige slægters kamp om tronen eller snarere tronerne på kontinentet Westeros. For tronerne er mange, og slægterne endnu flere, og selv efter fem bind havde jeg ikke styr på alle navne og karakterer. Forfatteren har skabt et fantasy-univers med umådeligt mange tråde.

Jeg fik lyst til at se tv-serien, blandt andet fordi film altid forenkler, og jeg tænkte, at forenklingen ville tjene historien, som efter min smag er for overbroderet, for mangfoldig i intriger, handlingstråde og persongalleri.  Det var som Tolstojs Krig og fred gange ti. Og ganske rigtigt, filmens forenkling er en forbedring.

Den nyeste sæson er af nogen blevet kritiseret for at svigte historiens oprindelige særkende, dens vilje til at lade selv de mest elskede helte dø. Uforudsigeligheden var indtil nyeste sæson 7 til at tage at føle på. Men man mærker, at historien går mod enden. Trådene skal samles, det hele skal falde på plads, og helst til de flestes tilfredshed, hvilket vil sige: Det og de gode skal til syvende og sidst vinde. Med andre ord: Man kan ikke lade alt for mange gode dø nu.

Eventyr skal ende godt
Samlet set giver det historien et mere klassisk eventyrplot, når den bevæger sig mod en lykkelig slutning. Vi får se, om det så også bliver enden på historien, når 8. og sidste sæson rammer om et par år, men en del tyder på det. Det er jo et eventyr. Og eventyr skal ende godt. Siger konventionen. Men ikke bare konventionen. Også den dybere glæde over eventyret, siger det. Der er nemlig noget i eventyret, der taler stærkt til en glæde og længsel i os.

Mens jeg så 7. sæson af "Game of Thrones" registrerede jeg med en vis undren, hvordan jeg sad der foran skærmen og blev grebet af en sær lykkefølelse, mens mennesker og kæmper og dødninge og drager kæmpede mod hinanden. Samme lykkefølelse, som jeg blev ramt af som barn, når min mor læste Narnia-eventyrene. Eller da jeg senere selv kastede mig over Ringenes Herre for første gang, og sidenhen flere gange med mine børn. Og da vi sidenhen så filmene med stor fryd i biografmørket.

Hvorfor denne lykkefølelse?
Fordi de store eventyrs verden rummer noget, vi alle er forbundet med i uudtalte længsler og drømme. Længslen efter den store sammenhængende fortælling om alt, det godes sejr over det onde, tilstedeværelsen af noget, der ligger over den synlige verden, mysteriet, overvindelsen af døden, den lykkelige slutning på alt.

Tolkiens fantasy-univers i Ringenes Herre blev paradoksalt nok for alvor en succes i tiden lige efter 1968, hvor alt ellers pegede i retning af socialrealisme. Det var som en foregribelse af den træthed, der meldte sig et par årtier senere over socialismens enøjede dennesidighed, den altopslugende indsats for at skabe et jordisk paradis med samfundsforbedringer i alle ender og kanter. Desillusionen indtrådte. Verden blev jo alligevel ved med at være den samme på bundlinjen. Vist kunne man forbedre både det ene og det andet, men den store forløsning udeblev. Menneskehjertet var det samme. Længslerne og drømmene var de samme.

Fantasy-genren var selvsagt ikke i kridthuset i den socialrealistiske periode. Lykkelige slutninger har i det hele taget længe været i "bad standing" i moderne kultur, hvor antagelsen af verdens grundlæggende tomhed og meningsforladthed ser lykkelige slutninger som virkelighedsflugt. Men det havde allerede Tolkien en vigtig kommentar til i et essay: "Glæden ved en lykkelig slutning er ikke i sit væsen udtryk for 'eskapisme' eller 'virkelighedsflugt'. (…) Den benægter ikke eksistensen af dyscatastrophe, af sorg og fiasko. Muligheden for disse er nødvendig for udfrielse (eucatastrophe). (…) Når det pludselige 'vendepunkt' kommer, får vi et skærende glimt af glæde, af hjertets begær, som for et øjeblik går uden for rammen, river selve historiens væv i stykker og lader et lysskær skinne igennem." Nu var Tolkien som bekendt også kristen. Lykkelige slutninger var en del af hans tankes og tros DNA. Og på den måde er der en dyb forbindelse mellem evangeliet og eventyrene.

Myten blev virkelig
Vi har lige været igennem juleevangeliet og bevæger os nu gennem Hellig Tre Kongers-tiden. Mange, inklusive teologer og præster, anser det for at være det rene og skære eventyr. Og det er ikke løgn, at evangelierne, med hele den bibelske frelseshistorie, er i dyb pagt med eventyrene. Eller snarere modsat. Al verdens store, gode eventyr er i dyb forbindelse med evangeliets eventyrlige historie om alle mørke og lyse trådes sammenhæng og mening og den samlede happy ending. Men forbindelsen går netop den anden vej med frelseshistorien som 'the real story' og alle andre fortællinger som et håbefuldt ekko af denne historie. Som Tolkiens nære ven C.S. Lewis skrev om evangeliet om Jesus Kristus: ”Myth became fact.” Myten blev virkelig. Alle myter fandt på en måde deres opfyldelse i den ene "myte", som fandt sted i denne virkelige verden – Gud, der blev menneske og ofrede sig selv for mennesket og blev levende igen, og nu venter vi bare på det sidste store opgør og den endelige forløsning. "Evangelierne rummer en historie af en større slags, som omfatter hele essensen af eventyrhistorier," skrev Lewis.

Juleevangeliet hele vejen frem til og med beretningen om de vise mænd og barnemordet i Betlehem, alt inklusive, er skrevet under fortegnet: "Og det skete!" Alle andre fortællinger er skrevet under fortegnet: "Der var engang ..." Forskellen er altafgørende. Juleevangeliet og alle andre dele af frelseshistorien er ikke endnu en smuk, eskapistisk historie om vore drømme og længsler. Det er selve drømmenes og længslernes arnested og opfyldelse. Det sted, hvorfra de kommer, det virkeligt tabte Paradis, og det sted de retter sig håbefuldt mod, det genvundne Paradis, frelseshistoriens og hele verdenshistoriens virkelige endemål.

Den tidligere pave Benedikt skrev i sin store Jesusbog, som udkom på dansk på Gyldendal:
"For den bibelske tro er det nemlig væsentligt, at den knytter an til virkelige historiske hændelser. Den bruger ikke historiefortælling som symbol på historiske sandheder, men den er baseret på begivenheder, som har fundet sted på denne jord. Dette factum historicum er for troen ikke et symbols ciffer, som kan udskiftes, men det konstitutive grundlag: Et incarnatus est [og Ordet blev kød] – med disse ord bekender vi os til Guds faktiske indtræden i den virkelige historie”.

Evangeliet slår så at sige hul igennem mellem eventyrenes drømme og længsler og denne virkelige verden. Alt vil virkelig ende godt. Det er ikke virkelighedsflugt. Det er flugt ind mod virkeligheden.

PS
Der er meget, meget mere at sige om "Game of Thrones". F.eks. at jeg i modsætning til, hvad jeg plejer, aldrig har henvist til den på prædikestol eller lignende. Af den simple grund, at der er for meget åbenlys sex i den. Jeg var selv blevet advaret på forhånd. Jeg valgte at se den. Og spole hurtigt, når scenerne kom. Selv ikke med hurtigspoling anbefaler jeg den. Det sætter uundgåeligt sit præg i sindet.

Der kunne også skrives en del om historiens religiøse tilsnit. Dens mangfoldighed af religioner. George R.R. Martins har selv tilstået, at han er ikke-troende, vel nærmest noget i retning af ateist, men at han har stor nysgerrighed overfor myter og religioner. Ved læsningen af bøgerne blev jeg efterhånden noget frustreret over det vildtvoksende religiøse univers, som Martins forsøger at udfolde. Lige så vildtvoksende som historien i øvrigt. Der meldte sig mere og mere fornemmelse af, at religion alt i alt ikke er befordrende for noget godt, men tværtimod langt snarere er et spejl af menneskenes egne komplekse motiver for deres valg og handlinger, som ofte er i pagt med magtviljen. Det a-religiøse menneske, Martins, synes ikke at kunne få øje på andet end mennesket og dets vilje til det eller det andet. Religionen og dens kræfter er til syvende og sidst underordnet mennesket. Religionen ses kun fra neden. Derfor er det også ofte de mindst religiøse, der er de mest sympatiske i historien. Det hører med, at Martins' religiøse blindhed er tydeligere i bøgerne end i tv-serien.

Men jeg tilstår stadig, at serien er stærkt underholdende.

Læs også TEMA-sider om Tolkien/Ringenes Herre og C.S. Lewis.

 

 

---