Gådefuld forsvinden (serie)

Af: Jørgen Hedager Nielsen
En medarbejder i en institution, som hjælper udsatte teenagere, oplever, at hans kæreste pludselig forsvinder, mens den kriminelle bror, som han troede var død for 10 år siden, måske stadig lever.

SAMME FAR MEN ALLIGEVEL MEGET FORSKELLIGE 

Jeg samler på romaner af Harlan Coben. Han skriver godt og er altid god for et spændende plot. Og hans plot er næsten altid overraskende og utraditionelt. Og så fletter han normalt et eller flere eksistentielle problemer ind. Det kan være misbrug af rusmidler, provokeret abort, børneopdragelse, pligt til at hjælpe et menneske i nød, en elsket, der forsvinder eller tilsyneladende skuffer. Listen er lige så lang, som listen over hans bogtitler. Jeg kan også lide tv-serier, der ikke er alt for lange. Da der så dukkede en miniserie op, som er baseret på en roman af Harlan Coben, var nysgerrigheden naturligvis vakt.

To mysterier
"Gådefuld forsvinden" er en fransk produktion i fem episoder, som er bygget på Harlan Cobens roman af samme navn (am.: Gone for Good). Nutiden handler om den unge Guillaume Lucchesi (Finnegan Oldfield), som er kæreste med Judith (Nailia Harzoune). De arbejder begge for en institution, som hjælper udsatte teenagere. Deres chef Da Costa (Guillaume Gouix) er en opofrende fyr med en problematisk fortid. Det fornemmer man blandt andet gennem hans tatoveringer. Pludselig forsvinder Judith, og Guillaume får nogenlunde samtidig en fornemmelse af, at hans kriminelle storebror, der blev erklæret dræbt for 10 år siden, måske stadig lever. Disse to mysterier flettes efterhånden sammen i den undersøgelse, som Guillaume stædigt går i gang med - for det meste støttet af Da Costa.

Serien igennem klippes der mellem nutid og datid. Faktisk foregår åbningsscenen for 10 år siden, hvorefter der klippes til nutiden. Vi får efterhånden meget af forhistorien serveret. Det betyder, at vi ved noget, som Guillaume ikke ved endnu. Det er et værktøj til at øge spændingen, som ikke er ukendt for filmmagere og romanforfattere. Det går galt, hvis dette værktøj ikke bliver brugt tilstrækkelig behændigt, og der afsløres for meget eller for lidt, eller hvis vi som seere løber vild i de mange flashbacks. Folkene bag "Gådefuld forsvinden" klarer balancerne fint. Vi skal som seere bare huske at lægge mærke til de årstal, der angives for hvert hop frem og tilbage.

Et par etiske dilemmaer
Ud over hans evner som forfatter af spændingsbøger, kan jeg lide Harlan Coben, fordi han altid er sober i sit sprog og i sine scener. Der er ikke en masse overflødige bandeord eller seksualitet, og hans menneskesyn er sympatisk - jeg fristes næsten til at skrive kristent. Dette udgangspunkt bliver respekteret i miniserien. Tak for det!

Et af de eksistentielle eller etiske dilemmaer i "Gådefuld forsvinden" er spørgsmålet om, hvorvidt man kan - eller skal - undskylde en mands kriminelle løbebane med, at han i sin barndom og ungdom blev udsat for en far, der uden kærlighed pressede sin søn til at leve op til sine egne ambitioner. Et andet dilemma kommer frem i et spørgsmål, som Guillaume må stille sig selv: "Kan man leve tæt sammen med en elsket i to år uden at få en fornemmelse af, at hun er i stand til at foretage et brutalt mord?"

Det er fransk
Da miniserien er fransk produceret, er sproget fransk og handlingen foregår i Sydfrankrig og ikke i New Jersey i USA, som er Harlan Cobens mest brugte lokalitet. Det er sådan, det er, og så må man jo finde sig i at være totalt afhængig af underteksterne. Heldigvis kan franskmænd også lave film. Manuskriptforfatteren er kommet fint fra at oversætte handlingen fra bog til film, og skuespillerne er der ikke noget at udsætte på.

Efter at have set "Gådefuld forsvinden" har jeg lyst til at gå i gang med at se flere filmatiseringer af Hanlan Cobens romaner. Foreløbig har jeg fået øje på: "I skoven" (polsk), "Den uskyldige" (spansk) og "The Stranger" (engelsk).

Kan ses på Netflix.

---