Fritz Bauer: En fjende af staten

Af: Ketty Dahl
Jøden, rigsadvokaten Fritz Bauer var besat af tanken om at få fundet og arresteret Adolf Eichmann, som forestod jødeudryddelsen under anden verdenskrig.

TYSKERNE RYDDER OP

Filmen "Fritz Bauer: En fjende af staten" er endnu en i rækken af tyske film, der prøver at se nazi-fortiden og dens efterspil i øjnene. En på mange måder gedigen film, der dog ikke når Tavshedens labyrints højder.

Problemet Eichmann
Fritz Bauer var rigsadvokat i efterkrigstidens Tyskland. Han var også jøde, socialist og homoseksuel, og ikke mindst det sidste får betydning for historien. Bauer er besat af tanken om at få fundet og arresteret Adolf Eichmann, som forestod jødeudryddelsen under anden verdenskrig. Han menes at skjule sig i Argentina. Bauer ønsker ham retsforfulgt i Tyskland, men alle efterforskningens retslige myndigheder er fyldt med tidligere nazister, så ingen ønsker rigtig Eichmann fundet. Eichmann vil nemlig være i stand til at sætte navn på mange af dem, der deltog i Endlösung, men som nu sidder i høje stillinger i Tyskland. Så der lægges låg på efterforskningen, og det er i den grad en kamp op ad bakke for Fritz Bauer.

Da han ikke kan få hjælp i Tyskland, opsøger Bauer egenhændigt den israelske efterretningstjeneste Mossad for at få dem til at finde og arrestere Eichmann, skønt det i Tyskland opfattes som landsforræderi. Han får hjælp af den unge statsanklager, Karl Angermann, men Angermann er også homoseksuel, hvilket var strafbart på den tid. Og da Angermann tages på "fersk gerning" af den tyske efterretningstjeneste på en bøssebar, bruges det til at afpresse ham til at afsløre Bauers forbindelse til Mossad. Bauer er en brøsig, kæderygende og stordrikkende advokat med en mission. Ja, faktisk ryges der så mange cigarer i filmen, at man næsten får hosteanfald og åndenød undervejs. Det homoseksuelle element er på sin vis vigtig for handlingen, men får også uforholdsmæssig meget plads, så det en overgang handler næsten lige så meget om homoseksuelles rettigheder (eller mangel på samme) som selve jagten på Eichmann, hvilket forplumrer filmens plot lidt.

En modig mand
Bauer spilles virkelig godt af Burghart Klaußner, mens de fleste andre roller virker ret overfladiske og mest bruges til at sætte Bauer i relief. Filmens slutning virker også noget brat og yder ikke dramaet retfærdighed.

Bauer får på et tidspunkt spørgsmålet: Hvordan skal vi få energi til at opbygge et nyt, demokratisk Tyskland, hvis vi bliver ved med at dvæle ved fortiden? Hans svar er, at et land bygges op af, hvem vi er som enkeltpersoner. Underforstået, at hver enkelt må gøre det gode og få ryddet op først, for Tyskland kan ikke bygges på skeletter i skabet.

Bauers indsats og ihærdighed vidner om en mand, der trods egne lig i lasten og på trods af dødstrusler, kastede sig ud i en modig indsats for retfærdighed i en verden, der ikke ønsker sandheden frem. Det i sig selv er så afgjort en film værd, for verden har brug for forbilleder, - og lad det være sagt med det samme: jeg går stærkt ind for den slags "heltehistorier", for de giver håb trods alt. Men man kan også spørge sig selv: Hvornår skal der sættes mere fokus på SS-manden, der slår jøder ihjel i dagens løb og tager hjem og lever et normalt familieliv om aftenen, eller hvornår skal vi se filmen om abortlægen, der fjerner børn om dagen, men tager hjem og kysser sine egne børn godnat og læser godnathistorie for dem om aftenen.

"Fritz Bauer: En fjende i staten" er en vigtig film, men måske trænger vi snart til igen at tydeliggøre sandheden om løgnen også på film, og ikke kun heltehistorierne.

---