• THE ZONE OF INTEREST nu på filmstriben.dk udover dvd og blu-ray

  • THE NOTE nu på dvd igen

  • DEN SORTE JORD (om Ukraine 1933) DR2 | 23-11-24 | kl. 23.15

  • GLADIATOR ii i biografen

  • den kristne film ORDINARY ANGELS nu på Viaplay

  • THE APPRENTICE i biografen

Tema

06.02.2024

Frit fald

Af: Sprint Aagaard Korsholm
I en idyllisk alpehytte falder manden pludselig ud fra 3.sal og ligger død i sneen. Hvad skete der?

EN ISKOLD AFFÆRE 

Et dødeligt fald
Daniel (Milo Machado Graner) på 11 år lever med sin far Samuel og sin mor Sandra (Sandra Hüller) i farens schweitzerhytte i alperne, som faren er ved at sætte i stand, så den kan bruges til udlejning og dermed supplere parrets indtægter. Sandra er en rimelig succesfuld forfatter, mens Samuel tjener penge ved at undervise, sideløbende med, at han hjemmeskoler Daniel en del, og samtidig selv prøver at genvinde sin status som forfatter. Familien er flyttet fra London til alperne, og sproget er derfor en stadig vekslen mellem fransk og engelsk.

Filmen begynder med, at Daniel finder sin far liggende død i sneen nedenfor deres hytte. Tilsyneladende er han faldet ned fra 3.sal.

Retssagen
Politiet udelukker hurtigt, at der er tale om en ulykke. Da familien var alene hjemme, da Samuel faldt, er der kun to muligheder: Samuel begik selvmord, eller Sandra myrdede ham. Dermed er filmens sag på én måde klarlagt, og store dele af de 2½ time foregår da også i retssalen. Sandra hyrer Vincent (Swann Arlaud), der er advokat og hendes tidligere flamme. Sammen prøver de at bevise hendes uskyld. Undervejs i retssagen blotlægges bid for bid dét, der er filmens egentlige ærinde: at invitere os indenfor i familiens kaotiske liv og dens to voksne personers meget komplicerede forhold til sig selv og hinanden.

Parforholdet
Det ville være synd at røbe for meget. Det skal opleves bid for bid, efterhånden som filmen vælger at lade det komme frem. Men et hovedtema er magtkampen mellem to forfattere, to ægtefæller og to forældre. Sandras biseksualitet er også en medspiller i det ægteskabelige drama, hvor presset økonomi, skuffede forventninger, jalousi, nervekrig og fortvivlelse er stærke ingredienser.

Det tvetydige
Der er ingen tydelige sort/hvide personer eller forløb. Alle personer kan vække både sympati og det modsatte hos os. Vi inviteres til hele tiden at overveje at skifte side: mord eller selvmord? Er Sandra en kynisk kold skid eller et ærligt menneske? Var Samuel en selvopofrende ægtemand eller en falleret forfatter med paranoide tendenser? Og hvad med Daniel, der efter en ulykke er svært synshandicappet og skal leve i en konstant navigation mellem far og mor – kun med sin trofaste hund som 100% loyal ven?

Palmerne falmer?
Filmen er palmebelønnet og meget rost. Og vel er der mange gode ting at sige om den, fx at Sandra spiller sin rolle perfekt, at billedvinkel og lydspor er værd at lægge mærke til, og at mange væsentlige problematikker i nutidens parforhold tages op. Men flere af os i biografen følte, at det kunne være gjort mindst lige så godt på 8 som på de nuværende 10 kvarterer. Retssalsdramaer ser vi ofte, og selv om der virkelig er perler undervejs, er der lidt langt imellem dem. Filmen skildrer bestemt nogle relevante problemstillinger i parforhold og psyke, og kan undervejs også opleves ret seværdig. Men guldpalmerne fryser lidt i alperne.

Gyseren
Det, der for mig trods alt hæver filmen op på 5 stjerner, er dens uhyggelige beskrivelse af en moderne vesteuropæer i sin kolde individualisme, der på mange måder minder om det, vi i gamle dage kaldte egoisme. Sandra er mange ting – men når det drejer sig om, hvilke værdier der styrer hendes liv, så er det hensynet til Sandra, hensynet til Sandras behov, hensynet til Sandras karriere. Empati viser hun meget lidt af, både i følelser – og især i prioritering af sine handlinger. Allersidst i filmen kommer endnu et eksempel på, at hun godt nok kan sige "jeg elsker dig", men når hun ser chancen for at opfylde sine egne behov, så vælger hun dét frem for den, hun siger, hun elsker. I et skænderi med Samuel, som han optog inden sin død, og som afspilles i retten, opleves han som den, der mener at have en offerrolle, mens hun totalt afviser dette uden den mindste empati for hans følelser. Hun har absolut intet galt gjort – det er ham alene, der må bære skylden for det, han oplever som en offerrolle.

Her beskrives det faktum, vi desværre ser så meget i os selv og vort samfund for tiden: når man altid må kæmpe for at få sine egne behov dække, og har det som eneste virkelige prioritet, så bliver der kun foragt til overs for dem, der ikke magter dette ræs.

 

Om Sandra drev sin depressive mand til selvmord, eller hun skubbede sit livs største dødvægt ud over altanen, ved vi ikke. Men "uskyldig" er hun næppe. Det bliver tydeligt i denne film, der er en iskold affære – ikke fordi den foregår i sneklædte alper, men fordi den viser et sind, der er frosset til.

Kan ses på Blockbuster.dk




Andre temafilm

Adventure, Drama, Science fiction, TEMA Serier
Drama, TEMA Ved livets begyndelse, Filmstriben.dk
Biografi/baseret på virkelig historie, Drama, TEMA Sportsfilm
Biografi/baseret på virkelig historie, Drama, Affirm films, TEMA Kristne film
Biografi/baseret på virkelig historie, Drama, TEMA Israel, Vestbredden, Gaza
Biografi/baseret på virkelig historie, Drama, TEMA Anden verdenskrig, TEMA Danske film
Biografi/baseret på virkelig historie, Drama, TEMA Kristne film
Biografi/baseret på virkelig historie, Drama, Affirm films, TEMA Kristne film
Drama, TEMA Julefilm
Animation, Drama, Familiefilm, TEMA Familiefilm jul
Drama, Familiefilm, TEMA Familiefilm jul
Biografi/baseret på virkelig historie, Drama, Thriller, TEMA Biografiske film, Filmstriben.dk
Biografi/baseret på virkelig historie, Drama, Romance, Filmstriben.dk, TEMA Anden verdenskrig, TEMA Kristne film
Komedie, TEMA Julefilm
Biografi/baseret på virkelig historie, Drama, Thriller, TEMA 11. september
Viser resultater 1 til 15 af 1034
<< Første < Forrige 1-15 16-30 31-45 46-60 61-75 76-90 91-105 Næste > Sidste >>
Annoncer