Fri os fra det onde

Af: Carsten Riis Jensen
Ondskaben får frit spil blandt landsbyfolk og byfolk i det fjerneste Vestjylland.

Man lades ikke upåvirket af Ole Bornedals drama og kunstfilm, "Fri os fra det onde". Temaet er skåret ud i pap, både i handlingen og på billede- og lydsiden: Hvad sker der, når den latente ondskab i os alle slippes fri? Og ja, det er i høj grad den grundlæggende præmis i filmen: Ondskab ligger latent, uanset om man er landsbytosse eller storbysnob.

Ole Bornedal er ofte blevet beskyldt for at være alt for insisterende og pointerende i sine nyeste film. Han har et budskab, og det budskab skæres ud i pap i en grad, så det går ud over skuespillet og troværdigheden. Man får ikke lov at tænke særligt meget selv. Det kan man godt beskylde "Fri os fra det onde" for. Ingen er i tvivl om, at filmen er en beskrivelse af ondskabens kraft og af det fremmedhad, der præger danskerne – i hvert fald ifølge Bornedal.

Filmen foregår i en landsby i Vestjylland. Her trives først og fremmest bodegakulturen, og byen synes primært beboet af drukkenbolte med olie under neglene. I byen bor også tilflytteren Johannes. Han er vokset op i Jylland, har studeret i København, men har altid drømt om at vende tilbage til Jylland, med sin familie. I samme by bor Johannes' bror, Lars, som er lastvognschauffør og en fortabt sjæl. Han kæmper med sine indre dæmoner og udtrykker det på et tidspunkt sådan: "Jeg tænker smukke tanker. Men når de så skal ud af munden, så bliver de til pis. Hvis jeg fx tænker ’blomst’, så kommer der ’pis’ ud af munden."

På vej i sin lastvogn, som han kører fuld og ukoncentreret, rammer han en knallert. I panik skjuler han liget af byens gamle skolelærer – hvis mand i øvrigt er hans chef. Fuld af skyldfølelse forsøger han at placere ansvaret på byens nytilflyttede flygtning, bosnieren Alain. Dette lykkes kun alt for godt. Lars' chef, den dybt desillusionerede tidligere militærmand, går i spidsen for et hold fulde landsbybeboere ud til Johannes, som forsøger at skjule Alain. Lynchstemningen og volden eskalerer, og hurtigt er også den veluddannede, pæne Johannes optændt af vrede og had.

Det er både ondskaben og "Under-Danmark" og den danske middelmådighed, der udstilles i "Fri os fra det onde". Det "onde" er i dette tilfælde den tilflyttede flygtning: "Hvad skal han også her? Kommer dernedefra og herop og slår vores kvinder og børn ihjel".

Det er hævnfølelse, latent ondskab og fremmedhad udstillet på en meget udansk måde. Jeg har i hvert fald ikke set noget lignende andet end i amerikanske film.

Det er ikke kun de fordrukne landsbybeboere, der lader hævnlysten og vreden boble. Det samme gør efterhånden også den veluddannede, pæne Johannes. Som sådan er der ingen forskel på dem. I begyndelsen af filmen sidder Johannes' hustru, spillet af Aqua-sangerinden Lene Nystrøm, og taler pænt og pædagogisk til sine børn om det gode i menneskene. Hun fortæller dem, at ingen mennesker som sådan egentlig er onde, men at ondskab kun er udtryk for, at de ikke har fået nok kærlighed. Efterhånden som handlingen skrider frem, er man ikke i tvivl om, at dette ikke er sandt. Ondskaben lever og regerer. Alle mennesker har store lunser af umenneskelighed, frygt og – især – mindreværd i sig.

Det er en voldsom film. Man har ikke sympati med nogen af aktørerne. Og Bornedal får næsten gjort volden æstetisk smuk med kameraføringen, lydbilledet og farvevalget. Og så har filmen en slags humanistisk pointe om, at det er utilstrækkelighedsfølelsen og mindreværdsfølelsen, der får os til at være onde mod andre. Der er ingen mellemløsninger eller smutveje, men kun en række næsten karikerede figurer og situationer, som bare venter på at få lov at se blod.

Set i et kristent, bibelsk perspektiv er der noget interessant ved filmen. Bibelen taler rent faktisk om, at verden ligger i mørke, og i de bibelske beretninger ser vi ondskaben få frit spil i mange situationer. Som sådan kommer jeg til at tænke på den seneste Batman-film, The Dark Knight, hvor hovedskurken, Jokeren, netop siger, at man bare skal sætte menneskene i en situation, der er tilpas voldsom og vendt mod dem selv, og straks vælter hævnlysten og ondskaben ud af dem.

Filmen "Fri os fra det onde" kan bruges til en snak om ondskabens væsen, og om, hvad det er, der gør, at denne ondskab kommer op til overfladen. Og så kan den passende bruges til at minde os selv om, at Gud mere end noget ønsker at give lys og være lys midt i dette mørke: "Jeg er verdens lys. Den, der følger mig, skal aldrig vandre i mørket, men have livets lys."

---