Frans af Assisi

Af: Sprint Aagaard Korsholm
En gammel, men digitaliseret film om Frans af Assisi - en af de mest berømte helgener i kirkens historie. Filmen lægger op til at overveje vores forhold til materialismen.

RIGDOM, FATTIGDOM, FUGLE OG JESUS

Fra festabe til helgen
Filmen vil fortælle det forløb, der begyndte med fødsel af Francesco di Bernardone 1182 i den italienske bystat, Assisi. Som søn af en rig klædehandler havde Frans (spillet af Bradford Dillman) alle muligheder for sig og levede et vildt liv med vin og piger og ridderkampe. I perioden 1200–1205 deltog Frans i flere krige mellem bystaterne og havde perioder med sygdom. I løbet af denne periode mente Frans at høre Guds stemme, der kaldte ham til at forsage sit nuværende liv fuldstændigt og helt hengive sig til sit nye kald fra Gud. Hvad det kald gik ud på, var i begyndelsen ret utydeligt for den unge mand. Han hørte dog, mens han var i ruinerne af et gammel kapel, at han "skulle genopbygge Guds kirke", hvilket han tog helt bogstaveligt og begyndte at mure den gamle bygning op igen. Han levede i absolut fattigdom og hjalp de svage i samfundet: de fattige, de spedalske, de udstødte. Efterhånden fandt han ud af, at hans kald var at bygge Guds rige på det mere åndelige og verdensomspændende plan, og han grundlagde med pavens tilladelse en helt ny munkeorden, Fransiscanerne, der skulle leve i absolut fattigdom efter Jesu ord om at sælge alt, hvad man har, give det til de fattige og derefter følge Jesus.

Han fik hurtigt en kvindelig medkæmper, Clare (spillet af Dolores Hart), der grundlagde en tilsvarende orden for kvinder. Frans' orden voksede, og der opstod interne spændinger, idet mange mente, at en stor orden, der skal virke på mange felter (forkyndelse, diakoni osv.) ikke kan leve i absolut fattigdom og tigge sig til alting. De må blive selvforsynende. Frans var imod al tilknytning til penge og magt, fordi han mente, at det er skadeligt for troen på Jesus, men han må hen ad vejen acceptere visse ændringer. I sine sidste år fik Frans stigmata, dvs. at han uden forklaring fik sår på hænder og fødder, der svarer til en korsfæstelse. Filmen skildrer dette og hans dødsleje meget omhyggeligt. Ganske kort tid efter hans død bliver han kåret til helgen.

Sådan er den officielle katolske tradition omkring Frans af Assisi – og den følger filmen ganske nøje. Den viser også en situation, hvor børnene kommer med deres dyr til Frans, og han velsigner dyrene. Hermed har filmen også sikret baggrunden for den fest, der holdes overalt i den katolske verden den 4. oktober, hvor børnene må komme til gudstjeneste med deres kæledyr og få dem velsignet. Ifølge traditionen havde Frans en stor kærlighed til den natur, Gud havde skabt – både planter og dyr (måske især fugle) og planeter. Mest kendt er nok Solsangen om broder sol og søster måne, som Frans skrev i sine sidste år. Deraf titlen på en anden digitaliseret film Broder Sol, Søster Måne.

Lidt drama og lidt romantik
Skuespillet er jævnt okay, set ud fra 1960'er-standard, og der er gjort en del ud af rammerne fra 1200-tallet. Men man kan ikke kalde den vildt spændende. Den har dog beretningen om hans møde med den tyrkiske sultan, og her er der lidt dramatik: Frans drager mod Israel og væmmes ved korsfarernes brutale adfærd. Han opsøger muslimernes leder for at fortælle ham om Jesus. To krigere slipper deres kamp-geparder løs på ham, men de er venner med Frans – ligesom alle andre levende skabninger er det, så de kæler med Frans i stedet for at flå ham i stykker. Dette under får soldaterne til at tage ham med til sultanen. Her udfordrer Frans til en ildprøve: han og en muslimsk præst skal begge gå igennem et bål, så man kan se, hvilken Gud, der er den rigtige! Prøven bliver ikke til noget, men beretningen er et farverigt stykke af helgenberetningen.

Romantik rummer filmen også, nemlig et trekantsdrama mellem Frans, Clare og Frans' gamle krigskammerat, grev Paolo (spillet af Stuart Whitman). Dramaet ender med, at Frans og Clare gifter sig – ikke med hinanden, men hver især med Gud. Paolo indser til sidst, at sådan må det være, og hans modstand mod de tos livsstil svækkes efterhånden.

Provokerende budskab
Filmens lidt jævne form skal dog ikke overdøve, at den viderebringer et særdeles relevant og provokerende budskab. Frans stødte på nogle ord af Jesus, der fik ham til at nære dyb bekymring over for en materialistisk måde at leve på. Især med henblik på at kombinere kristendom med besiddelse af penge og jordisk magt - hvilket den datidige kirke gjorde i særdeles høj grad. Ofte var den kirkelige leder den mægtigste person i området, også når det gjaldt økonomisk og militær styrke! Frans' "løsning" med at leve som tigger i absolut fattigdom kan jo logisk set ikke være vejen for de fleste – for så var der ingen, der havde noget at give til tiggerne. Men vi må også i dagens Danmark lade os udfordre af hans kald til at besinde sig på Jesu ord om, at vi FØRST skal søge Guds rige, og at vi skal tage ved lære af markens blomster og himlens fugle og frasige os de materielle bekymringer – samtidig med, at vi skal hjælpe de fattige og lidende.

For Frans' far var hans søns livsstil dybt åndssvag. For frihed og glæde fik man kun, hvis man var rig. Frans havde i sin ungdom ment det samme – men vendte helt om. Filmen lægger op til spørgsmålet: hvem ligner du mest, far eller søn? Eller måske ligner du mest moren, der i sit praktiske liv ikke gjorde oprør mod faren, men i sit hjerte og sine bønner fulgte sin søn …

Et andet relevant spørgsmål ind i vores tid kunne være: Frans så hele naturen som Guds skabning og dermed som noget, vi på en måde er i familie med. Derfor kunne han sige "søster bi" og "broder ged". Og sin familie behandler man godt. Frans tages af dele af den katolske kirke til indtægt for en skarp kritik af den rovdrift, vi i velstandens navn ødelægger store dele af naturen med. Hvad tænker vi om det?

Et lille ps: Jeg fatter ikke, at grænsen er sat til 15 år. Filmen virker helt harmløs på mig.

---