Frækkere end politiet tillader: Axel F

Af: Christian Thomsen
Er der mere i denne nye film i serien om Axel Foley end velkendte replikker og gensyn med velkendte karakterer? Der er i hvert fald masser af sidstnævnte.

THE HEAT IS ON 

Der er få 80’er film, jeg elsker så højt som de to første ”Frækkere end politiet tillader”-film. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg har set de film i årenes løb. Det er film, hvor jeg kender detaljerne i scenerne og kan citere replikker i ét væk. Dét gjorde, at det var med blandede følelser, jeg hørte, at der udkom en fjerde film i rækken. Der har de seneste år været en tendens i Hollywood til at hive gamle film og franchises ned fra hylden, støve dem af og servere dem igen. Hver gang, det sker med en elsket film eller filmserie, er jeg altid lidt nervøs for, om den nye film nu kan leve op til de tidligere. Det kan de sjældent, da mange års opbygget kærlighed og det nostalgiske forhold, man har til filmen, spiller en stor rolle. Men kan de så bare i det mindste fortælle en god historie og ikke kun leve på gode minder fra fortiden?

Foley er tilbage
Det virker faktisk, som om han aldrig har været væk fra de beskidte gader i Detroit. Filmen åbner på samme måde som den første film fra 1984. Hvis man tager den originale intro og klipper den sammen med sekvensen, hvor Foley ankommer til LA (også fra den første film), har man introen til 2024-udgaven. Det føles meget velkendt! Filmen fortsætter i vante spor med en røveri-sekvens, der skal vise, at Axel Foley er en dygtig betjent, der ikke går så meget op i skrevne og uskrevne regler. Han får den obligatoriske skideballe på chefens kontor, og så er vi ellers klar til at komme i gang med plottet. Det skal jeg gøre ganske kort, for sjældent har et filmplot været mere irrelevant end i ”Frækkere end politiet tillader: Axel F”. Foley tager til Los Angeles for at hjælpe sin advokat-datter, der er viklet ind i en farlig sag, som omhandler korrupte betjente, narkotika og politimord.

Og hvorfor er det så irrelevant? Fordi ingen vælger at se denne film på baggrund af plottet. Den vil blive set af millioner af mennesker, fordi det er en efterfølger til en populær og elsket filmserie. Og fordi mange er nostalgiske og gerne vil høre Eddie Murphys ikoniske film-grin igen. Den ydre konflikt i plottet handler altså om korruption og narkotika, og den er ikke så interessant. Dét er til gengæld den indre konflikt, der handler om Axels forhold til sin datter, som han forlod for mange år siden. Hvis det lille sideplot kan foldes rigtig ud, kan det være nok til at sikre en filmoplevelse, som byder på mere end gensyn med 80’erne.

Hjertevarm historie
Heldigvis lykkes det for filmen at fortælle en god, kærlig og relevant historie om et far-datterforhold, der er gået skævt, men som nu forsøges genskabt. Axel har svigtet sin datter og vil nu gøre alt for at rette op på det igen. Det går i hvert fald op for ham i løbet af filmen, at han vil. Det er en banal historie, som heller ikke slipper udenom kliché-fælderne, men alligevel ender det med at være dén, der hæver filmen op over gennemsnittet.

Selvom jeg havde forventet masser af hints til de gamle film, var jeg alligevel overrasket over mængden af disse. Karakterer, musik, klipning, replikker og scener, der næsten er 1:1 genindspilninger fylder rigtig meget i ”Frækkere end politiet tillader: Axel F”, men man tilgiver overforbruget, fordi der under overfladen ligger denne hyggelige, varme fortælling om svigt og kærlighed.

Det største grin i filmen fik jeg, da en både elsket og hadet filmskurk fra en 90’er-komedie pludselig dukkede op i en lille cameo. Den overraskelse vil jeg ikke spoile.

Alt i alt var det et godt gensyn med min yndlingsbetjent fra Detroit. Jeg kunne godt have undværet cirka halvdelen af de velkendte elementer, men når nu filmen havde hjertet med i fortællingen, var det helt okay. Filmen kan anbefales -både til gamle fans og nysgerrige førstegangsseere.

Ksn ses på Netflix.

---