Foxtrot

Af: Anette og Jørgen Hedager Nielsen
Et forældrepar i Tel Aviv får budskab om, at deres søn er faldet i krigen. En skør og absurd film, som i høj grad handler om smerten og sorgen ved at miste.

EN SKØR, FANTASIFULD OG ABSURD KRIGSFILM 

Et par gange i løbet af filmen forklares det, at foxtrot er en dans, hvor man går et trin frem, et til siden, et tilbage og et til den anden side. Man kommer altså ikke ud af stedet. Det skal måske forstås som et forsøg på at beskrive filmens handling, eller måske endda menneskelivet som helhed. Den israelske manuskriptforfatter og instruktør Samuel Maoz, der også har lavet Libanon, gør det ikke let for os at fange filmens budskab. Men de mange skøre, fantasifulde og absurde scener, som signalerer flere symbolske lag, betyder, at vi hænger på - og så fanger vi nok også lidt af, hvad han vil med filmen. Første og sidste del handler i høj grad om sorgen og smerten ved at miste. Eller måske er det mere præcist at sige, at det handler om forskellige reaktioner på at miste. Hvad den midterste del handler om, er lidt vanskeligere at gennemskue.

I det ydre er der ingen tvivl om, at filmen handler om krig og om Israels besættelse af de palæstinensiske områder. Og den er ikke nogen reklame for det israelske militær, men det skyldes måske mere den sorte humor, som er stilen i mange scener, end det skyldes egentlig kritik af militærets evne til at have fornuftige rutiner. Under alle omstændigheder er det helt forståeligt, at "Foxtrot" udløste diskussioner i filmens hjemland. Som én, der flere gange har oplevet det absurde og oprørende i den måde, det israelske militær kan finde på at håndhæve deres magt ved checkpoints, nikkede jeg til et par af scenerne, der måske forklarer lidt om, hvorfor de unge soldater mister evnen til at optræde anstændigt.

Realistisk og surrealistisk
Handlingen er delt op i tre fortællinger eller kapitler, der hænger sammen. Første del beskriver den bundløse fortvivlelse når et forældrepar i Tel Aviv modtager budskabet om, at deres søn er faldet i krigen. Det foregår udelukkende inden for hjemmets vægge. Anden del er beskrivelsen af fire unge soldaters eksistens ved et checkpoint langt ude i ørkenen. I den sidste tredjedel tager vi en tur mere med sorgen i det samme hjem som første del, men nu med en lidt anden vinkel.

Fortællestilen er meget realistisk. Hver enkelt scene står klar og tydelig. Samtidig er det hele flettet sammen, så det får et surrealistisk præg. For eksempel bor soldaterne i en container, hvis ene ende langsomt synker ned i ørkenens kviksand. For hver dag tager det et sekund mindre for en konservesdåse med aftensmad at trille fra den ene ende af containeren til den anden.

Der er intet håb
Især første og sidste del rummer flere etiske og eksistentielle overvejelser. Til trods for, at forældreparret præsenteres som ateister, har de især i sidste del nogle overvejelser om Guds plan med det hele. Der er ingen forløsning og intet håb. Den afsluttende scene løser dog lidt op, men kun fordi manden vælger at åbne sig og fortælle sin hustru om en begivenhed, der har martret ham i årtier. Denne scene falder i øvrigt stilmæssigt lidt udenfor filmens øvrige stil.

I soldatercontaineren falder der et par ret frivole seksuelle bemærkninger, og vi ser forsiden fra et mandeblad, men ellers er filmen sober. Der knyttes elegant en tråd tilbage til holocaust, men det virker ret påklistret i forhold til filmen i øvrigt.

Kan ses på blockbuster.dk.

---