Foxcatcher

Af: Pelle Kviesgaard og Thomas Sæderup
Store mænd med knap så store hjerner kæmper en kamp for kærlighed og anerkendelse – og der er både tabere og vindere i det slag.

MENNESKET SKAL IKKE LEVE AF BRYDNING ALENE
Vi endte alligevel med at få ondt i maven til sidst. Selvom "Foxcatcher" ikke følger en stringent hollywoodsk sportsfilm, finder filmens fortælling i sit tjattende brydningstempo frem og danner en gribende vellykket fortælling. Det fælles tema i "Foxcatcher" og Bennett Millers tidligere Moneyball er motiver. Hvad driver mennesker til både deres største og grimmeste øjeblikke, og hvor tæt ligger de to ting på hinanden?

Filmen er baseret på den virkelige historie om to brødre der vandt guld ved OL i 1984, og deres liv derefter. Mark Schultz (Channing Tatum) er den forsagte lillebror uden et overvæld af brikker at flytte rundt med. Sammen med sin ældre bror, David Schultz (Mark Ruffalo), sigter de efter at vinde mere guld til det kommende OL. David har fungeret både som træner, bror, far og mentor for Mark, siden han var to år gammel, hvor forældrene blev skilt. Mens Mark i sin tarvelige lejlighed spiser sine minutnudler, lever broen et lykkeligt liv med kone og børn - og med Mark.

Indtil Mark kontaktes at rigmanden John 'the Eagle' du Pont (Steve Carell), en excentrisk og patriotisk filantrop, som ønsker Mark på hans eget bryder-team Team Foxcatcher. Det får han, og derfra begynder en både smuk og dysfunktionel mentorrelation mellem de to.

Millers primære spørgsmål i sine film er: hvad driver mennesker? Og på fin og balanceret vis handler det meget om kærlighed fra forældre og mangel på samme.

Når det så er sagt, må man med troens briller sige, at det nærmest er evangeliet, der bliver fortalt for øjnene af én – den fortabte søn i en opdateret udgave. Bennet Miller viser, hvordan et opgør med denne kærlighed og et behov for at gå sine egne veje og selv være i kontrol, leder ud i ulykke. Der er fine og nuancerede personskildringer af ambivalente mennesker i "Foxcatcher", så det bliver ikke klichéfyldt, selvom det i sidste ende står klart, hvem der var fristeren, og hvem der var frelseren.

"Foxcatcher" er ikke først og fremmest en sportsfilm, det er en fortælling om at blive elsket af sin far. Brydningen som setting gør dette ekstra interessant, idet det er store mænd, der går rundt om hinanden og krammer - ind imellem er der de små eksplosioner, hvor man pludselig prøver at gøre sig fri fra - eller vælte hinanden. Filmen har ikke travlt, og man er altid lidt i tvivl om, hvor fortællingen er på vej hen, hvilket faktisk er vildt spændende. "Foxcatcher" rammer simpelthen én hårdt i maven, og man går både rystet og eftertænksom derfra.

---