Footloose

Af: Carsten Riis Jensen
Remake af originalen fra 1984. Farverig og festlig musical-film om generationskløft, hvor stramme regler og overbeskyttelse kan få den modsatte effekt af det ønskede.

Man bliver i godt humør af at se "Footloose". Jeg har ikke set originalen fra 1984, men kunne straks genkende den festlige titelmelodi, som giver lyst til at danse. Og lysten til at danse er netop, hvad der ligger bag filmen "Footloose".

Den handler om den unge Ren McCormack, som rejser fra storbyen Boston til sydstatsbyen Bomont – langt ude på landet. Bomont blev 3 år tidligere ramt af en tragisk ulykke, som siden har sat sit præg på byen: Efter en fest for unge, med musik og alkohol, dør en gruppe af festens deltagere, da de mister kontrollen over bilen og rammes af en lastbil.

Byrådet – i samarbejde med den allestedsnærværende bypræst – beslutter at iværksætte en række love, som gør det ulovligt at danse, ulovligt at holde fester uden om kirken og ulovligt at høre høj og larmende musik.

Det er denne by, unge McCormack ankommer til. Han er, i de voksnes øjne, "oprørsk" (på en sød måde, vil jeg sige), og sammen med en gruppe andre unge iværksætter han en plan for at "omvende" præsten og byrådet, så dans igen bliver lovliggjort.

Selv om filmen er fra 2011, er der en tidløshed over den – og Kenny Wormald, som spiller McCormack, er castet til at ligne en ung Johnny Depp med blussende kinder og Elvis-hår. Heldigvis spiller skuespillerne troværdigt. Der er en udmærket historie i filmen, så man ikke føler, at skuespillerne kæmper sig igennem en række ligegyldige scener for at komme frem til de essentielle dansescener. Filmisk minder den mig om klassikeren "Dirty Dancing" og den nyere musikfilm "Hanna Montana: The Movie".

Der er noget meget interessant ved "Footloose": Jeg tænker naturligvis her på, at det er en præst, der styrer byen – og at det er præstens datter, der er "løs på tråden" og slår sig sammen med oprøreren McCormack.

Præstens baggrund for at indføre så skrappe love i byen er, at én af de døde efter førnævnte ulykke er hans egen søn, Bobby. Præsten skaber derfor skrappe love for, mener han selv, at beskytte byens øvrige unge. Men resultatet bliver det stik modsatte: De skrappe love gør blot, at de unge i ly af mørket mødes og danser m.m.

Her er der stof til debat, omkring regler, forbud og "gode intentioner". Hvordan kan vi fx som forældregeneration og som samfund skabe nogle gode og troværdige rammer for vore unge? Rammer så de kan få et godt og sundt ungdomsliv, hvor de får lov til at "prøve ting af", men samtidig ikke ødelægger eller forspilder deres liv. Og kan det gøres på en måde, så de rent faktisk lytter og finder vores regler, råd og vejledning værd at følge?

Interessant er det også, at den unge McCormack slår igen med bibelvers. Som argument for, at de unge skal have lov til at danse igen, nævner han dels de vers, der fortæller om at David og andre jøder dansede for Herren, og dels, at der, ifølge Salomo, er en tid til alting – og altså også til at danse.

"Footloose" gør ikke grin med kirke og kristendom, men fortæller i stedet om, hvordan stramme regler og overbeskyttelse kan få den modsatte effekt af det ønskede. Og så er "Footloose" en farverig og festlig film, som man bliver i godt humør af.

---