Første dag i resten af dit liv

Af: Michael Agerbo Mørch
En lidt kringlet, fransk film, om at finde sin identitet og være den, man er. Men filmen har en distance til sine karakterer.

Efter min mening er det ikke altid, at udviklingspsykologiske familiefilm fungerer. Ofte bliver de enten for patetiske efter for forudsigelige. Jeg må indrømme, at jeg stadig ikke helt ved, hvordan jeg vil kategorisere dette franske familiedrama. For overblikkets skyld vil jeg give et kort resume:

Vi kommer ind i fortællingen, da familien Duvals ældste søn, Albert, er ved at flytte hjemmefra. Moren er i krise over, at hendes elskede familie falder fra hinanden. Scenen er karakteristisk for resten af filmen, da alle scener er som små snapshots af en familie i stort underskud. Næste scene er broren Raphaëls identitetskrise, næste igen søsteren Fleur. Imens børnene bliver store, kæmper forældrene Robert og Marie-Jeanne med at finde deres egen identitet og komme ud af den skygge, de lever i i forhold til deres egne forældre og endda børn. Slutningen må naturligvis ikke røbes, men at kompleksiteterne fortsætter til slutningen, kan vist godt afsløres.

Familien er hverken velspillet eller velskrevet. Man sidder med en underlig fornemmelse i kroppen, når man ser den distance, som filmen har til sine karakterer og deres udvikling. Det er måske tidstypisk: vi ironiserer over de rodløse skæbner, vi ikke vil vedkende os at være (?). Mest af alt minder filmen om en fransk udgave af "American Beauty", blot i en mere studentikos og "familievenlig" udgave.

Filmen har vundet attraktive priser, som fx en Cesar-pris i Frankrig, og det er ikke fordi filmen er blottet for kvalitet. Man føler bare man er vidne til en metervare, der hverken formår at provokere (på den gode måde) eller undre. Og når det handler om en familie, hvis interne samspil er præget af gensidig afhængighed og alligevel afstand, så er det faktisk for lidt at byde ind med. I min optik i hvert fald.

Familier er vel per definition vanskelige at finde ud af; og det bliver aldrig nemmere, når det er sat op imod ens egen virkelighed. Derfor er det fint, at det virkningsfulde medie, filmen, tager temaet op. Personligt synes jeg bare, fortællingen skal føre os i en retning - enten more os, oplyse os eller få os til at reagere. Et eksempel på det kan være Pernille Fischer Christensens varme film En familie.

Familien er individets arnested, og derfor skal den beskyttes. Bibelens store fokus på ægteskabet, den gode børneopdragelse, menneskesynet rodfæstet i gudbilledligheden etc. giver masser af materiale for fortolkning. Ikke at enhver film skal være en collage over Bibelen, men den dybde og seriøsitet om emnet, som jeg møder i Bibelen, mangler jeg i denne film. Og det er jeg ærgerlig over.

---