Før frosten

Af: Anette og Jørgen Hedager Nielsen
En fattig bonde i 1800-tallets Danmark vil gerne have sin datter så godt gift, at det redder hans aftægt. I den sag spiller datterens følelser ingen rolle.

DA KO-JENS FIK EN HAT

I 1800-tallet kunne det være hårdt at være bonde, for de var meget afhængige af vejret. Det gjorde bønderne hårde og indimellem griske. Sådan kunne én af fortolkningerne af "Før frosten" lyde. Læser man de anmeldelser, der blev skrevet ved biografpremieren, kan man åbenbart forstå filmen som et symbolsk udtryk for vores tids stræben efter materiel sikkerhed - en stræben, hvor målet helliger midlet.

Filmen er dyster. Der er hårdhed, modgang og ulykke, og der er meget lidt hjælpsomhed. Det vil være forkert at sige, at der ikke er omsorg og kærlighed, for den gemmer sig i undselige blikke og kejtede kærtegn. Men der er ingen forløsning på noget som helst.

Godt filmhåndværk med et minus
Filmens altdominerende hovedperson er Jens (Jesper Christensen), der er selvejer på en ejendom med tre køer og nogle tønderland våd og leret jord. Jens har forstand på køer, så han kaldes Ko-Jens. Ifølge instruktøren, som også har andel i manuskriptet, er rollen skrevet specielt til Jesper Christensen. Filmens store gevinst er, at Jesper Christensen sagde ja til at medvirke. Han er god, uanset om han er alkoholiker i danske socialrealistiske film, skurk i James Bond-film, eller han er konge i en norsk film.

Jens er enkemand og forsørger for sin giftemodne datter Signe (Clara Rosager) og et par nevøer. Meget af filmen drejer sig om, at Jens vil have Signe så godt gift, at det redder hans egen aftægt. I den sag spiller Signes følelser og samtykke ingen rolle. Det har ikke noget formål at beskrive handlingen, for den betyder ikke ret meget. Filmen lever af stemningsbilleder og af dynamikken mellem de sociale lag i sognet, som er meget klart definerede.

Filmens fotograf, klipper og lydmand har leveret et fornemt arbejde. Der er også flere gode skuespilpræstationer. De tre stjerner, vi har givet filmen, skyldes det gode filmhåndværk. Der er dog et stort minus i den forbindelse, nemlig at det alt for ofte er svært at forstå skuespillernes replikker. Helt galt bliver det med svenskerne. Det minus deler filmen desværre med for mange andre danske film. Muligvis findes der danske undertekster til filmen, men det burde ikke være nødvendigt med den slags hjælpemidler, når en dansker ser en dansk film.

Kirke på kanten
Kirke og kristendom fylder en del. Bordbønnen er skildret ganske sympatisk. Salmerne synges friskt og fyldigt. Vi slipper for den falske karikatur af sang i kristne sammenhænge, som mange danske instruktører gennem tiden har yndet. Som kirkegænger kan man undre sig over de stumper liturgi, vi får glimt af, men det fungerer udmærket.

Kirkebygningen klamrer sig til den yderste kant på Stevns Klint. Mon det har en symbolsk betydning? Inde i kirken er sognets folk delt op i rangorden. Forrest sidder gårdejerne og bagest står udskuddet. Da Jens bliver tvunget til at sælge en ko, bliver han til sin store fortrydelse rykket en bænk bagud. Kristendommens betydning ser vi kun som noget udvortes. Det er med andre ord et sogn uden vækkelse.

Uden at røbe slutningen kan vi godt nævne, at Jens undervejs i filmen avancerer fra at være en mand med en strikket lue til at blive en mand med hat. Filmen ønsker sandsynligvis at rejse spørgsmålet: En den pris han og andre måtte betale for den hat blevet for stor?

---