Fodboldpræsten

Af: Bettina Drachmann Bech
En god blanding af dansk lystspil, kristendom og dødelig alvor.

Den unge teologistuderende Søren Holm (Jørgen Reenberg) er også på fodboldlandsholdet. Efter en vigtig landskamp, hvor han brillerer på banen, inviteres han af en tidligere skolekammerat hjem til den rige direktør Dahl. Her møder han den hjertevarme, men noget moralsk anløbne direktørfamilie og forelsker sig i direktørens yngste datter Inger (Grethe Thordahl). Hun skiller sig væsentligt ud fra resten af søskendeflokken med sit yndige og stille væsen.

Da Søren er færdig med sit teologistudie, gifter de to unge sig og flytter til Harslev, hvor Søren har fået embede. I byen Harslev er der problemer dels med de unge rødder – karle og gårdmandssønner, der svirrer, drikker og laver ballade, og dels med "vildfarne" piger fra optagelseshjemmet "Stormly".

Søren forsøger til stor forargelse for menighedens spidser at få kontakt til de unge rødder ved at involvere sig i fodboldklubben, og Inger engagerer sig i arbejdet på optagelseshjemmet.

En alvorlig ulykke afslører, om de unge rødder også kan bruge Søren som præst og ikke bare som fodboldspiller.

Når man læser handlingen bag på filmen og samtidig ser, at genren er dansk lystspil, kan man godt blive en smule forvirret. Jeg var i hvert fald spændt på at se, hvordan man kunne lave en folkekomedie på de præmisser. I den henseende blev jeg dog ikke skuffet. Filmen indeholder alle de sædvanlige sjove og finurlige bipersoner med mærkværdige danske accenter, som man kender så godt fra andre danske lystspil.

Historien er god, men vil måske lidt for meget. Sørens møde med Inger og hendes familie fylder en del i starten af filmen, og det gik lidt vel hurtigt for mig, men det er jo folkekomediens begrænsninger; der er ikke tid til at dvæle for længe ved tingene.

Sørens kurtisering af Inger, og hans valg på begges vegne af seksuel afholdenhed inden brylluppet vises meget romantisk og sødt i filmen. Han tager valget, for det er ham, der har forudsætningerne og ansvaret for at vælge, i og med at han står som repræsentant for de kristelige værdier og dyder. Dem har hun ikke just med som forbillede hjemmefra. Jeg følte mig helt forpustet og forvirret i starten over alt det, Inger "måtte finde sig i" af sin søde, men umulige familie, men det var måske tilsigtet fra instruktørens side, så man kunne sætte sig ind i, hvor malplaceret Inger var i denne sammenhæng. Søren har på et tidspunkt en samtale med Inger, hvor han nævner, at han er velhavende, fordi han har sin tro på Gud! Den i udgangspunktet rige direktørfamilie med alle de problemer, de går og roder med, og Søren som fattig teologistuderende og kommende præst med udsigt til ringe gage og dog rig på værdier, kommer her til at stå som kontrast, men Inger er ikke sen til at vælge det væsentlige. Direktørfamilien gennemgår også en forvandling i forbindelse med økonomisk ruin og finder ud af, at "simple living" er at foretrække.

Beskrivelsen af menigheden som et sted, hvor hykleriet og farisæismen råder, er måske noget karikeret, men igen – overdrivelse fremmer forståelsen, og der skal nok også i dag være nogen, der synes, det er forargeligt, at præsten deltager i sportskampe, går til rockkoncert, drikker rødvin, danser eller lign. I Harslev vil menighedsrådet hellere have, at præsten tordenprædiker i en tom kirke, frem for at han mænger sig med syndere på fodboldbanen! Mon ikke man har hørt den historie før? Adskillige nytestamentlige beretninger kommer mig i den forbindelse i hu.

Beskrivelsen af de seje rødder i filmen bidrager både med komiske indslag og dem af mere alvorlig karakter. Det er fx meget tankevækkende, at Mads (Buster Larsen), der ellers afbrydes hele filmen igennem, er den, der får det sidste ord; at det aldrig er for sent at angre og komme til Gud. Det er da et tydeligt budskab!

Det irriter mig, at hele handlingen står bag på omslaget, så jeg handlingsmæssigt sad og ventede på mere, da filmen sluttede! Men når det er sagt, må jeg samtidig sige, at jeg var godt underholdt en regnfuld søndag eftermiddag, og kunne godt tænke mig, at DR, når nu de ofte vælger at sende gamle danske film, også vil sende denne engang imellem.

Hvis man kan se bort fra, at filmen er sort/hvid, og at de talte et besynderligt dansk dengang, er det en god film, der kredser om vigtige værdier, som i verdens øjne må anses for at være håbløst umoderne, men, som man som kristen må sige, er værd at stræbe efter.

---