Flugten fra KZ

Af: Michael Agerbo Mørch
Stærk film om anden verdenskrigs rædsler og om, hvordan håbet og kærligheden kan bære igennem utrolige smerter.

Under anden verdenskrig oplevede en stor gruppe jøder en umenneskelig undertrykkelse i kz-lejrene. De blev udnyttet, tortureret, pint og udsultet. Deres værdighed blev taget fra dem, og de fik af vide at jorden var bedre tjent med, at være uden dem. Alt det ved vi jo godt. Alligevel er det hver gang en stærk oplevelse at se og høre om det. Måske fordi de levede under så fundamentalt andre livsvilkår end vore. Eller måske fordi jeg - trods alt - stadig kan blive påvirket af de billeder, jeg ser på tv og film.

"Flugten fra KZ" er en af disse film, som på trods af den kendte fortælling, alligevel rammer stærkt. Tomasz og Hannah er fanger i en kz-lejr i Polen, men bliver alligevel forelskede. Tomasz er egentlig polak, men er modstandsmand, hvilket gør at han er endt i lejren. Hannah er tysk jøde og er i lejren som følge af nazisternes udrensning. Tomasz planlægger at flygte, men han vil have Hannah med, hvilket er mere problematisk end som så. Det lykkes dog, og de kommer derfra.

Store dele af filmen handler dog ikke om denne flugt, hvilket også gør, at du ikke behøver at få en "spoiler alert". Filmens hoveddel er nemlig Hannahs flashbacks til tiden i kz-lejren og flugten derfra, mens hun lever som rig og gift kvinde i New York i 70'erne. Hun har meget svært ved at slippe Tomasz, efter at de blev borte fra hinanden i tiden lige efter flugten, og det selvom hun er blevet gift med en dejlig mand, som hun elsker højt. Tomasz sidder ligesom bare fast i hukommelsen.

Derfor burde filmen nok også på dansk have haft en titel, som lå mere op ad den engelske titel "Remembrance" (da.:erindring). Filmens stærke fortælling er nemlig, at fortiden er en uomgængelig del af os. Vi bliver ikke lige sådan af med den, selvom vi ønsker det, for vores hukommelse er ubarmhjertigt skarp. Særligt uopgjorte forhold kan trænge sig så meget på, at vi nærmest bliver bundet af det.

Kirkefaren Augustin, der, inden han blev kristen, levede et usvævende liv, sagde engang "jeg har kendt dig for sent Herre, jeg har kendt dig for sent; hukommelsen er et bedrøveligt privilegium". Med den vise replik har han både sagt, at hukommelsen i sig selv er en skøn gave fra Gud, men også at den kan være bedrøvelig, fordi vi kan huske ting fra fortiden, som vi gerne vil være fri af. Måske er det derfor, at Jesus så ofte betoner friheden i hans budskab. Tror vi på ham, er vi frie, virkeligt frie (Joh 8,36). Det gælder først og fremmest over for Gud, men også i vores liv. Der er forhold, som vi kan lægge i de naglemærkede hænder, forhold som er for tunge at bære.

Det gør ikke, at vi ikke skal arbejde med dem på det mellemmenneskelige plan. Og særligt her har en ikke-kristen film som "Flugten fra KZ" en dejlig påmindelse. For selvom Hannah sørger og søger den forsvundne Tomasz, så holder hun ud - i kærlighed og frustration; men hun finder først forløsning i det øjeblik, at situationen om Tomasz er afklaret. Mere skal ikke afsløres.

Et andet vigtigt tema er forholdet mellem kærlighed og angst. Kærlighed kan gøre at man udholder det mest utrolige, ja at man endda ofrer sit liv for det, man har kært - mens angst for at miste livet kan gøre, at man indvilliger i de frygteligste ting, som Tomasz' mor er et væmmeligt eksempel på i filmen.

På den måde bliver forholdet mellem Tomasz og Hannah og deres indbyrdes kærlighed faktisk et billede på Kristus, som elskede verden så højt, at han opgav sit eget liv for at frelse enhver, som ønsker at tilhøre ham.

---